Not quite a Mary Sue.

[Deleted]

Forbeholdt til: Mayson Carver

D. 8. juni, årgng 2053 (kl. 22.53)

Den østlige midt-gård, Hogwarts Skole for Heksekunster og Troldmandsskab, Skotland
_______________________

Sarah Paige Snape græd ikke. Det var en fact. Alle vidste det. Hun var jo en hård banan. De eneste følelser, hun havde var vrede, skuffelse eller stolthed. Det var simpelthen umuligt for en som hende at græde. Hun var ikke sårbar.

Sådan havde det været længe nu. Hun kunne huske det langt tilbage. Helt tilbage til da hun startede sit liv på Hogwarts. Det havde været en ny start for hende. Helt ny! Alt var nær blevet vendt på hovedet, da hun havde manden fra ministeriet var ankommet hos hende og overrakte hende sit brev. Det havde været hendes flugtvej væk fra sit elendige liv i den almene verden. Men hvem prøvede hun at narre? Elever var ens ligemeget om de svang rundt med en tryllestav og fløj rundt på rengøringsredskaber eller ej. Det eneste der havde ændret sig, var hende. Hendes facade var nær perfekt. Den var bare ikke altid optimal, viste det sig.

Hun snøftede højlydt. Men grøden holdte hun til et klart minimum. Hun havde fundet tilbage til sit eget lille private område på Hogwarts enorme areal - den østlige midt-gård. En udendørs græsplæne omgivet af fire åbne gange. Som altid sad hun i karmen hos et af ’vinduerne’. Det var hendes favorit område på hele skolen, selvom hun aldrig havde fortalt nogen det. Der var så fredeligt. Specielt om aftenen. Specielt når der ikke var nogle omkring hende eller i nærheden. Det var stadig mere eller mindre indenfor slottets vægge, men gav hende muligheden for at få friskluft uden at bevæge sig ud i udendørsarealerne.
Hun trak sine ben lidt længere op imod sin brystkasse, hvor hendes arme lå og hvilede halvt liggende på hendes knæ og alt i mellemrummet mellem knæene og hendes kraveben. Hendes mund og næse var blevet skjult i de store ærmer af den sorte kappe, hvilket hjalp med at kvæle de små klunkende lyde, hun ikke kunne holde på afstand. Hendes kinder var allerede tåre og klistrede efter tårer, der stadig forlod hendes øjne selvom hun desperat blinkede for at stoppe dem. Hendes øjenbryn fortrak sig således at selvom halvdelen af hendes ansigt var skjult, var der tydeligt, hvad der foregik. Hendes kinder var blussende. Og hendes næsetip havde fået samme rødglødende farve, mens resten af hendes ansigt forblev blegt som altid.
Hun hadede, når det skete. Når hun ikke længere kunne holde sig jordet. Når hun ikke længere havde styrken til at opretholde sig selv. Hun hadede at græde. Hun kunne klare tingene uden. Det vidste hun! Bow vidste det også, så den lille pelsklump af et flyvepungegern havde bare lagt sig til rette på hendes skulder, godt puttet ind i det lange røde hår og nussede sig af og til ind imod hendes hals for at vise, at det stadig var til stede. Det var rart. Men det stoppede ikke de ukontrollerbare tårer.

[Mayson Carver]

"Du burde ikke gøre dette her," mumlede han til sig selv, som han med tøvende skridt nærmede sig det enorme slot som han havde betragtet på afstand gennem så mange år. Alt for længe havde han holdt sig i skyggerne og bare ønsket at han kunne være en del af det liv der summede gennem gangene her på stedet.
Han havde aldrig været så tæt på før, det var noget han havde arbejdet sig frem mod igennem hvad der syntes at være en evighed. Han ville bare så gerne lidt tættere på. Se om han kunne opsnuse bare lidt af alt det de andre havde. Folk anede ikke hvor heldige de var, han ville give alt for at være "normal". Eller næsten alt. Ikke sin mor, han elskede hende overalt på jorden, hun var den eneste kontakt han havde til omverdenen lige på nær de miniserielle folk og healerne der sommetider besøgte dem for at se om de kunne gøre noget for at afhjælpe hans "situation," desværre altid uden held. Besøgende var også blevet færer hvilket blot bevidnede om at de var ved at give op. De anede ikke hvordan de skulle ophæve den fortryllelse der gjorde at han lignede mere et dyrisk væsen frem for en ung teenage-dreng. Nogen ville endda mene at han ligende en dæmon.
Han mor forsikrede ham konstant om at han nok skulle finde sin rette plads en dag og at folk nok skulle accepterer ham som han var, men på trods af de ord havde hun valgt at hjemmeskole ham og forsøgte at skåne ham fra verdenen omkring ham ved at holde ham væk fra folk.
Det gjorde ondt, men han vidste at hun gjorde det for hans eget bedste. Derfor var natten også hans favorittid på døgnet. Her kunne han snige sig rundt i skyggerne uden at blive opdaget og peget fingre af af folk der ikke forstod ham.

Han rettede blikket mod en af bygningerne og med et dybt åndedrag transfererede han sig selv til toppen af bygningen og kiggede ned i den lille går den indrammede. Hans ufattelig gode balanceevne fik ham næsten til at bevæge sig med samme ynde som en kat. Den fantastiske balance samt akrobatiske egenskaber skyldtes nok den lange hale han kunne bruge til at gribe fra med eller afbalancerer hans blå krop. Jep. Han var blå. Og med blå hud, lysende gullige øjne, skarpe hjørnetænder og spidse ører var det en smule svært at "passe ind" selv på et sted som dette her.
Med et tilfreds smil over at det lykkes for ham rent faktisk at komme så tæt på, skulle han til at rose sig selv for sit mod, men det var der det gik op for ham at han ikke var alene. En svag snøften kunne høres fra det ene hjørne af gården.
Panisk over måske at blive opdaget skulle han til at stikke halen mellem benene - bogstavelig talt - men så gik det op for ham at personen græd. Han tøvede. Hans mor havde altid lært ham at være god og blid og han kunne derfor ikke bare vende ryggen til og stikke af skønt alt i ham bød ham at gøre det.
Langsomt ballancerede han langs taget som en kat på jagt og gemte sig hele tiden i skyggen. "Ehm...undskyld Miss...er du okay?" Spurgte han i en meget svag stemme. Lige til at starte med var han end ikke sikker på om hun i det hele taget kunne høre ham.

