Didn't See That One Comming...

[Leslie Marsters]

Alexandra Goodwin og @isaacm - Kvalitetsudstyr til Quidditch - Omkring lukketid.

Leslies skridt blev hurtigere og hurtigere i takt med, at hende og Alexandra nærmede sig Kvalitetsudstyr til Quidditch, "Kom nu, ellers når de altså er lukke," sagde hun, dog ikke surt eller noget, hun ville bare virkelig gerne nå det inden de lukkede. Leslie måtte nok indrømme, at hun efterhånden havde glemt, at der havde været gået så mange år, hvor hun ikke havde set Alexandra. Selvom der var mange ting som Leslie havde valgt, at holde for sig selv, som foreksempel, at hun både var hjemløs og arbejdesløs.
Hun havde dog åbnet sig en smule op for Alex, så hun vidste hvordan Leslie havde haft det på det børnehjem hun var blevet placeret på. Hun havde dog undlagt, at fortælle hvor meget hun rent faktisk drak og at hun faktisk også af og til tog stoffer, for at glemme hvor lort det hele var. "Tror du vi når det?" spurgte hun som de var nået indgangen til butikken, hvilket fik Leslie til, at kigge ind i gennem vinduet, "Der er stadig en derinde," konstandterede hun, før hun vendte blikket mod sin søster med et roligt smil på læberne, og tog så i døren som heldigvis stadig var åben.

[Deleted]

Alex halvt løb efter Leslie, som gik en del hurtigere end hende selv. Leslie havde faktisk altid været den hurtigste af de to og det vagte minder om deres barndom på en eller anden måde. Alex havde i den seneste tid tænkt rigtig meget på deres barndom og deres forældre. Hun havde været så lykkelig, da hende og Leslie havde fundet hinanden igen og hun følte at de havde fået et rigtig godt forhold. Alex havde fortalt Leslie alt om hendes plejefamilie som havde været helt forfærdelige og hun havde fortalt om det utroligt underlige og akavet møde hun havde haft med deres onkel Isiah, da han var rektor på Hogwarts. Alex var ked af at de havde været adskilt i så mange år, men hun kunne ikke gøre noget ved det og nu ville hun bare nyde at de var sammen igen. Der gik heller ikke en dag hvor hun ikke tænkte på deres far. Hun havde ikke så mange dårlige minder om ham, som hun havde med deres mor som var en meget hård negl og som havde skræmt hende meget. Deres far havde været mere kærlig og ikke brugt så meget energi på at fortælle dem hvem de skulle hade og hvorfor. Alex savnede ham lidt. Hun havde ikke set ham siden hun var 10 og hun havde ikke fået billeder af ham eller noget. Hun var også nu bange for at han var død.
"Vi skal nok nå det, hvis jeg ikke falder død om hende." Sagde hun og prustede lidt i baggrunden. Da de endelig nåede derhen, kiggede Alex også ind ad vinduet, imens hun kom til sig selv. Hun løb ikke så tit. "De har stadig åbent. Ihvertfald 10 min endnu." Sagde hun så og blev lidt lettet.

[Deleted]

Isaac var ved at gøre klar til lukketid. Det havde været en rigtig land dag. Ikke længere end normalt, men det havde føltes sådan. Der havde været rigtig mange kunder og han havde på fornemmelsen af at en af dem havde genkendt ham, enten fra aviserne eller måske endda fra Azkaban. Kunden havde set meget underligt på ham og der var vidst også en smule frygt at se i øjnene. Isaac hadede at hans gamle liv ikke bare kunne blive glemt. han var ikke længere dødsgardist og han fortrød alt hvad han havde gjort for dem i den tid han var det. Den tid var forbi og han ville ønske at alle andre kunne glemme det, ligesom han hver eneste dag prøvede. Nu var det vigtigste at finde sine piger. Han havde dog ingen penge, da hans kone og dødsgarden havde taget alt hvad han ejede og han var tvunget til at arbejde for føden.

