The Vulture and the Eagle.

[Deleted]

Forbeholdt til @olive

D. 14. januar, årstal 2052 (kl. 23.21)

Sibiu, Transylvania, Rumænien
_______________

Jo længere Rafael sad og gloede på den unge pige, jo længere følte han, hvor besværlig hans situation var. Hun var ikke meget mere ren end en sølle mugglefødt. Halvblod. Hah! Hun stank lige så væmmeligt af beskidt blod. Det kunne måske have noget at gøre med, at hun ikke viste sig at være resultatet af blodforæderig, hvilket altid var noget. Lige set bort fra, at det blot betød af disse mudderblods magikere stadig gik frit rundt og ynglede fra højre til venstre. Forurenede det magiske samfund yderligere. Han knugede sine stav i sin hånd, mens forestillinger om, hvor nemt det ville være at ende hendes liv, sværmede rundt i hans hoved. Han ville sikkert gøre hende en tjeneste. For hun fortjente ikke at leve. Og det vidste hun sikkert også selv inden i. For dem der ikke fortjente livet, levede ikke godt. Han slappede af i sin hånd igen og kastede i stedet staven over i den anden hånd for at kunne tørre den svedige håndflade af i bukserne, mens han vejede staven i den knap så dominerende hånd. Nej. Det gik ikke at gøre det af med hende endnu. Hvis det havde været tilfældet ville han havde gjort det, det samme øjeblik han havde fået fingre i hende, da hun tilsyneladende havde forsøgt at flygte fra kaosset, som hans ’kære’ leder og hendes andre trofaste hunde havde skabt indenfor. Han kunne stadig ikke dreje sit hoved om, hvordan hun var sluppet væk uden, at have nogen efter hende.

Tålmodigheden var så småt blevet brugt op. Hvor længe ville den forheksede søvn vare? Han brummede lidt for sig selv og så sig omkring i loftrummet, de befandt sig i. Det var næsten mere faldefærdigt end hans eget hjemme i Godric Dalen. Det havde været et hjem for en lus. Muggler-lus, for at været helt præcis. Den fordrukne mand, der lige så godt kunne være hjemløs, lå nu over i hjørnet. Død. Så teknisk set var det ikke længere hans hjem. Men hvem ville også savne ham.
I en bestemt bevægelse rejste han sig op fra den knirkende stol, som han havde siddet på. Tryllestaven satte han fast i hans armspænde, der fint sat fast på hans venstre underarm. Samme sted som det mørke tegn sad - tydeligvis beregnet til at holde stave, som mugglere havde hylstre til deres pistoler. Ærmerne var allerede blevet smurt op til albuerne, mens de blev en sidste gang rettet på, som han med tunge skridt nærmede sig hans lille fangst. Han tøvede ikke med at slå en flad hånd imod hendes kind. Faktisk havde han allerede hævet hånden ved de sidste skridt hen til hende, som var at få momentum. ”Now, we don’t have all day, missy.” Der var en svag russisk undertone i hans ellers ganske posh-britiske accent. ”Wakey wakey.” provokerede han og kørte en hånd igennem det halvlange hår for at få det væk fra sit ansigt.

[Deleted]

En ellers så dejlig dag. Hun skulle se hendes far efter så længe. Også var det endt i dette?
Blod, murbrokker, skrig, råb. Angst.
Løb!
Et skingert skrig ramte hendes øregang ikke langt fra hende, de blå grønne øjne hvis pupil var så udspilet som den kunne tvinges til. Lagde sig på kvinden der faldt tungt imod marmorgulvet. Død?
Olive kastede hoved hen over skulderen det brune hårs spidser blev svejset af en besværgelse der blev sendt afsted imod hende. ,,Incarcerous!’’ hendes klare stemme streg af sine fulde lungers kræft, hvor på at et langt reb blev fremanet fra hendes stav og greb omkring mandes ben. Et lille smørret smil dannede sig hen over hendes læber, hvor efter hun brugte momentet til at stikke halen mellem benene og løbe så hurtigt væk fra kaosset som muligt.