[Deleted]

…er du okay?
Sarah havde siddet meget dybt i sine egne tænker, velvidende at der ikke ville være nogen i nærheden, der kunne kræve hendes opmærksomhed. Hun havde så vel bare siddet og pillet med de sorte nylonstrømpebukser, der som altid beklædte hendes ben, da hun pludselige hørte den ukendte stemme. Som noget af det første løb det hende koldt ned ad ryggen og fik straks de små hår i nakken til at rejse sig, som tilskuere ved en afslutning af et skuespil. Hun hvinede forskrækket, og hun havde nær væltet ud af sin sidde plads, da hun alt for hurtigt forsøgte at komme ud af vinduet. Heldigvis lykkede det hende at opretholde sin balance til trods for, at hun havde blokeret sine muligheder for bevægelse, ved at have holdt en hånd oven på kappen. Så godt nok faldt eller snublede hun ikke, men hun fremstillede stadig sig selv noget klodset.

”Hvem der?!” udbrød hun nærmest vredt. Den hårde tone i hendes stemme skjulte meget godt forskrækkelsen, der endnu sad fast på hende. Hendes hjerte hamrede løs over chokket og hendes skandinaviske blå øjne søgte i en fart rundt i søgen efter, hvem der havde talt. For hun havde hørt en andens stemme, havde hun ikke? Hendes flyvepungegern havde meget hurtigt flygtet fra dens plads på heksens skulder og havde i stedet pilet ned i den ene af lommerne på hendes kappe.
Hun kunne ikke se nogen. Ikke engang en silhuet. Men hun kunne fornemme en andens tilstedeværelse, hvilket fik hende til at føle sig mere overvåget. Noget der blot gjorde hende mere på vagt. Hun snøftede igen i håb om at det var den sidste gang. Og også med et håb om at det ville fjerne de sørgmodige tegn, der stadig var at finde i hendes stemme. Hun fik pakket sin ene hånd ind i sit ærme og begyndte panisk at tørre sine kinder og gnide sine øjne fri fra resterende tårer. Det var sikkert en elev. Hvad andet kunne det være? Og hun ønskede bestemt ikke at nogle, skulle se hende græde.
”Vis dig!” beordrede hun og så sig igen omkring, som hun stod i græsarealet i midten. ”Du vil ikke sætte dig op med en vejleder.” Automatisk skød hun brystkassen frem for at fremhæve vejleder-emblemet, der sad nær det broderede Slytherin symbol. Staven blev trukket frem fra sit skjul og holdt frem som endnu et bevis på, at hun tog det mere eller mindre alvorligt.

[Mayson Carver]

Han fortrød omgående at han havde afsløret sig selv, mest fordi han ikke anede hvad pokker han skulle svare eller hvordan han skulle håndterer at hun snakkede til ham. Hans hjerte hamrede så hurtigt at han troede det måske skulle eksploderer, det var så sjældent at han snakkede med andre end sin mor. ”Ehm...en ven?” Kunne man sige det? Han var jo ikke en fjende så det var vel en god start.
Stadigvæk skjult af skyggerne sneg han sig lidt tættere på så han bedre kunne se hende. Hun lod endnu ikke helt til at have set ham, men hvem ville også kigge mod taget, eller rettere gesimsen. ”Det...kan jeg ikke.” Sagde han og mærkede panikken stige, skulle han stikke af. Han burde stikke af, men han var jo også nysgerrig på dette her. Det var så livsbekræftende at føre en samtale på denne måde.
Selvfølgelig havde han også snakket med andre end sin mor før, men de fleste ville kun snakke med ham indtil de så hvordan han så ud, derefter løb de skrigende væk. Desværre bogstavelig talt sommetider. ”Undskyld det er ikke for at være uhøflig.” Forsikrede han i en høflig tone.
”Er du elev her på skolen?” Spurgte han uvidende om hvad det ville sige at have posten vejleder, eller hvilke opgaver de havde i den forbindelse. Han var jo ikke vandt til ikke at måtte gå ude om aftenen. Eller hans mor var ikke vil med ideen om at han gik ud overhovedet, men hun kunne jo heller ikke holde ham spærret inde.

I et elegant hop det kunne have været en cirkusartist værdigt sprang han ned på græsset, han holdt sig endnu i mørket langs muren. Han ville ikke have at hun skulle se ham, han vidste jo godt at de fleste så ham som et monster og så endda i en verden der havde kentaur og husalfer. Måske det var det dæmoniske udseende der gjorde det.
”Du virker ked af det,” annoncerede han som skulle hun ikke selv være klar over det. ”Er der noget jeg kan hjælpe dig med.” Af en person der ikke havde været socialiseret så meget var han måske ret desperat efter at føre en samtale. Han havde altid været høflig og veltalende, for det gik hans mor meget op i at han var.
Mayson anede ikke hvad han skulle fremadrettet i livet, han forventede aldrig at skulle få en kæreste, men hans prioritet var nu også hellere at få venner, det virkede bare så rart det med at have nogen at snakke med på en anden måde. Men selv den del virkede ikke helt som en mulighed, så han måtte vel bare nøjes med at betragte livet fra sidelinjen.
I et lydløst hop hoppede han ind på den anden side af en at de store rudeløse vinduer. Her omsluttede mørket ham lidt bedre så det fik ham til at føle sig mere tryk. Han anede ikke at pigen måske bare troede han var en elev der forsøgte at undvige at få fratrækket point.
”Mit navn er Mayson,” informerede han en smule tøvende, bare for at give hende noget at arbejde med. Han var tættere på hende nu, han burde ikke være så tæt på for han kunne jo ikke bare lige stikke af igen. Transferrering var ikke rigtigt en mulighed her på grunden havde han erfaret.

[Deleted]

”Du kan ikke? Hvad skal det betyde?” Den ukendte stemme syntes at lyde som tilhørte den en mand. Eller rettere sagt - en dreng. Den lød stadig ufattelig ungdommelig, som var den stadig i processen til at gå over i den korrekte oktant. Han lød ikke vitterlig truende. Overhoved. Han havde en langt mere usikker undertone, hvilket ikke matchede op med det billede, hun havde i hovedet. Hun havde været overbevist om, at, hvem en det så var, var en der ønskede at håne hende eller more sig over at have fundet hende - den strikse vejleder - godt i gang med at bryde skolens udgangsforbud for at tude i fred. ”Selv spøgelser kan vise sig klart og tydeligt her på Hogwarts.”
Pludselig blev hun tilsølet en meget kraftig undrende fornemmelse, der med ét havde druknet alle de andre paniske følelser, der havde svømmet rundt i hendes krop og aktiveret hendes nerver til et maksimum. ”Ja? Selvfølgelig er jeg en elev her. Hvad skulle jeg ellers være?” Kunne han ikke se hende fra, hvor han var? Godt nok var der mørkt, men månens lys var nu alligevel intenst nok til, at hun stadig kunne se farverne i de omgivelser, der ikke var opslugte af skygger. Men betød hans spørgsmål ikke, at han ikke selv var elev? For det virkede ikke til, at han lavede sjov. Så igen - det kunne nemt forfalsket. ”Det er mit 6. år.” tilføjede hun kort efter, som ville det give mere forståelse. Eller mere respekt.