Han stod med ryggen til døren og ordnede nogle papirer. Han lagde ikke mærke til at der var flere kunder på vej ind. Butikken lukkede om ikke så længe og han glædede sig til at komme hjem og gå videre med søgningen af sine piger. Han havde fundet ud af at de begge boede i storbritannien, men ikke lige hvor endnu. Ministeriet var ikke glad for at give den slags oplysninger til en tidligere dødsgardist. Ikke at han bebrejdede dem, men det var da stadig træls, når han nu var så tæt på.

[Leslie Marsters]

Leslie elskede at bruge tid sammen med Alexandra, og stod det til hende, så ville de også se hinanden meget mere end de gjorde i forvejen, selvom de var ret forskellige, så havde det været den bedste fødselsdag nogensinde, det år, hvor de havde fundet hinanden igen.
Leslie vidste godt, at hun kunne være meget hård, både i sit sprog og sin væremåde, hvilket nok skyldes deres mor, som Leslie aldrig nogensinde ville tilgive for alt hvad hun havde gjort. Men på den anden side, så var det jo også derfor hun var der hvor hun var den dag i dag. Okay, det var måske blot endnu en grund til aldrig at tilgive.

Dog huskede hun sin far som værende meget mere kærlig og omsorgsfuld, ham savnede hun faktisk fra tid til anden, men prøvede bare ikke at tænke på ham, både fordi hun et sted faktisk føltes sig utroligt svigtet af ham, men nu havde hun jo også kun været 10 år sidst hun havde set ham, så mon ikke han havde haft sine grunde, til ikke at tage Leslie og Alex med sig, hvor end han havde været henne.
"Bare rolig, jeg kan førstehjælp, men lad venligst alligevel vær, det skaber så meget drama og opmærksomhed," svarede hun morende Alex med et smil på læberne, og trådte så ind i butikken, og holdt selvfølgelig døren for Alex. Meget målrettet gik hun direkte imod en udstillingsmontre med gyldnelyn, og pegede så imod et af dem, hvilket også var grunden til, at hun ikke rigtigt så manden som stod derinde, desuden stod han jo også med ryggen til dem, "Se, Alex, den der," sagde hun, det var en gave hun skulle købe til en ven som snart havde fødselsdag. Leslie var en fantastisk lommetyv, hvilket var den eneste årsag til, at hun havde råd til, at købe noget som helst.

[Deleted]

Alex havde svært ved at komme til sig selv igen. Hun synes de havde gået ret stærkt. De skulle være gået noget før, så de ikke havde så travlt. Det var også rigtig varmt og det gjorde det bare endnu værre.
Hun lagde hånden på hjertet og smilede halvhjertet og sarkastisk til sin søster. "Jeg føler mig så elsket." Sagde hun og lavede en grimasse, men smilede så derefter til Leslie.
Hun fulgte med ind i butikken og kiggede hen på manden der stod ved kassen. Det måtte være den nye ejer. Hun vidste ikke hvad han hed, men blot at han ikke havde været ejer i så lang tid. Hun havde heller aldrig set ham, da hun ikke var der så tit. Hun gik meget op i sporten, men spillede det ikke selv og hun havde derfor ikke brug for at komme i denne butik ret ofte. Faktisk aldrig.

Alex fulgte med Leslie og kiggede på det gyldne lyn. "Det er flot." Sagde hun så med et smil. Alex vidste ikke helt hvem Leslie skulle købe gave til, men hun ville da gøre hvad hun kunne for at hjælpe med at finde en god gave. "Mangler din ven et lyn?" Spurgte hun lidt efter og kiggede så lidt rundt i butikken.