Derefter ingenting?
Duften var det første som ramte hende. Stanken af alkohol, mug, sved. Urgh. Hendes hoved gjorde ondt. Hvor var hun? Hvad var der sket? Det næste hun følte var smerten, den startede fra baghoved og hele vejen ned af ryggen, som havde hun siddet i en dårlig position alt for længe. Eller at noget havde slået hende hårdt imod nakken. En metallisk smag var begyndt at forme sig i hendes mund. Blod?
Øjnene føltes som bly og lysterede ikke med det samme da hun prøvede at åbne dem. Dog skulle hun hurtigt få hjælp til dette, da kontakten af en håndflade der ramlede imod hendes kind. Et hæst hiv efter vejret gjorde hurtigt tegn på at dette havde vækket hende fuldt ud af hvilken form for søvn hun nu havde været i.
Hun skilte læberne let ad, som havde hun besvær ved at få vejret igennem næsen. De tunge øjenlåg åbnede sig langsomt op mens hun betragtede manden foran hende. Hun drak ham ind, sort hår, karakteristiske træk. Sløset i tøjet.
Dødsgardist.
Hvis hun var bange lod det sig ikke vise i hendes ansigtstræk. Kun ved nogle raspe indåndinger.

,,Wakey Wakey my ass..’’ hun kunne næsten ikke genkende sin egen stemme. Det var som om hun havde løbet et maraton, ikke drukket i flere dage og måske røget et par cigarretter nu når hun var i gang. Hun hostede let og prøvede at sætte sig bedre til rette i stolen. Mens at hendes lettere fedtet hår klæbede sig til hendes ansigt. ,,So – no coffee?’’ hun bed sig i læben og prøvede at tvinge sig selv til at kigge manden direkte ind i øjnene. Hvad ville han med hende? Hvorfor var hun her, hvad var der i det hele taget sket? Ingen af disse spørgsmål blev besvaret. Og den eneste som havde disse svar, var manden foran hende. Hvem end han så var.

[Deleted]

Den rappe kommentar der kom fra pigen, fik ikke megen reaktion frem i ham. Kun et tungt suk samtidig med, at han næsten mistede al energi i nakken, som hans hoved opgivende faldt frem over og blev grebet af hans hånd. Så hun var en af dem. En af dem, der stadig troede at de var andet end små mus. Skadedyr. Men hendes brug af ord som sit våben beviste også, at hun ikke var andet end uren. Nu havde han vel også et sted håbet, at hun blot ville være typen der indså sin skæbne det samme øjeblik, den stirrede hende i øjnene. ”Jesus, they never learn.” mumlede han sagte for sig selv. Ligeglad om hun hørte ham eller ej. I det korte øjeblik var hun trods alt bare luft for ham. Det ændrede sig selvfølgelig hurtigt, da han løftede hovedet igen - og derfor også de mosegrønne øjne - og så imod hende igen. Hånden tog fat om hans hage og kløede sig lidt i skægstubberne, inden den røg om i nakken, hvor den diskret masserede et anspændt punkt. ”I don’t think the lesser…” I dette tilfælde hentydede han til den afdøde muggler i hjørnet. Om hun ahvde set ham eller ej. ”…had the privilege of having coffee laying around.” Med det sagt slentrede han nu alligevel hen imod den del af loftrummet, der udgjorde et minimalt tekøkken. Sikkert fyldt med rustne hængsler og skimmel i kanterne, hvis man havde i sinde at give det et ekstra øje. Men vandet i vandhanen så lige så rent ud som alle andre steder.

Der gik ikke for længe, før Rafael vendte tilbage til midten af den åbne lejlighed - det var den sande definition af etværelses, siden selv toilettet kun var afskærmet af et bruseforhæng. For ham havde det i hvert fald ikke føltes som lang tid, men han havde taget sin tid, så han vidste ikke, hvordan det havde været for hende. Dog var den mening ret ligegyldig for ham.
”It appears that your kind is good for something.” sagde han med en kontrolleret stemme, som han trak en millimeter op i sine bukser med lårene for så at sætte sig på hug med sine ben spredt en smule ud foran hende. Godt nok var hun nu en smule højere end ham, men han var tydeligvis stadig den dominerende. ”You reminded me that I was thirsty.” Og så voksede der sig for første gang et grumt smil frem på hans læber, inden han tog en lille slurk af vandet. Han hvilede så begge sine arme på sine lår og forholdte blikket mod ham. ”Let’s just cut to the case: Where’s your mudblood of a father, halfblood?” Stemmen var pludselig en del køligere. ”It seems that he has been gone ever since the rumors of an upcoming attack on the Ministry of Magic. Did he go into hiding?” Han tog endnu en slurk vand.