Idét der som ud af ingenting landede en skikkelse ikke langt fra hende, kunne hun igen ikke holde et forskrækket hvin inde. Hun kunne ikke se ham ordentligt - for hun antog hurtigt at det var ham der havde talt til hende - men hun kunne stadig skimme hans omrids i mørket. Og måden han bevægede sig på, var næsten umenneskeligt smidigt. Hun trådte et par skridt bagud, inden hun til sidst snublede over sine egne fødder og landede hårdt på sin bagdel. Og der blev hun.
Hun sagde ikke rigtig noget det første stykke tid. Hun sad bare i det dugfugtige græs og stirrede med store øjne imod den mørke skikkelse, der igen flyttede på sig med en sådan elegance, selv hun ikke bestod. Totter af det lange røde hår hang ned over hendes ansigt, men ligesom så meget andet var det ligegyldigt, for nu havde hun andet at fokusere på. Det var dog først, da han præsenterede sig for hende, at hun fik sat tungen på plads igen.
Hun sank tungt, inden hun svarede tilbage: ”…Sarah.” Hun holdt en lille kunst pause og skulle netop til at gentage sig selv lidt tydeligere, da det rumsterede voldsomt i hendes lomme og hendes lille pelsklump pilede ud og hen over græsset i retning af den ukendte dreng. Og let som en fjer, sprang den på ham, da den var nået tæt nok op. ”Bow!” udbrød Sarah med en klar bekymring i sin stemme. Hurtigt kom hun selv op at stå og løb de sidste par skridt hen til dem. ”Bow, stop!” Og som det lydige dyr, flyvepungegern var, stoppede den med sit meget milde angreb og sprang tilbage imod sin ejer. ”Det…! Det må du undskylde, hun plejer ikke…” Det var en løgn. Hendes dyr havde altid været beskyttende. Hun lagde så mærke til, hvor tæt på hun stod på ham. Og selvom hun ikke kunne få et fuldt ud syn af ham, kunne hun skimme et par… mærkværdigheder.
”Øh… Som jeg prøvede at sige, så hedder jeg Sarah. Sarah Snape.”

[Mayson Carver]

Han bed sig en smule i den bløde underlæbe for hvad i alverden skulle han dog svare til det. "Jeg...øh..vil helst ikke skræmme dig?" Det lød mere som et spørgsmål end som en konstatering, han var så vandt til at folk stak af når han viste sig for dem og han kunne bar virkelig godt bruge at snakke med en person, bare for en gangs skyld uden at skulle frygte for hvad de ville mene om ham.
Hvad han dog ikke ville give for at se normal ud. Bare lidt normal så han kunne være en del af det liv der summede her på skolen. Hans mor havde fortalt ham så meget om dette sted, han følte næsten at han kendte skolen. "Det ved jeg godt de kan..." sagde han lidt stille. Hun gjorde ham nervøs. Måske fordi at sidste gang han havde været så tæt på en omkring hans egen alder var da han var 7 år gammel og det havde ikke været nogen succes.
Spørgsmålet fik ham atter til at tygge lidt på underlæben i frustration over hvad han skulle svare dertil. "Det ved jeg ikke? Professor måske. Men...det er du for ung til...ik?" Han anede ikke hvor gammel hun var, men han gik ud fra at hun var på hans alder og man underviste da ikke som 16 årig. På den anden side kunne udseende jo snyde sommetider.

Alene hendes hvin som han landede lidt fra hende fik ham til at skamme sig lidt over sig selv. Han vidste godt at han ikke kunne gøre for hvordan han så ud, men han brød sig generelt ikke om at skræmme folk, især ikke når hans største ønske bare var at blive accepteret.
De gyldne øjne var fokuseret på hende. Han så hvordan vinden rev fat i hendes hår og blæste det ind i ansigtet på hende. Hun var en virkelig køn pige. Langt mere naturlig end dem han havde set på film.
Han lod sig ikke anfægte af at hun ikke besvarede hans spørgsmål om hvorvidt han kunne hjælpe, hun havde vel sine grunde til at være mistroisk. Han skulle lige til at tilføje at det var et pænt navn, men nåede det ikke før et lille væsen kom pilende frem mod ham. Komplet overasket af denne handling stod han nærmest paralyseret til det lille dyr kravlede op af ham og kradsede ham med sine klør der på trods af at være små var nok til at efterlade er par overfladiske og alligevel let sviende rifter på hans ben og mave.
Nu var det ham der hvinede og kastede sig lidt baglæns, han forsøgte at få det lille dyr af sig med et par elegante op og viften med armen og hale, men det var først da pigen kaldte på den og kom hen til dem at den lod til at stoppe. Han lod de trefingrede hænder falde ned langs siden som det gik op for ham hvor tæt på hun pludselig var nu, hun måtte da som minimum kunne ane hvordan han så ud nu for hans små krumspring havde sendt ham ud i gården hvor skyggerne ikke længere skjulte ham, men månen derimod kastede sit blege lys ned over ham. Selvfølgelig var det stadigvæk mørkt hvilket han priste sig lykkelig for, men alligevel burde hun da kunne se at der var noget helt galt med ham.
Han sank og forsøgte ikke at gå i panik over situationen. "Snape? Det navn siger mig et eller andet." Mumlede han som han forsøgte at huske hvor han havde hørt det før.
På trods af at han godt kunne lide at læse bøger var han ikke mega stor fan af historie skønt hans mor forgæves forsøgte at få ham til at gå lidt mere op i det. Men hvorfor skulle han? Det var jo ikke fordi at han ville komme til at bruge det til noget fremover, han mente i hvert fald ikke selv at han havde de helst store fremtidsudsigter.