[Deleted]

Isaac hørte døren gå og han sukkede for sig selv. Han havde håbet at der ikke ville komme flere så han kunne bruge den sidste del af åbningstiden på at lave de ting han skulle gøre inde han kunne tage hjem. Han ville gerne hjem før end han plejede, men sådan skulle det vidst ikke være idag. Han vendte sig rundt og så to piger med lyst hår komme gående. han så kun ryggen ad dem, som de gik hen til udstillingen han havde sat op bare få dage før med specielle gyldne lyn. De var specielle i den forstand at de kunne indgraveres og nogle af dem havde lidt andre mønstre end den originale version. Han havde også et hvor vingerne og kuglen havde byttet farver og en der skiftede farve til rød når man fangede det i en kamp. Det var moderne tider og så måtte man prøve at følge med i butikkerne.
"I siger bare til hvis I har brug for hjælp." Sagde han høfligt og stod nu med fronten imod dem, men kiggede ned på sine papirer. Han havde skiftet udseende en del siden sidst han havde set sine piger. Dengang havde han helt sort hår som var længere end nu og det havde været pjusket, hvis han ikke brugte lang tid på at sætte det. Han lignede måske lidt Elvs dengang og han havde været stolt. Nu havde han fået kortere hår og hvis han ikke fik det faret, kunne an se de grå nuancer rundt omkring. Han sørgede dog for at få det farvet, men lige nu var de grå nuancer ikke til at tage fejl af, da han ikke havde haft tiden. Han var blevet mere muskuløs efter sin tid i Azkaban, da han prøvede at holde formen med armbøjninger og vægtløftning med sten, som var i cellen, da han sad inde. Han blev tynd derinde, men havde sørget for at lave om på det, da han kom ud. Han så meget anderledes ud end da han var yngre.

[Leslie Marsters]

Leslie kunne ikke lade vær med at grine let, "Ja ik? Godt du kan mærke min kærlighed," sagde hun morende, selvfølgelig elskede hun Alex, selvom de var meget forskellige, så var Alex en dejlig pige, og ikke mindst Leslies søster, hvilket helt automatisk gav hende en plads i Leslies hjerte, hvilket der ellers ikke var mange som fik.
Leslie så godt manden som stod i butikken, men hun havde for travlt med at kigge på lynene, til, at bemærke ham yderligere end det. "Ja er det ik?" spurgte hun, godt nok gik Leslie ikke super meget op i Quidditch, men det havde hun gjort da hun var mindre, så det sad nok stadig lidt i hende.
Det var det lyn som skiftede farve til rød, når det blev fanget, som hun ville købe til sin ven, "Ja, det gør han," svarede hun roligt, og vendte for første gang nu rigtigt blikket mod manden i butikken, som han snakkede til dem, "Det skal vi.." hun tav fuldstændigt, og mærkede hvordan al blodet forlod hendes hoved, da hendes blik faldt ordenligt på ham. Hun havde set ham før. Det var mange år siden, og han var blevet ældre at se på, men også meget mere muskuløs end hun huskede ham, men hun var ikke i tvivl. "I-Isaac?" sagde hun stille, og gav Alex et lille puf, for at fange hendes opmærksomhed, og nikkede mod manden, hun vidste slet ikke hvordan hun skulle reagere eller håndtere det. Hun havde aldrig nogensinde troet hun skulle se sin far igen.

[Deleted]

Alex lavede en grimasse igen. Hun havde virkelig savnet Leslie og hun var så glad for at se var blevet genforenet efter så mange år, selvom hunville ønske at de havde fundet hinanden noget før eller aldrig var blevet adskilt.
Lynet som Leslie stod med i hånden var utroligt flot og hun kunne godt forstå hvis det var det lyn der blev valgt. Hun vidste slet ikke at der var så mange muligheder indenfor lyn, men selvfølgelig udviklede branchen sig hele tiden og man skulle vel følge med. Alex havde hørt manden og hun kiggede kort op, men kunne ikke se hvem det var. Han så da bekendt ud, men ikke mere end det. Da Leslie puffede til hende blev hun forvirret, for Leslie fandt ham åbenbart mere bekendt end Alex gjorde og hun havde kaldt ham Isaac. Deres far hed Isaac.
"Hvad?" Sagde hun og kiggede op på manden igen og kunne nu godt se hvor meget han lignede deres far. Det var da vel ikke deres far? Hun kiggede ekstra godt på ham og kunne pludselig mærke hvordan hendes hjerte sprang et par slag over. Hendes håndflader blev fugtige og hun følte at hun skulle besvime eller kaste op. Hun tog fat i Leslie for at få støtte, men Leslie måtte have det på præcis samme måde som hende.
"Er det...?" Mere kunne hun ikke få ud, for hun var alt for chokeret og hun kendte egentligt godt selv svaret, men turde ikke tro på det.