[Deleted]

Luften i den lille lejlighed brændte i hendes lunger. Eller var det luften? Hun var ikke sikker. Men det gav stadig et ordenligt jag imellem ribbene ved lungerne, da hun prøvede at sætte sig i en mere behagelig stilling. Hvad var det han ville med hende?
Hans stemme var mørk, gennemtrængende. Og direkte skræmmende. Der var en atmosfære over ham, som skreg jeg er ikke helt rask i hoved. Eller, hvad vidste hun – hvad hun dog kunne fornemme fra situationen var at han bestemt ikke ville tænke to gange over at dræbe et menneske. Og det menneske ville være hende.
Hendes bange anelser blev bekræftet, da hendes opmærksomhed blev draget hen imod det lig som der lå henne i hjørnet. Det var hele hendes viljestyrke som gik på ikke at hvine af afsky og rædsel. Ville hun ende ved siden af manden, men hvorfor? Hvad havde hun gjort siden at hun skulle sidde i en stol, bundet, i en så ækel lejlighed?

Han forsvandt, vandet kunne høres ramme imod metal bunden fra håndvasken. Hun tvivlede stærkt på at han ville finde noget at drikke til hende. Den måde han havde snakket til hende, hans øjne der havde afsløret hvad han havde tænkt omkring manden der lå henne i hjørnet. Halvblod, mugglerfødt eller blot en uheldig muggler der var det forkerte sted på det forkerte tidspunkt?
Han var sikket en af de typer. En hård klump spyt blev sunket og Olive skar en grimasse over hvordan det brændte. Ja det satte hende ikke i en særlig god position, nu når hun ikke havde en dråbe af fuldblod i sig.
Min slags.
Han var atter vendt tilbage, nu med en kop vand i den ene hånd. Hvad hun dog ikke ville gøre for at få noget til at slukke den ildebrand som der havde formet sig i hendes halsrør.
Ikke at hun ville spørger ham om et glas. Ville måske ende hende med en forbudt forbandelse hendes vej.

,,Well – I’m glad I could be of service’’ hun forbandede kort hendes stemme for at knække over.
Men hun nåede ikke at tænke meget over at hun burde virke stærk, ikke virke bange. Da han spurgte efter hendes far. Hvad mente han?
,,What?’’ nu vidste hun endelig hendes alder – og hendes frygt. Havde han flygtet? Men hun, nej det kunne ikke passe. Hendes far ville ikke bare efterlade hende, han havde jo selv spurgt om hun ikke ville komme og se hans arbejde. Hvorfor skulle han havde gjort det, hvis han havde vidst omkring angrebet.
,,You’re lying – he wouldn’t have – what does it matter to you anyway!?’’ hendes hænder vred sig imod rebet, der i protest bare skar sig dybere ind i hendes hvide hud.

[Deleted]

Stakkels lille pige. Rafael opfangede meget hurtigt, da hendes hårde facade blev opløst og fremviste hendes frygt. I det første sekund, som hun havde åbnet sin store mund, havde han faktisk troet, at hun ville være svær at knække, men det så ud til, at han blot havde haft brug for at nævne et kært familiemedlem, og så åbnede hun op og lod sine mure falde sammen, som var de lavet af papmage. Hun var tydeligvis blevet opdraget i trygge rammer med en elskværdig familie, sådan som hendes naivitet strålede frem. En stor del af den nye generation blev vist opdraget på den måde. Uden frygt eller lignende proppet dybt ind i hovedet, indtil det ikke rørte dem. Noget inde i ham trykkede omkring brystet. Familie. Han huskede stadig sin egen så let, som havde han været en del af den dagen forinden. Og han huskede sin forræder af en mor. Sin far, som han havde været så stolt af at være søn af. Og han huskede sin søster. Det lille spæd, der knap havde levet seks måneder i verdenen udenfor sin mors mave, før hun skulle udsættes for kaos. Og drab. Ubevidst bed han arrigt sine tænder sammen, men så snart han vendte tilbage til nutiden, forsvandt den anstrengte fornemmelse straks, og han havde atter sin opmærksomhed rettet mod barnet - var hun vel - foran sig.