[Deleted]

”Det ville ikke undre mig.” Sarah blev altid sent i et dilemma, når det kom til hendes familie. Eller nok rettere familien, der lå lidt længere tilbage. Hun var en utrolig stolt person. Hun var stolt af at være en Slytherin. Hun var stolt af at være en kvinde. Og hun var bestemt stolt af at være en Snape. Men hun var samtidig klar over, hvem folk normalt tænkte på, når hendes efternavn blev afsløret eller kaldt igennem Hogwarts gange. Mere end mange andre. Det var ikke altid hende, hvilket nok var derfor, at hun arbejdede så hårdt for at få skabt sit eget navn. ”En af Hogwarts tidligere rektorer, Severus Snape, var min oldefars bror.” svarede hun ham og kastede ligeledes med håret, mens ryggen automatisk blev rettet. Ligemeget hvor sippet hun kunne blive over det, så kunne hun nok ikke skjule, at hun inderst inde pralede lidt over det, selvom hun aldrig vidste det klart og tydeligt. ”Jeg er den første magiker i vores familie, siden ham.” Det var måske ikke nødvendigt at nævne det, men hun kunne ikke helt lade være.
Hun snøftede igen en enkelt gang, før hun strøg sig hen over sin kind for at være sikker på, at der ikke længere var nogle tårer tilbage for ham at se. Desværre ville hun nok ikke kunne gøre noget ved sine øjne, der nok kunne fortælle en del om, hvad hun havde lavet denne sene aften. Det var dog dét hun løftede sit blik tilbage på ham, at hun så det.

En hale. Han havde en hale? Hun blev pludselig i tvivl om, hvad hun så, som hun var kommet tættere på ham. Han var stadig mere eller mindre omsvøbt i mørket, men ligeledes havde hendes øjne allerede vænnet sig fint til manglen på lys. Og selv hvis hun ikke fik øje på den noget mærkværdige hudfarve, så afslørede hans omrids en hel del. Det måtte have været på grund af, at hun på forhånd havde dannet sig et billede af ham, at det kom så meget bag på hende, hvordan han faktisk tog sig ud. Hans stemme havde lydt så meget som en almindelig menneskedreng, at de spidseøre, som hun lige kunne ane, ikke helt passede. Hun måtte have stået og stirret igennem de første par sekunder. Ikke skræmt. Men forundret. Lettere forvirret måske. Mund åben og svagt opspilede øjne.

”Du…” fremstammede hun, stadig i sin mindre trancelignende tilstand. Det var først, da hendes dyr bevægede på sig igen og nussede sig ind i hendes hår og på den måde kradsede hende lidt i nakken, at hun vågnede lidt mere op. Hun rystede på hovedet og blinkede et par gange, som kunne hun ikke helt tro sine egne øjne. Hun så dog hurtigt op på ham igen, denne gang med brynene rynket mere undrende. ”Du er ikke en elev her, er du vel? Hvad-…?” Med ét holdte hun en hånd op foran sin mund, som hun fortrød, hvad hun nær havde spurgt om. ”Undskyld… øhm.. Er du… en metamorphmagus?”

[Mayson Carver]

Som hun snakkede kunne han mærke brikkerne falde på plads, nu hvor hun sagde det kunne han da godt huske det. Der var krigen der omhandlede Harry Potter og Voldemort. "Nåh ja! Han kan jeg godt huske! Eller altså ikke at jeg kender ham, men jeg har læst om ham i historiebøgerne!" Der var begejstring at spore i den blide stemme, de havde noget at snakke om, det var en helt ny oplevelse for ham.
Hun virkede så stolt når hun snakkede om det og det kunne han godt forstå, hvad han dog ikke ville give for bare at have en tiendedel af den selvtillid hun udstrålede.
"hvor spændende," sagde han med bankende hjerte. Dette her gik da ret godt så længe hun bare holdt sig på en afstand hvor hun ikke kunne se ham rigtig.
Denne glæde var dog kortvarig. Som hun pludselig stod alt for tæt på til hvad han brød sig om. Han bakkede uvilkårligt nogle skridt baglæns som en sky lille mus. Halen svingede ukontrolleret i nervøsitet. Han nåede dog ikke at bakke så langt før han stødte mod muren bag sig, et lille gisp undslap ham og han lænede sig mod væggen bag sig i et mislykkedes forsøg på at blive et med den.

Så kom det, det han havde ventet - og frygtet, hun havde bemærket hans unaturlige udseende. Han kunne se det i hendes øjne, skønt de ikke udstrålede frygt endnu, kunne han nærmest høre hvordan hendes hjerne arbejdede på højtryk. Hans hjerte hamrede hårdt i brystet på ham at han var bange for at det ville bryde ud af brystet.
Da hun pludselig snakkede til ham igen blev han en smule befippet, han havde regnet med råben og skrigen, det var som regel den drejning tingene tog omkring ham, men hun forsatte med at snakke og hun lød næsten...nysgerrig.
Det tog han et par lange sekunder før han fik stemme og mod på at svare, hans stemme skælvede en anelse grundet nervøsiteten. "nej...det er jeg ikke.." besvarede han hendes spørgsmål og mærkede da den genkendelige følelse af afsky over sig selv som hun startede et nyt spørgsmål der meget let kunne være endt i "hvad er du", skønt det måske ikke var ment sårende, ramte det ham alligevel dybere end han havde lyst til at indrømme, man skulle tro han snart havde vænnet sig til det, opvokset med dette udseende havde han snart hørt det hele.
Mayson rettede de gyldne øjne mod hende og derefter det lille væsen der før havde angrebet ham bare lige for at være sikker på det ikke kom farende igen. Læberne blev krænget lidt tilbage i et svagt glædesløst grin, hvilket afslørede en række perlehvide tænder, dog med spidse hjørnetænder i både over og undermund, åh ja ham der havde kastet forbandelsen over ham havde bestemt ikke sparet på detaljerne. "Gid jeg kunne sige jeg var" mumlede han forsigtig, i det mindste ville han så være i stand til at ændre sig tilbage til det normale udseende som alle andre havde. "Vær sød ikke at blive bange, jeg er komplet harmløs, -jeg har ikke engang en tryllestav." Som om det var tryllestaven man ville frygte når man så ham.