[Deleted]

Isaac var glad for at der var nogen der viste interesse i de nye lyn, for han havde frygtet at de ikke ville blive en succes, fordi de var så anderledes. Han stod og håbede på at pigerne ville købe en eller flere, for det ville se godt ud for forretningen. Der var også mange der ikke havde troet på at de ville sælge, men Isaac havde stået ved.
Han hørte en af pigerne svare ham, men han kiggede først op, da han hørte et svagt I-Isaac... Han stod et øjeblik og var helt paf. Selvom der var gået mange år, ville han altid kunne kende sine piger. Deres øjne som de havde fra ham og deres elegante ansigtstræk, som de helt klart havde fra deres mor. Han ville aldrig glemme de blikke de havde sendt ham når han skulle afsted sammen med Dødsgarden og de blikke de havde sendt ham når deres mor havde været efter dem for ikke at have været more lady like som små. Han synes at huske at de havde sendt ham det samme blik som de gjorde på dette tidspunkt, dengang der var kommet aurorer fra Azkaban for at hente ham og deres mor. Et blik der tit havde holdt ham vågen om natten.
"Leslie? Alexandra?" Han følte at han hjerte stoppede i et par sekunder og han tabte sine læsebriller på gulvet. "I..er..her.." Sagde han, som om det ikke var indlysende for alle i lokalet. Han prøvede at gå et skridt nærmere, men han vidste ikke hvordan de havde det med ham. Han prøvede med et smil for at berolige dem, men han havde svært ved at bevæge musklerne i sit ansigt og en enkelt tåre trillede ned ad hans kind.

[Leslie Marsters]

Leslie stod som forstenet. Det var yderst sjældent, at hun blev mundlam, hun kunne være noget så rapkæftet og grov i munden, især hvis hun havde drukket eller var høj, men lige nu følte hun sig som en lille pige igen. Den lille søde pige hun havde været dengang for godt ti år siden. Dengang hvor hele hendes verden var væltet.
Hun huskede stadig tydeligt, hvordan deres hjem det sted som skulle have været det mest trygge sted for børn, var blevet stormet af auror, og havde taget både deres mor og deres far, og derefter skilt hende fra hendes søster. Det havde uden tvivl været starten på det maredit hendes liv havde udviklet sig til. Starten til alle de dumme ting hun havde lavet siden da.
Hun kunne ikke engang få ord ud til, at svare, da Alex spurgte hvad. Hun stod bare og stirrede på Isaac, med et blik som sagde mere end tusind ord, og alligevel ingen ting overhovedet. Hun mærkede sin mund glide en smule op, hun ville gerne sige noget, hun vidste bare ikke hvad.
Hun rystede lidt på hovedet, "Det kan ikke.. Passe.." sagde hun næsten hæst, da hendes stemme svigtede hende ret meget lige nu. Det gav et sæt i hende, da Isaacs briller ramte gulvet, lige efter han havde sagt deres navne, og lod helt automatisk sin ene arm strække ud foran Alex, for at beskytte hende, før hun lod blikket glide lidt op og ned af Isaac. "Det er De tilsyneladende også.." svarede hun, hun vidste ikke om hun var direkte bange for ham, men hendes tillid til ham var ikke ret stor. Alligevel var der noget indeni hende som gik i stykker, ved synet af hans tåre, hvilket fik hende til, at sænke sin arm igen. Hun var i forvejen ikke god til, at stole på folk, og slet ikke når de engang havde svigtet hende, hvilket hun bestemt følte Isaac havde. Hun havde virkelig set op til ham, dengang hun havde været lille, han havde jo altid været der for hende.