”I’m disappointed that I actually have to explain the situation for you.” startede han ud og tillod sig selv at stirre hende direkte ind i øjnene. Ikke fordi han accepterede hende og gav hende den frihed, men for hans eget godt. For han vidste hvordan et blik kunne påvirke den anden part hvis det var intenst nok. ”I’m - No. We’re cleaning the world from you lot.” Som var det et ganske almindelig daglig dags samtale emne, løftede han glasset op til sine læber igen, men lige inden han hældte endnu en gulp af den kolde væske ned igennem halsen fortsatte han: ”I mean - if something of yours is dirty, wouldn’t you clean it do make it shiny and fresh again?” Han var begyndt at overdrive, hver gang han indtog noget af vandet. Forhåbentlig ville det genere hende. Mest grundet hendes første kommentar efter at være vågnet op, omhandlede noget væske. Måske havde det betydet noget. Og hvis ikke - skadede det ikke at holde sig fra at blive dehydreret.
”So - After I found you running with your foul tail between your legs I thought that I could just start with you. Especially since I already knew a little about you. Or rather - your family’s origin.” Han vippede glasset løst i sin hånd, mens han fortsat så afventende på hende. ”You should feel lucky ’cause right now I’m much more interessed in your father since he’s the one with the most strikes. Not only is he a full fletched mudblood. He also damned a muggle thick…” Han hold ten kort kunst pause og viste små tegn på, at han var ved at kaste op I munden. “And out came you! Now stop with the bullshit and just tell me where he is? Then I might let you off with one of those quick and painless off-sending.”

[Deleted]

Det overkom hende, at hun fik sådan en uendelig stor lyst til at spytte ham i hoved.
Hun havde hørt om dem, hun havde læst om dem. Men aldrig havde hun forestillet sig at de i virkeligheden kunne være så modbydelig. Så bare fordi at hendes magiske evner var fremstået ud fra noget de ikke mente var rent. Så burde hun ikke være til i verden? Hvilken tankegang var det – i sidste ende ville alle fuldblodsfamilier være en omgang indavl! Vandskabninger, hvad gjorde det? Det var vel rent hvis de kom fra en linje af fuldblodsfamilier.
Føj.

Hvis en tredje person havde været i rummet, ville de nok kunne sige at den afsky som var at se hos ham, var næsten spejlet sig i den unge piges ansigt. Vandet som han blev ved med at drikke begyndte også at irritere hende, især fordi at hendes krop begyndte at ryste grundet sult og dehydrering.
,,Yeah sure – I’m your dirty underwear – what a perfect way to categories an entire community’’ hendes stemme var hård og irritabel. Hun havde mest lyst til at begynde at græde. Hun var trods alt stadig kun et barn, selvom at hun ikke ville indrømme det. Hvorfor skulle hun sættes i sådan en situation? Hvor ville hun dog ønske at hun sad i magiens historie lige nu, selvom at det kunne være noget af det kedeligste i hele verden.

Han gjorde hende så vred! Så vred så vred så vred. Hendes negle begyndte at bore sig ind i hendes håndflader, hvorfor skulle han også havde bundet hendes så stramt. Ja selvfølgelig for at hun ikke skulle slippe fri – den lille stemme i hendes hoved, havde altid den perfekte timing for at gøre hun følte sig dummere end hun allerede gjorde.
,,Yeah sure, sure – Im pretty sure the word you’re looking for is made love. Not damned.’’ et lille trodsigt smil bredte sig hen over hendes læber, mens ordene blev snerret igennem sammenbidte tænder.
Hun havde aldrig været så flabet før, jo måske, men aldrig på denne måde.

,,I have no idea what you are talking about’’ brummede hun så endelig og veg sig blik væk fra ham. Hvor kunne hendes far være flygtet hen? Hun vred sin hjerne for at komme op med mulige steder, men måske var det virkelig for det bedste at hun ikke vidste hvor det var. For hvis hun sagde det, ville hun højst sandsynligt alligevel dø og så hendes far bag efter. ,,And besides why would I tell you? You just going to kill me either way’’ naivt – så fantastisk naivt.