[Deleted]

Uforstået rynkede hun sine bryn igen, som han plaprede løs. Selvfølgelig kendte han ikke selveste Severus Snape personligt. Hun kendte ham ikke engang. Hun havde aldrig nogensinde mødt ham - selvom hun havde et kraftigt ønske indeni om, at det ville ske. Problemet lå bare, at han var så godt som død. ”Det ville også være… underligt.” sagde hun lidt tøvende. ”Han døde trods alt langt tid før, jeg overhoved blev født. Så det vil sige…” Hun så kortvarigt ned på sine fingre, der blev løftet og samlet i håndfladen, mens hun talte tallene sammen. Hun var ikke elendig til hovedregning, men lige nu var hendes hoved for tåget til, at hun var sikker nok på sig selv til at få et korrekt tal. Og korrekte resultater var meget vigtige for hende. ”…15 år, plus 39.” Hun slå straks hovedet op og så på ham igen med den samme selvsikkerhed som før. ”Så i hvert fald 54 år siden.”

Sarah lagde godt mærke til, hvordan han begyndte at krybe sig mere og mere ind i sig selv, i takt med at hun afslørede sin opdagelse vedrørende hans udseende. Hun kunne ikke helt lade være med at sammenligne ham med en dyreunge. Var han… bange? Forhåbentlig ikke for hende, selvom hun faktisk var bevist om, at hun kunne virke intimiderende. Men i dette tilfælde passede det meget bedre til, at han skulle være den intimiderende af dem to. Det var trods alt ikke hende der var ejermanden af en hale. Hun gøs lidt ved tanken. Hvad folk ikke ville sige, hvis hun pludselig skulle slæbe sådan en med sig igennem gangene. Hun havde nok at se til i forvejen.
Idét han nævnte hans mangel på en tryllestav, blev hun opmærksom på sin egen, som hun stadig knugede i sin ene hånd og lod flygtigt sit blik glide ned på den. Hun havde nær glemt, at hun faktisk havde trukket den. Grundet ham, vel og mærket. Da hun så så op imod ham igen, var det som om at det hårde blik i de skandinaviske blå øjne gjorde farven mere iset. Det var den samme professionalitet, der havde været til stede over hende, før han havde vist sig for hende.

Hun skulede kortvarigt ad ham, som satte hun ham lidt an, inden hun så nemt som ingenting lagde sin stav tilbage i dens lomme under kappen. Hun marcherede så direkte imod ham og gav ham ikke meget tid til at flygte fra hende, før hun greb ud efter ham og lukkede sin jernnæve omkring hans ene håndled. Og hvis ikke han have undgået eller vrisset sig fri i tide, trak hun ham med sig ud i midten af græsarealet i gården, hvor månelyset gjorde hver en skjulende skygge fra ham. Hun blottede ham, så hun bedre kunne få et syn af ham.
Hun stillede sig lige foran ham - måske en anelse tæt på, selv for hende. Men hun holdt sig på plads, mens hun begyndte at undersøge ham. Hun kunne ikke få det hele til at passe sammen. Hvad var han? Hun havde aldrig set noget lignende. Var han menneske? Måske en form for ny alf?
”Hvis du ikke er en elev. Hvad laver du så på her på Hogwarts?” Hun slap ham og satte i stedet hænderne bestemt i siderne, inden hun rettede ryggen rank op. ”Og så endda efter udgangsforbuddet. Hmm?”

[Mayson Carver]

Han kunne godt se på hende at hun ikke helt delte hans begejstring, men på den anden side så var det vel heller ikke noget nyt for hende at snakke med folk på denne måde. Han tonede stemmen lidt ned som nok var blevet skinger i hans begejstring. "Nåh...jah.." Okay hvis han skulle indrømme det havde han ikke gået helt så meget op i historien som han nok burde. Ærligt havde han svært ved at se hvad han skulle bruge det til, det var jo som om at han ikke engang var en del af den verden så hvorfor skulle han gå op i den?
Lige nu var han dog glad for at lidt af det alligevel havde sat sig fast i hans erindring. Han sagde dog ikke noget som hun regnede ud, men tog muligheden til at betagte hende en smule som hun var optaget af noget andet. Det flammende rød hår fik hendes blå øjne til at fremstå mere tydeligt. En køn pige. Blev han igen enig med sig selv om.
Han var stået helt af med hendes regning, både fordi han ikke anede hvad hun regnede ud og så fordi at han stadigvæk var alt for begejstret over de kunne føre en samtale, til at skulle regne noget som helst ud lige nu. "Hvad?" Det tog ham lige er par sekunder at fange tråden igen "Nåh! Ja, det lyder rigtigt nok." Han havde ikke den ringeste anelse om det var rigtigt eller ej.

Et lille sug af lettelse da hun besluttede at pakke staven væk også selvom hun stadigvæk så mistænksom ud. Han priste sig bare lykkelig for at hun ikke havde fået det fulde udsyn af ham. Måske hun bare troede at det var hendes øjne der spillede hende pus i mørket. Som tidligere forsvandt lettelsen lige så hurtigt som den var trådt ind for så var det at hun marcherede frem mod ham med en sådan beslutsomhed at han mærkede hjertet slå hurtigere i brystet på ham som panikken steg.
Han krøb mere og mere sammen jo tættere på hun kom, som håbede han at hvis han bare gjorde sig lille nok ville hun ikke længere kunne se ham. Denne teori holdt dog ikke helt vand, det vidste han godt, men det forhindrede ham ikke i at prøve.
Når først hun så ham ville alt blive som det plejede. Han kunne nærmest allerede høre hendes forskrækkede udbrud efterfulgt at enten mere skrig og skrål og råb om hjælp, eller de sædvanlige spørgsmål sagt med så stor væmmelse at han ikke kunne andet end at føle sig skyldig i at forpeste deres synssans. "Hvad er du?" eller "er du en dæmon?" Den sidstnævnte var nok den værste af dem alle, men desværre var dæmon, monster og djævel noget der ofte blev kastet i hans retning hvis de skulle fange et glimt af hans krop. Han skræmte folk og han hadede det.
Så skete der noget meget uvant for ham. Med den samme stålfaste mine som før greb hun ud efter ham og fik fat omkring hans håndled. Han gispede overrasket. Hun måtte kunne føle det tynde lag af pelsagtig behåring der dækkede hver eneste millimeter af hans krop. Det var også det der gjorde at han fik den blå farve.