[Deleted]

Alex kunne ikke tro sine egne øjne. Hun havde altid ønsket at se sin far igen, for hun huskede ham som værende kærlig i modsætning til deres mor som mest af alt virkede som om hun så de to piger som trofæer og ikke børn. Dog følte hun sig stadig svigtet af ham. Han havde valgt en levevej der gjorde deres liv risikabelt og det viste sig at have været en dum idé, da han blev sendt i Azkaban. Alex havde levet sit liv i den tro at han måske var død, da hendes plejeforældre, som var gamle venner af forældrene, men som ikke kunne lide hendes far, havde fortalt at han nok var død, for han havde aldrig været stærk nok til at kunne klare den slags pres.
Nu stod han der foran dem og lignede en der faktisk gerne ville have kontakt til dem igen. Hun så tåren trille ned ad hans kind og det gjorde at hun var mere tryg ved situationen og følte at han måske havde savnet dem ligeså meget som hun havde savnet ham. Leslie havde sat armen ind foran hende, men det lod til at hun måske også havde set tåren, siden hun sænkede paraden igen. Pludselig mærkede hun dog i sit hjerte det samme som hun havde følt, da han blev sendt væk. Det havde føltes som om han bare forlod dem, men på samme tid var hun bange. Hun blev en smule vred.
"Hvad laver du her?" Spurgte hun en smule hårdt, men hendes stemme rystede og hun tog fat i Leslie's hånd, da hun ikke ville kunne komme igennem dette uden sin søster, en gang til.

[Deleted]

Isaac kunne slet ikke finde hoved eller hale i situationen og han kunne mærke hele sin krop ryste. Han ville så gerne løbe hen til dem og give dem et stort kram, men han vidste ikke hvordan de ville reagere på dette, for han vidste ikke hvordan de havde haft det i den tid han havde været væk fra dem. Han vidste ikke engang om de havde været sammen i al den tid. Hans kone havde sagt at de var blevet sendt til en plejefamilie og han havde altid troet at det var til den samme. han havde dog været bekymret, for han vidste godt at hans kone ikke havde de mest charmerende venner.
Han skulle lige til at bevæge sig hen mod dem, da han hørte Leslie kalde ham for De. Det var aldrig noget de havde gjort før og heller ikke noget han nogensinde ville have dem til. Han lagde også mærke til at Leslie satte armen ind foran Alex og han blev forvirret. Var de bange for ham? Han trådte et skridt tilbage og det gjorde det ikke bedre, da Alex pludselig lød vred. han blev lidt befippet og kløede sig i nakken.
"Eh.. jeg øhh... Jeg arbejder her." Sagde han og synes selv det lød utroligt dumt, for det var de måske godt klar over. Han prøvede igen. "Hør piger. Jeg har ledt efter jer siden jeg kom ud af Azkaban, men jeg har ikke kunne finde jer. Der er ikke mange der har lyst til at gie mig den slags informationer, men jeg prøvede. Det skal I vide. Jeg er så ked af det der er sket." Sagde han og kom til smule tættere på. Han havde et bedende blik i øjnene og han håbede så inderligt at de ville acceptere ham og ikke bare gå.

[Leslie Marsters]

Det lignede slet ikke Leslie at blive så følelsesmæssigt påvirket af noget som helst. Efter hende og Alex var blevet taget fra deres forældre, havde hun ligesom lukket ned for alt, hvad der havde med følelser at gøre, hun havde end ikke haft en kæreste eller været forelsket før.
Leslie vendte dog ret overrasket blikket mod Alex, ved hendes spørgsmål, og gav hendes hånd et lille klem, for at vise hende, at Leslie altså var her denne gang, og denne gang skulle ingen splitte dem ad, så blev det i hvert fald over hendes lig.
"Ked af det? Nååh okay, De er ked af det, jamen det retter jo op på alt! damn dig," røg det ud af munden på hende, hun havde langt fra noget pænt sprog, når hun først blev sur eller ked af det, lige nu var det nok mest en blanding. Hun mærkede en vrede og skuffelsen hun ellers havde glemt efter alle de år, ramme hende igen med hundredegotyve kilometer i timen.
Hun havde lyst til, at forlade butikken, men det var som om, at hendes fødder var limet fast til gulvet, og hun kunne ikke bevæge sig ud af stedet. "Hvorfor skulle vi tro et eneste ord, der kommer ud af Deres mund?" spurgte hun og mærkede hvor hidsig hun blev, bare ved tanken om, at han sikkert stod og løj dem begge to lige op i deres åbne ansigter.

