Post by Deleted on Jul 11, 2016 9:37:03 GMT
2044 Maj
Aldrig i sit liv, havde Marisol troet, at hun skulle så meget som nærme sig Azkaban. Det sted var kun for hårde kriminelle, og hendes forfærdelige kusine. Marisol vidste godt, at hun sad inde et sted, men det var ikke hende hun var kommet for at besøge, selvom hun ønskede det. Det var i det mindste til at holde ud, i forhold til den hun skulle besøge.
Det var med triste, tunge skridt, at Marisol gik efter den fangevogter, der skulle vise hende vejen til cellen, og hun mærkede hvordan det blev koldere og koldere som de kom nærmere.
Da vagten stoppede op, kastede han en patrunos, der begyndte at gå frem og tilbage foran cellen, for at holde demenotrene væk, imens hun var der. Vagten gjorde et lille godkendt nik, før han trådte væk så han ikke stod i vejen, og kastede en besværgelse på sig selv, så han ikke kunne høre hvad der blev sagt. Det var al den privathed han kunne give.
Med skælvende skridt, trådte Marisol hen foran cellen, og kiggede ind. De tåre hun havde kæmpet for at holde tilbage, flød nu ukontrolleret ned over hendes kinder, da hun fik øje på Margus. Hun rystede kort på hovedet. Det kunne ikke være sandt. Hun troede det var en syg joke som Jimmie havde fortalt hende. "Ru...." hun stoppede op, da hendes stemme var helt grådkvalt. Hvad lavede han i Azkaban?! Hvorfor var han der?! Hvorfor var han ikke sammen med hende?! Han havde lovet, at han kun ville have hende, så hvorfor var han nu i Azkaban?! "Ruso?" Kom det hurtigt fra hende, før gråden tog over, og hun begyndte at græde. Hvis han var der inde, betød det, at han ikke længere kunne være sammen med hende! En syg tanke om at gå amok på vagten skød op i hovedet på hende. Måske ville hun blive sat ind med Margus hvis hun gjorde det? Hun kvalte hurtigt den tanke, da hun godt vidste, at det slet ikke ville komme til at ske. "Ruso," græd hun igen, og stak en hånd ind mellem tremmerne for at komme til at rører ham. Hun ville være så tæt på ham som muligt, selvom det var tydeligt, at han ikke havde set et badeværelse længe. "Ruso."
Det var med triste, tunge skridt, at Marisol gik efter den fangevogter, der skulle vise hende vejen til cellen, og hun mærkede hvordan det blev koldere og koldere som de kom nærmere.
Da vagten stoppede op, kastede han en patrunos, der begyndte at gå frem og tilbage foran cellen, for at holde demenotrene væk, imens hun var der. Vagten gjorde et lille godkendt nik, før han trådte væk så han ikke stod i vejen, og kastede en besværgelse på sig selv, så han ikke kunne høre hvad der blev sagt. Det var al den privathed han kunne give.
Med skælvende skridt, trådte Marisol hen foran cellen, og kiggede ind. De tåre hun havde kæmpet for at holde tilbage, flød nu ukontrolleret ned over hendes kinder, da hun fik øje på Margus. Hun rystede kort på hovedet. Det kunne ikke være sandt. Hun troede det var en syg joke som Jimmie havde fortalt hende. "Ru...." hun stoppede op, da hendes stemme var helt grådkvalt. Hvad lavede han i Azkaban?! Hvorfor var han der?! Hvorfor var han ikke sammen med hende?! Han havde lovet, at han kun ville have hende, så hvorfor var han nu i Azkaban?! "Ruso?" Kom det hurtigt fra hende, før gråden tog over, og hun begyndte at græde. Hvis han var der inde, betød det, at han ikke længere kunne være sammen med hende! En syg tanke om at gå amok på vagten skød op i hovedet på hende. Måske ville hun blive sat ind med Margus hvis hun gjorde det? Hun kvalte hurtigt den tanke, da hun godt vidste, at det slet ikke ville komme til at ske. "Ruso," græd hun igen, og stak en hånd ind mellem tremmerne for at komme til at rører ham. Hun ville være så tæt på ham som muligt, selvom det var tydeligt, at han ikke havde set et badeværelse længe. "Ruso."