Komplet i chok lod han sig trække ud på græsset hvor han ikke længere var skjult i skyggernes mørke. Han stirrede måløs på hende med de gyldne øjne og kunne slet ikke samle sig om at flygte hvilket ellers altid var hans første indskydelse. Han sank igen. Øjnene var skræmte som de søgte hendes.
I det sekund hun slap ham stoppede han op, halen viklede sig omkring hans ene ben og han sank lidt sammen igen imens armene faldt over kors som forsøgte han at afskærme sig selv for hendes blik.
Så snakkede hun igen, og som om at han var en helt normal person der havde overtrådt reglerne. Forvirringen var total. En del af ham havde næsten lyst til at springe frem mod hende og kramme hende som tak for at hun behandlede ham som om han var normal. Den anden - og langt mere fornuftige - del af ham var godt klar over at det nok ville være at tage den et skridt for langt. Det var ikke engang de sædvanlige spørgsmål. Han rømmede sig en smule og rettede sig ganske lidt op. "Jeg øh...kommer her nogengange...bare for at kigge.." Begyndte han at forklare sig, hans stemme bar præg af hans forvirring over hele situationen. "Jeg er her kun om natten fordi..." Han tøvede og sænkede blikket lidt ned af sig, "jeg tror ikke at folk ville sætte pris på jeg kiggede forbi i dagstimerne." Han forsøgte at sende hende et smil, som tog han det ikke så tungt, men det blev ikke helt gennemført og endte i stedet i en lidt frastødt grimasse. Det eneste han ønskede var at være normal, eller i det mindste bare blive accepteret.

[Deleted]

Han havde virkelig ikke engang en lille brøkdel af den selvsikkerhed, som hun bestod. Det var i hvert fald det indtryk, der hurtigt faldt på plads, efter hun havde fået trukket ham ud i rampelyset. Hun beskyldte sin nysgerrighed for det. Samt hendes konstante afhængighed af at vide ting for at have bedst muligt styr på dem. Hun havde ikke haft nogle specielt gode oplevelser, når det kom til skjulte gerningsmænd. Hun gøs kortvarigt, da scener fra hendes femte år, da hendes krop havde gået rundt og ubevidst holdt inde på en snegle-opkastningsforbandelse i flere timer, før den endelig blev fuldt aktiveret halvt igennem en nattevagt.

Hendes ansigt fortrak sig glidende ind i mere forvirring, idét han forklarede hende hans situation, hvorpå hendes blik brød deres øjenkontakt og strøg i stedet rundt i hans ansigt for at undersøge hver og en lille detalje i de få sekunder, som hun tillod sig, inden hun vendte øjnene tilbage imod hans. I modsætning til ham, var der ikke den mindste antydning til at smil på hendes læber. Men i stedet for at hendes mundvier hang nedad, var de mere neutralt placeret på en lige linje for at lade hendes skulende blik sige, hvad der skulle siges.
”Du kommer her simpelthen bare for at kigge?” Det var ikke så meget et spørgsmål men mere en konstatering. Gentagelse af hans ord. ”Synes du ikke det ikke kun lyder foruroligende, men også er det? Der er en fin linje mellem at være observant og at observere.” Hun trampede en fod svagt i jorden, da hun bestemt samlede sine ben sammen. Selvom han var en smule højere end hende selv, så skulle han ikke få æren af at få det mentale billede af, at han ligeledes der var den højere af de to. ”Dét at du sniger dig rundt og glor på skolen sætter jeg langt mindre pris på, end hvis jeg så en blå mand være på besøg.” Hun havde godt fanget, hvad han havde ment. Det var så nemt at regne ud. Som at lægge to og to sammen. Det var vel lidt af en skam. ”Jeg ved ikke, om du har lagt mærke til det, men vi lever i en verden, hvor Grindelylow-væsnet er en ting. Om du er menneske eller ej, så er du laaangt fra det meste skræmmende at se på.”

Sarah sukkede opgivende. Det ramte også hende lidt. Hun forstod måske en smule af, hvor han kom fra. Hun havde også været den ’abnormale’. Hun havde bare en langt mere aggressiv og stædig tilgang til tingene, end ham og hans tilbagetrækkende opførsel. ”Stå lige stille et øjeblik.” sagde hun som ud af det blå, inden hun begyndte at rode i sine utallige lommer og fandt efter lidt tid en lille bøtte med savle frem. ”Bow fik vist sat sine klør godt ind i dig.” mumlede hun, mens hun uopmærksom på ham skruede låget af og samlede en lille bitte smule op på sin finger, inden hun så op på ham igen. Og med tungen lige i munden smurte hun et tyndt lag henover de små rifter, der var hende mest synlige.

[Mayson Carver]

Hendes hårde blik mindede ham i uhyggelig grad om hans mors når hun tog ham i at gøre ting han ikke måtte. Han havde altid haft svært ved at sidde stille og endte ofte ud i at lave ting han ikke burde hvilket mere end en gang havde bragt ham i store vanskeligheder.
"Jah?" Han kunne ikke lige helt gennemskue hvorfor hun fik det til at lyde som en dårlig ting. Han skadede jo ikke nogen, de bemærkede ham jo aldrig - lige på nær til aften. Han skyndte sig altid væk hvis nogen dukkede op så hvorfor i alverden havde han ikke gjort det denne gang? "Hvorfor skulle det være det? Jeg lurer altså ikke på folk! Jeg..kan bare godt lide stedet her." Indrømmede han og lod blikket glide rundt over murerne.
Han rettede sig en smule op i månens blege lys. "Jeg kan da ikke bare komme på besøg." Mumlede han. Hans mor ville dårligt nok have at han forlod hjemmet, han skulle i hvert fald altid blive i nærheden - en regel han stort set aldrig overholdt. Desuden kunne han nu godt selv følge den tankegang for han kunne da bestemt ikke se noget som helst godt komme ud af at besøge et sted som dette på højlys dag.

"Nåh, så du mener ligesom mugglere der kender alt til magikere?" Sagde han, denne gang var hans stemme sarkastisk, hvordan kunne hun ikke forstå at han ikke kunne blende ind. "Der er en grund til at de ikke kender til dette her samfund, for det ville skræmme dem, og ja der er måske væsner der ser værre ud end jeg gør, men det betyder ikke at folk vil tage imod mig med åbne arme, tro mig." Han talte desværre af bitter erfaring. "Folk er altid bange for det de ikke kender. De ved hvad en nisse er og hvordan de skal håndterer den, men hvor skulle de vide fra at jeg ikke er et eller andet farligt væsen der er sluppet ud fra de dybeste afkroge af skoven udelukkende for at lemlæste og æde dem når de sover?" Han slog trist blikket ned og holdt stadigvæk armene slået om sig som en mislykkedes form for trøst. "Hvordan skulle jeg kunne passe ind i en verden hvor selv blodstatus har betydning? Det kan man ikke engang se, men der bliver set ned på folk over det alligevel." Selv nogen af healerne på Skt. Mungos havde dette her frastødte og lettere frygtsomme blik når de arbejdede med ham, som var de ikke helt sikre på om han hørte til der eller på en dyreklinik. "Og jeg er et menneske." Slog hans fast, han hadede at blive kaldt for et væsen - skønt han også selv lige havde sammenlignet sig selv med et - men han havde jo været helt normal før han blev ramt af forbandelsen, han var ikke født på denne måde. Ikke at han kunne huske noget fra dengang, han havde jo ikke engang været en måned gammel, men det var da stadigvæk værd at få med. "Jeg blev forbandet som lille." Sagde han stille. Måske skulle han bare se at komme hjem og glemme hele denne her episode. Hvad der før havde føltes som en lettelse var nu lidt gledet over i den anden banehalvdel.

