Not quite a Mary Sue.

[Mayson Carver]

Mayson havde på intet tidspunkt haft intentioner om at diskuterer med pigen. Det eneste han ville vare bare at sidde og nyde skolen lidt samt drømme om det liv han aldrig selv kunne få. Skønt han selvfølgelig var ked af at folk frygtede ham og så ham som et eller andet bæst, så plejede han ikke at sidde og tude over det. Hvis bare folk ville accepterer ham var det alt han forlangte, så pyt med halen og den blå pels samt alle de andre træk der adskilte ham fra normen.
”Nej det er det ikke,” sagde han stille skønt han ikke var helt sikker på om det bare var noget hun sagde for at undgå en videre debat, eller om hun sagde det fordi hun rent faktisk mente det.
Han kunne da godt sætte sig ind i at det var svært at forstå for en som ikke selv havde prøvet det, men en ting var jo at råde andre og en anden ting var hvis man selv skulle følge de råd. Han kendte det fra sig selv, han var ekspert i at råde sin søster til hvad hun skulle gøre, der var ikke det problem han ikke kunne løse, men han ville aldrig have turde følge bare halvdelen af sine egne råd.
”Det er fordi jeg er så anderledes, folk ved ikke hvad jeg er og de kan være så fordomsfulde,” forsøgte han at forklare i et mere afdæmpet toneleje, ”jeg har bare oplevet lidt for mange gange at folk sætter mig i bås som et væsen,” forsøgte han at forklare. ”Jeg tror ikke jeg ville kunne passe ind på en skole som Hogwarts, folk ville ikke vide hvordan de skulle omgås mig og ærligt, så ville jeg nok heller ikke vide hvordan jeg skulle omgås dem.” Han smilede lidt forsigtigt til hende. Hvis ikke man forsøgte at løse problemet var man selv en del af problemet, det havde han altid lært.

Han blinkede et par gange. Hun havde desværre ret i at førstnævnte nok ville kunne få ham i langt flere problemer end sidstnævnte og han havde lidt en fornemmelse af at hun ikke ville tøve med at gå videre med sagen hvis han blev for kvik i replikken. ”Hør jeg er ikke ude på ballade,” begge de trefingrede hænder blev afværgende holdt op foran hans ansigt, men blev hurtigt sænket da hun lod til at ville lade ham slippe, ”du har nok ret.” Sagde han stille og lod blikket synke en smule sammen med glæden i hans stemme. Det varede dog ikke længe før de gule øjne atter var rettet stift mod hende med et overrasket udtryk, sommetider anede folk simpelthen ikke hvor heldige de var. ”Tar' du gas på mig? Det er Hogwarts! Der er altid spændende ting at observerer, vidste du at kæmpeblæksprutten sommetider kommer op til overfladen efter mørkets frembrud?” Nu så han jo kun omgivelserne når det var mørkt så han havde ikke så meget at sammenligne med, men alene det var da ret fascinerende skulle han mene. ”Det er jeg heller ikke.” Understregede han hurtigt skønt det nok var lidt underordnet. ”Må jeg spørger dig om noget mere?” Spurgte han så, igen godt klar over at det jo sådan set var et spørgsmål i sig selv. Han var bare så desperat for at holde samtalen kørende, bare lidt endnu, for alene det at snakke med nogen på sin egen alder der ikke var hans søster, det var virkelig stort for ham.

[Deleted]

”Mayson.” sagde hun straks efter, at han var blevet færdig med at tale. Hun afbrød ham ikke, men hun lod ham ikke sætte det sidste punktum, før hun trådte ind igen. Både mentalt og fysisk, eftersom hun atter tog de få skridt helt hen til ham. Hun havde lært sig selv at virke højere selv i selskab med nogle, der nemt kunne tårne sig over hende. Det var en evne der hjalp betydeligt meget i den stilling, som hun stod med, samt den personlighed, som hun desværre ejede. ”Folk ved ofte ikke bedre.” Hun stillede sig med knap et skridt imellem dem og det bestemte blik, var tilbage i hendes blå øjne. De virkede dog til at have en blødere kant denne gang. ”Uvidenhed hænger ikke altid sammen med bevidst ondskab. I stedet for at forvente, at alle ser ned på dig, så se dig selv på lige grund med andre. Du er et menneske, ikke sandt?” Hun løftede sit ene øjenbryn lidt. Hun vidste godt, at hun burde flytte sig fuldkommen fra emnet, eftersom hun følte, at det var umuligt for hende at sige noget rigtigt. Men forhåbentlig ville det sætte sig bedre fast nu, hvor hun ikke talte til ham med en sådan bebrejdende tone. ”Min mor plejer at sige, at man skal tage sig af de nysgerrige og først sortere ud bagefter.” Hun kunne ikke sige, at hun selv fulgte de ord til punkt og prikke, men det afholdt hende ikke fra at sige dem videre til Mayson. Han virkede til at have mindst lige så meget brug for dem som hende selv. ”Hogwarts er et sted for alle. Har du helt glemt det?”