[Deleted]

Alex stod helt stille. Det var beroligende at Leslie var ved hendes side, ligesom sidste gang der skete noget stort eller voldsomt i deres familie. Det var så dejligt at have hende ved sin side igen og hun ville aldrig lade noget eller nogen skille dem ad igen. Hun kunne dog ikke helt lade vær med at føle trang til at kaste sig i sin fars arme, for hun havde virkelig savnet ham. Tårerne begyndte at strømme ned ad hendes kinder, for hun følte sig så forvirret lige nu. Skulle hun tro på Isaac eller skulle hun vende om og gå sin vej? Hun havde altid gerne ville finde sin far, men nu hvor han faktisk stod der, vidste hun ikke hvordan hun skulle reagere. Det var tydeligt at Leslie var vred, og det var hun også selv, men det gjorde ikke at hun ikke havde brug for et kram fra sin far som hun havde længtes efter i så mange år.
"Hvorfor skilte I os ad? Betød vi ikke mere for jer end det?" Sagde Alex pludselig mellem sammenbidte tænder. Det var nok det der havde gjort mest ondt. Det at se sin søster blive hevet væk fra en, lige efter at ens forældre var blevet slæbt væk, var den mest forfærdelige følelse hun nogensinde havde følt og hun ville aldrig glemme det. Hvis hun nogensinde skulle tilgive Isaac, så skulle han virkelig have en god forklaring.

[Deleted]

Isaac blev ikke overrasket over at Leslie og Alex reagerede som de gjorde, men det gippede i ham og han kunne mørke smerten i maven og i brystet. Han hadede sig selv for at have forladt disse piger. Han skulle være stoppet i Garden med det samme de to piger var blevet født eller bare aldrig været blevet medlem. Han ville ønske han kunne gøre det om igen, men det var desværre ikke muligt.
"Hør Leslie." Sagde han, men han nåede ikke at sige mere, da han hørte Alex' spørgsmål. Han gik et skridt tilbage og gik derfor ind i et bord bag sig. Han tog sig til maven og han kunne mærke at alt ramlede sammen for ham. Han følte han skulle kaste op og han blev svimmel. Det var det værste der kunne være sket. Ikke nok med at deres forældre var blevet taget fra dem, så var de også blevet skilt ad. Det havde han alligevel ikke troet og det sårede ham mere end deres hårde ord til ham.
"I har ikke været sammen i al den tid?" Spurgte han endelig og kiggede op på dem med tårer trillende ned ad kinderne. "Det er jeg virkelig ked af. Jeg skulle aldrig have tilladt jeres mor at stå for jeres plejefamilier. Jeg skulle aldrig have stolet på den kvinde." Hans hjerte bankede så hårdt og han satte sig ned på hug ved siden af disken, så han stadig kunne se dem og de kunne se ham.
"Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige. I har ingen grund til at tro på mig, for de ting I har været udsat for... Piger, det må I virkelig undskylde. Jeg håber I at I vil tro på mig og at I en dag kan tilgive mig, men jeg har fuld forståelse for hvis I ikke kan eller vil. I skal bare vide at jeg vil gøre alt hvad I beder mig om, for at gøre det godt igen. I betyder alt for mig." Han kiggede på dem med våde øjne og hans blik viste hvor såret han var og hvor meget han fortrød sine beslutninger og det liv han havde levet.