Han skulle da også lige til at trække sig da hun bad ham stå stille. Et let undrende blik blev rettet mod hende som hun hav sig til at rode i sine lommer. Hvad i alverden lavede hun nu? "Bow?" Forvirringen og samtalen havde næsten fået ham til at glemme det lille væsen skønt det kun var minutter siden det havde kastet sig over ham.
Som hun gav sig til at smørre de små rifter stivnede han. Dette her var virkelig underligt, næsten grænseoverskridende på en eller anden måde. Han stod komplet stiv som var han bange for at bevæge sig. Det eneste der afslørede hans stressede sind var halen der ikke længere var viklet omkring hans ben, men i stedet piskede voldsomt fra side til side bag ham.
Det var så mærkværdigt dette her, skønt han godt vidste at han næppe kunne tillade sig at kalde hendes opførsel mærkelig, det var jo sådan det burde være, men han fattede bare ikke hvorfor hun lod til at være så anderledes.

[Deleted]

Sarah så pludselig ud som om, at han lige netop havde slået hende fladt over ansigtet. Siden hvornår, havde hun nævnt noget som helst om magikere og udvidende magikere? Hun stod bare helt paf og stirrede på ham, mens han smed det hele efter hende. Den ene irritable kommentar efter den anden. Havde han virkelig ikke fanget, hvad hun mente? Hun syntes da ellers at have skåret det ud i pap for ham. Skrevet det med store blokbogstaver. Men til trods for den tydelige overraskelse, der omsvøbte hende, var det nemmere som en yderligere opvækkelse af hendes boblende indre. Det havde ikke være meget andet end et enkelt øjeblik, hvor hun var blevet skubbet ud på en knap så forventet kurs. For inden længe vendte det kolde blik tilbage. Så snart han begyndte at blande blodstatus ind i det, var det som om at det frysende blik lagde sig på ny.

”Er det ikke kun deres problem?! Jeg har virkelig svært ved at se, hvorfor du nogensinde ville gøre dit anderledes udseende til et problem selv. Du taler om dig selv, som om du virkelig er et farligt monster! Så allerede der, har du mistet noget af min respekt for dig.” Ligesom ham, lagde hun mere kraft i sin stemme. Hævede den en smule af ham, som ville det hjælpe budskabet med at nå ham, hvor det var nødvendigt. ”Synes du selv, at du ligner noget der kunne flå legemmerne af en anden? For det er ikke dét, jeg ser. Jeg ser en ynkelig dreng, der er bange for sig selv!” Hun sippede sine læber sammen i et øjeblik. Gav sig tid til at slappe lidt mere af. Han kunne lige så godt sidde og have ondt af sig selv i et hjørne.
”Jeg er mugglefødt. Mine forældre er mugglere. Det vil sige, at lige fra det øjeblik, hvor jeg blev velsignet med brugen af magi, har min familie været i fare for, jeg ved ikke hvad. Jeg var til stede, da skolen blev angrebet! Dét er, hvad betydningen af ens blodstatus handler om.” Hun løftede sin ene hånd og prikkede ham måske en smule provokerende imod brystkassen. ”Hvor man kommer fra.” Hun trak sin hånd til sig og gjorde ligeledes med sin udstråling. Hun lukkede blidt sine øjne og pustede tungt ud. Hun var ved at komme på vildspor, kunne hun mærke.

”Hvad jeg prøver at sige er, at hvis du selv fokusere på det negative ved din situation, vil du aldrig kunne vokse dig videre fra det. Jeg tror ikke på, at tingene bare kommer til en, mens man sidder på sin flade bagdel. Så den accept, du lyder til at ønske så højt, kommer aldrig, hvis ikke du selv komme ud og gør noget ved det.” Hun lagde en hånd op omkring sin nakke og masserede den en smule, inden hun løftede de blå øjne mod hans gule igen. Denne gang var de lidt blødere at se ind i. ”Folk der løber væk fra dig bare sådan uden videre, er ikke noget værd.”
Hun skruede låget tilbage på den lille krukke med savle og pakkede den tilbage i inderlommen på sin kappe, hvorefter flyvepungegernet kravlede ind i samme lomme, som skammede den sig lidt over, at have skadet Mayson. ”Men lige nu er det ikke, det jeg bekymre mig om. Ikke nok med, at du bryder reglen for adgangstilladelsen på Hogwarts, så bryder du også reglen for udgangsforbuddet for elever.”

[Mayson Carver]

Mayson var ikke helt klar over hvad der havde sat ham af. Måske var det den fact at hun løs som om at hun vidste alt om hvordan det var at være ham, det var jo så evigt nemt for en der ikke var ham at sige. Problemet var jo også lidt at selvom der var grimmere væsner brød han sig jo ikke om at blive sat i bås med dem. Hvordan skulle man ikke tage som en fornærmelse "bare rolig, en Grindelylow ser værre ud end dig." Han skar en grimasse. Det var ikke fair.
Som hun forsatte med at køre på ham - skønt hun nok ikke mente det på den måde - kunne han igen mærke hvor irriteret han blev over det. "Når alle andre ser mig på den måde er det svært ikke at tro på det til sidst!" Sagde han lidt skarp, "du ved ingenting om hvordan det er, så bare drop sin "skønhed kommer indefra" -tale, sådan fungerer virkeligheden ikke." Sagde han bittert og tog så en dyb indånding for at falde ned igen, han ønskede ikke at lyde som et lille barn der ikke kunne få hvad han ville og derfor bare satte sig i hjørnet og hylede.
"Jeg brokker mig ikke over den jeg er," sagde han i et langt mere afslappet toneleje, jovist til tider hadede han det, men det var jo sådan set ikke fordi han havde sig selv som sådan, han hadede bare måden andre så ham på, og jo det smittede da sommetider, fik han chancen ville han til hver en tid vælge at se helt normal ud, men måske det ville være anderledes hvis ikke folk stirrede på ham som var han lige trådt ud af helvedes flammer.