Hun sukkede efterfølgende tungt og sænkede sit blik, inden hun tog et par skridt tilbage igen. Det var nu alligevel for tæt på, selv for hende. Hun var så småt ved at blive træt, og hendes øjne var begyndt at svige efter at de tidligere indtørrede salte tårer havde sat sig fast. Men han var ikke færdig. Hans begejstring kom bag på hende, og hun løftede hurtigt hovedet for at se forundret i hans retning. Hun kunne ikke helt skjule en blanding af afskyg og frygt, er satte sig i hendes ansigt, da han nævnte den enorme blæksprutte, og hun tog ligeledes et halvt skridt bagud. ”Nej! Og gudskelov for det. Bare tanken om, at den faktisk kommer op til overfladen, ville have holdt mig vågen i mine tidligere år.” Det kriblede hende nu stadig ned ad ryggen ved tanken. ”Hvordan kan du synes, at en kæmpe blæksprutte er spændende? Forestil dig, at bade i søen og pludselig…” Hun blev en smule bleg i ansigtet, da hun fik billedet op i hovedet. Og ligeledes kunne hun mærke flovheden stige. Hvad de andre ikke ville gøre, hvis de kendte til hendes afsky. ”Nok om det! Jeg bliver nød til at gå tilbage. Og det samme bu-…” Hun havde allerede vendt sig om, da han pludselig spurgte ind til mere. Af en eller anden grund fik det hende straks på andre tanker, og hun drejede sig ganske roligt omkring igen, så kappen flagrede.
Hun løftede en udstrakt pegefinger op. ”Ét spørgsmål mere. Resten på vente til en anden gang. Forstået?”

[Mayson Carver]

Han så øjeblikkeligt på hende som hun sagde hans navn, det var underligt at høre det udtalt af et fremmed menneske. Ikke fordi han ikke havde hørt det før, men healere og ministeriefolk brugte ofte efternavn og ikke fornavn. Han kunne nu eller bedst lide at blive kaldt ved fornavn, det andet fik ham jo til at lyde som en voksen mand og ikke som den unge dreng han så sig selv som.
De gule øjne blev knebet lidt sammen som skærmede han dem fra et skarpt lys. ”Nej det ved jeg godt, men derfor gør det stadigvæk ondt.” Hun havde ret i at alle ikke gjorde det i en ond mening – skønt nogen altså gjorde – men derfor ramte det ham da alligevel også på trods af at han var godt tilfreds med den han var. Jo han ville da ønske at han kunne være normal, men han havde det jo trods sit udseende ret godt og så kunne man jo ikke tillade sig at klage, det var helt sikkert mange i verden der havde det værre end ham.
Han så ned på hende fra sin fulde højde. Han var faktisk en høj dreng skønt han ofte gik lidt sammenkrøbet i et forgæves forsøg på at pakke sig selv lidt væk. ”Jo selvfølgelig er jeg et menneske.” Slog han fast uden at være helt sikker på hvor det bar hen.
Ordspillet var nyt, han tænkte sig kort om for at være sikker på at han havde fanget pointen rigtigt, ”såh øh, jeg skal snakke med alle og så lukke af for dem der er negativt stemt?” Undrede han sig højt. Men hvad nu hvis der ikke var nogen der gad hænge ud med ham? Han ville da helst ikke ende med at sidde helt mutters alene. Desuden var det jo ikke hans valg at tage, han var ikke meldt ind på skolen og nu var det jo lidt for sent. Han var 16 år gammel, man skulle jo starte som 11 årig.
Han smilede så de spidse hjørnetænder blev lidt blottet. "Min mor ville aldrig gå med til at jeg begyndte her," sagde han og lod blikket glide op mod de mørke tårne for en kort stund. Halen slog roligt fra side til side bag ham og han vendte igen blikket mod hende, "desuden er det et par år siden jeg fyldte 11," smilet blev dæmpet lidt ned og han lod hovedet glide lidt på skrå.