Spørgsmålet og konklusionen provokerede ham inderligt og halen begyndte at piske oprørsk fra side til side bag ham. "Synes du ikke jeg gør?" Vendte han spørgsmålet rundt og fastholdt de gule øjne rettet mod hende. "Og jeg er ikke bange for mig selv," det var et ret svagt comeback og han var egentlig ikke helt sikker på om han mente det. Han var vel ikke bange for sig selv, det var alle andre der var bange for ham - på nær hende af en eller anden underlig årsag. Hvorfor løb hun ikke skrigende væk?
Han sukkede lidt som hun snakkede og forklarede om skolen. Hun havde en ret god pointe, men han ville da ikke kunne undgå at blive set ned på hvis han trådte frem, der var vel en grund til at ministeriet gemte ham væk. Eller han måtte gerne bevæge sig i de magiske områder, men ikke steder hvor mugglere opholdt sig. "Men du kan stadigvæk vælge at blende ind, du kan altid lyve om din blodstatus, jeg kan ikke lyve om mit udseende," han var rolig i stemmen skønt halen stadigvæk virkede lidt uterlig, "jeg ved godt at i et perfekt samfund burde det ikke være på den måde, men du har stadigvæk valget, det har jeg ikke." Han ville virkelig helst ikke diskuterer, endelig havde han mødt en han kunne snakke med, så ville han da langt hellere bare snakke end at diskuterer hans udseendens betydning.

Da hun snakkede igen faldt han også selv mere til ro, denne gang lød det mere som et godt råd frem for en anklage. "Undskyld, det var ikke for at hidse mig op, du får det bare til at lyde så let," sagde han med et lidt opgivende smil. Han vidste at virkeligheden ikke var så ligetil, men han ville da elske at se hende klare en dag i hans sko...eller nu havde han ikke sko på, men pointen.
En underlig fornemmelse sagde ham at hun nok ville håndterer det bedre end han gjorde, udelukkende fordi hun virkede så stålsat. Han skulle til at spørge ind om da hun havde været med i kampen om Hogwarts, det måtte have været frygteligt, de havde været paniske derhjemme fordi hans søster havde været på skolen under angrebet.
"Vent..hvad?" Han så forbavset på hende, mente hun det seriøst? Et lidt snedigt smil spredte sig på hans læber, "men jeg er ikke elev så den regel gælder ikke mig," svarede han lidt for kækt og lod armene falde over kors. Han var ved at være lidt mere sit normale selv nu, dette skyldes udelukkende at hun var så afslappet omkring ham, så faldt han helt automatisk også mere til ro. Den første del med tilladelsen havde hun dog desværre ret i, men det valgte han lige at ignorerer til at starte med.

[Deleted]

Sarah var begyndt at blive mere og mere overbevist om, at denne dreng var, hvad hendes mor ville kalde ’a lost cause’. Hun kunne ikke komme igennem til ham, og hun forstod ikke hvorfor. For i hendes hoved sagde hun tingene så fladt og så ligeud som muligt, netop for at undgå de misforståelser, som hun stadig blev ved med at støde ind i dag ud og dag ind. Det blev heller ikke lettere af, at hun næsten direkte kunne se den mur, som han havde bygget op omkring sig. Men der var vel altid en god ting ved at kunne se muren. For så blev det nemmere at kunne fjerne den, mursten for mursten frem for at bare brase den sammen og ende med at beskadige personen bag. Dog gjorde dét også, at blokaden var langt mere markant, hvis man ikke stod klar med isse og hammer.
”Det er ikke let…” mumlede hun måske en smule svagere end, hvad hun selv brød sig om. Hun havde det bedst når hendes stemme var tydelig og klar. Det var i hvert fald noget, hun bildte sig selv ind. Inderst inde var det nok mere i sammenhæng med, hvor meget hun ønskede at blive hørt, og ikke så meget at hun faktisk nød det. Det havde udviklet sig til at blive mere eller mindre end nødvendighed. For selv i den moderne verden kunne det være svært at tale højt nok, hvis man var bare den mindste lidt udenfor den indre cirkel. ”Men jeg forstår nok bare ikke fuldkomment.” sukkede hun, denne gang med lidt mere kraft i stemmen. Der var en lille gnist tilbage i hendes egentlig ret bløde og feminine stemme, som gerne ville presse yderligere på deres samtale emne. Hun ville så gerne forklare sine meninger til et punkt, hvor han ville forstå, hvor hun kom fra. Så han kunne indse, at hun ikke bare talte med tomme ord. Men noget sagde hende, at det var mere eller umuligt. For nu.

Forvirringen, der viste sig i hans ansigt, da hun endelig fik smidt den egentlige årsag frem foran ham, fik en lille nerve i tindingen til at sitre. Havde han virkelig ikke fanget den endnu? At han havde trådt så langt hen over lovens grænse? Hun havde lyst til at rulle med øjnene, men i stedet beholdte hun øjenkontakten med ham. Der var faktisk noget ganske interessant over hans øjne. Gule. Ikke gyldne, men gule. Det var usædvanligt for en som hende, der var vokset op i et land, hvor stort set alle bar rundt på de samme blå øjne. Og blege hud.
”Nej. Det er rigtig nok.” bekræftede den unge heks uden at gengælde hans kække latter. Ufatteligt hvordan han kunne gå fra at være tæt på at lange ud efter hende til at finde et fjoget humør frem. Selvfølgelig lignede hun ikke længere selv en der var parat til at gå i krig, men hendes ændring var ikke så kraftig. ”Men hvis du ikke er en elev, så må det jo betyde, at du overtræder den førstnævnte. Hvilket jeg personligt vil sige er værre end, at du er ude af sin seng.” Hun bevægede sig bevidst ikke hent imod, at hun ganske vist ikke selv overholdte udgangsforbuddet. Heldigvis sad vejlederemblemet fint på hendes kappe, så hun nemt ville kunne overbevise ham - samt andre - om, at hun ikke brød nogle regler. ”Du burde tage hjem, før en lærer opdager dig. Der er ikke engang noget spændende at ..observere på denne tid. Alle sover. Og du har allerede udmeldt, at du ikke er nogen lummer stalker.”