Det var som om at der var noget der trykkede hende, han ville så gerne hjælpe hende, mest fordi hun faktisk gad at bruge sin tid på ham hvilket i sig selv var ret stort. Alligevel følte han ikke helt at han havde bemyndigelse til at spørge ind til hendes personlige sager, de havde jo lige mødt hinanden.
En smule uforstående blinkede han af hende et par gange, var hun bange for blæksprutten? Hvordan kunne hun være bange for den, men ikke ham? "Du er ikke så glad for blæksprutten," sagde han måske en lille smule nedtrykt, pludselig føltes hans begejstring en smule dum. Her troede han ellers lige at han kunne fortælle hende noget hun måske ville finde imponerende. "Fordi der ærlig talt ikke sker så meget i mit liv," kommenterede han en smule tørt, men bragte så smilet tilbage til sine læber. "Den har da aldrig skadet nogen elever, har den?" Han vidste det faktisk ikke og havde ærlig talt slet ikke tænkt sådan på det. ¨
"Hvad? Skal du tilbage nu?" Ærgelsen var tydelig i hans stemme, naturligvis kunne hun ikke blive herude hele natten, men det var bare så rart at have en at snakke med. Da hun tilbød ham et sidste spørgsmål begyndte han omgående at tænke så det knagede som skulle han være sikker på ikke at misbruge det til et dumt spørgsmål for der stod tydeligvis en del i kø. "Øhm.." endnu en kort pause, "okay!" Han lyste nærmest op som han besluttede sig for at bytte sit oprigtige spørgsmål ud med et andet og mere simpelt et, "kan vi måske mødes igen en dag? Eller aften. Altså bare hvis du har lyst?" Blikket var fuldt af forhåbning.

[Deleted]

”En skam.” svarede hun kort, da han nævnte sin mors mening om, at starte på Hogwarts. Sarah kunne bestemt godt se problemet med, at han ikke ligefrem var 11 år længere. Det var trods alt ikke bare sådan lige til, at hoppe ind midt i det hele. Sådan var det ikke engang for folkeskolen i hende samfund, hvis hun da overhoved kunne kalde muggler-samfundet for hendes. Hun var begyndt at blive lidt i tvivl om, hvor hun i princippet kunne sige, at hun hørte til. ”Jeg ved ikke, hvad jeg ville have gjort, hvis mine forældre ikke var blevet overbevist om, at lade mig starte på Hogwarts. Min magiske ladning vågnede allerede i en meget tidlig alder, men som du nok kan forstå, så var der ingen forklaring på, hvad der skete med mig.” Nu vidste hun ikke, hvilken familie Mayson kom fra, men noget sagde hende, at han nok ikke rigtig kunne leve sig ind i, hvad hun havde gået igennem. Mugglere kendte ikke til magi, før deres barn blev optaget på en af de primære skoler. Derfor måtte mugglefødte magikere vokse op i uvished. Uden mulighed for magisk grundskole eller lignende.

Atter måtte Sarah ryste på hovedet, da deres samtale om blæksprutten ikke var helt ovre. Hun tyggede diskret på sin kind, inden hun skilte læberne ad på ny. ”Jeg er ikke glad for ting, som er så meget større, end de burde være. Også selvom den ikke har skadet nogle elever – jeg har i hvert fald ikke hørt om noget lignende – så ved man aldrig. En blæksprutte af almen størrelse er i forvejen stærk nok til at kunne trække en voksen mand ned under vandet. Hvad tror du ikke en kæmpe udgave ville kunne præstere? Vi kan ikke kommunikere med den på samme måde vi kan med ugler…” Hun fortrak endnu en svag grimasse ved tanken om ugler. ”… katte, hippogriffer og så videre, så vi kan ikke bare holde en peget finger op og sige ’nej’.” Hun lagde nærmest beskyttende sine arme om sig selv, som om hun stod og frøs. ”Med det sagt, så er det vel fascinerende at en blæksprutte har kunne vokse sig så stor. Og jeg kan vel ikke skjule, at hvis jeg kunne ville jeg prale over at have set bare et lille stykke af den. Men… der er bare også så meget andet.” Hun trak afsluttende på skulderne og lod til at slappe mere af i dem, hvorefter hun lod armene hænger slapt ned langs siden.

Hun måtte indrømme, at hun var yderst overrasket over hans spørgsmål. Hun havde forventet noget helt andet. Hun kunne ikke sige hvad, men bare ikke det. For havde hun ikke netop sagt, at hun ville svare hans andre ord en anden gang og derved hentyde til at de ville mødes igen på et tidspunkt? Hun rynkede uforstående sit ene øjenbryn og så ligeledes på ham med hovedet en tand på skrå. ”Måske du burde få renset ud i dine øre, Mayson.” sagde hun, hvorefter der syntes at vokse et lille opgivende smil frem. ”Så længe du kan love mig, at ikke træde på reglerne igen, så kan vi godt ses igen. Jeg vil nødig være nød til at et af overhovederne, hvis ikke rektoren, tager hånd over situationen.” Med det sagt trådte hun et let skridt bagud, inden hun drejede elegant omkring på hælen. ”Det var det spørgsmål. Selv som vejleder kan jeg ikke tillade mig at være ude hele natten.” Hun stoppede kort for at se sig over skulderen imod ham. ”Dette er din første advarsel.” sagde hun med endnu et smil, før hun med faste og bestemte skridt marcherede væk fra den lille åbne gård.

Out!