[Deleted]

Rafael kendte uden tvivl nogle, der ville finde hendes barnlige forsøg på at virke voksen, yderst komisk. Eller måske direkte kært. Det var den slags, man umuligt kunne undgå at omgås med, når man fulgte den samme livslinje. Det var også dem han selv påpegede som psykopater. Og han havde bestemt ikke placeret sig selv i samme bås. For hvad han var, var noget langt mere manipulerende. Mere professionelt. I modsætning til dem, var hans hoved klart og ...vel og mærket normalt. Med mindre man talte de små detaljer med. Pointen var, at han frem for at finde det morsomt, at hun stadig prøvede at holde sin strube vidt åben, fandt det ynkeligt og stemplede hende endnu engang som intet andet end et uerfarent barn.

”Oh, so now you’re lectoring me in the rights and wrongs?” Han løftede et øjenbryn og sad stadig med det skæve smil, som en voksen ofte havde, når der blev debatterede med de unge. ”What exactly makes yours more right than mine?” Tydeligvis handlede det ikke om, om det var ’made love’ eller ’damned’, der var det korrekte svar, men mere i retningen af deres forskellige samfundsmeninger. ”You couldn’t possible ahve known whether or not your dear dear parents made love.. Or if they simply damned each other. You could always ask? But as I said before: Your father is nowhere to be found right now. And your mother… well, she’s not even with us anymore, right.” I en knap så flydende bevægelse kom han så op at stå i sin fylde højde igen. Lige som hun havde taget sit blik fra ham, da hans blevet fjernet fra hende og rettet mod glasset, der endnu var halvt fyldt. I en fluks bevægelse hældte han en smule af vandet ud i sin ene hånd og kørte det efterfølgende igennem det mørkebrune hår for at slikke det tilbage. Og uden tøven - igen - løftede han glasset op over hendes hoved og vendte det på hovedet for at lade det resterende kolde vand blive hældt ud over hende, hvorefter han i en kraftig bevægelse kastede glasset fra sig, som blev knust, da det ramte den nærmeste væg. ”But actually - Your opinion doesn’t really matter to me anyway.”

Endnu et suk løb over hans læber. Næsten som en advarsel til, hvad han gjorde derefter. Han tøffede et par skridt på stedet, inden han nådesløst sendte en fodsål hårdt ind imod hendes overkrop og fik på den måde væltet hende sammen med stolen ned at ligge på ryggen. Endnu engang, som var det en almindelig procedure for ham, vadede han videre frem mod hende til han stod direkte over hende. Med en fod på hver sin side af hende og så ned på hende, som var hun et insekt på jorden. Staven havde han hurtigt fået trukket frem fra armspændet, hvorpå han atter bøjede i sineknæ og satte sig mere eller mindre på hug over hende. Stadig med et godt udsyn til hendes ansigt. Det var ikke et specielt tilfredsstillet udtryk der hærgede hans ansigt.
”You’re right. I’m probably going to kill you anyway. I was just being nice and tried to say it differently so you wouldn’t be scared.” Løgn. “And you are going to tell me at some point. You’re again very lucky. ‘Cause I’m quite the patient guy.” Han rettede roligt sin stav mod hende og lod den prikke til hendes kind. ”Hmm.. imgaine your father after he finds out about you. First losing his beloved wife. And then.. his daughter.”

[Deleted]

,,Because I know my mother and father loved eachother’’ sagde hun hårdt igen, han skulle ikke få lov til at vinde den her. Selvom hun var ret sikker på at det var fuldkommen underordnet hvordan at hendes forældre havde lavet hende, for hendes vedkommende ville hun være glad for hvis det var et billede der aldrig ville blive mentalt indprentet på hendes nethinde.
Hendes mundvige gjorde en mærkelig trækning da hans stemme forklarede hende omstændighederne inde for hendes valg af forældre. Den ene væk, den anden død. Hvad ville hun gøre hvis det hele ende med at hendes far faktisk døde? Ville hun så overhoved leve. Tanken om at skulle flytte hjem til hendes tante var måske ikke den værste ting der kunne ske.
Nej! Hun måtte ikke begynde at tænke som at det hele allerede var slut. Fordi så var der ikke længere nogen gejst at kæmpe med.
Et trodsigt blik blev vendt imod manden, hvis navn hun ikke kendte. Nok hellere aldrig ville komme til at kende, fordi det ville jo være nedværdigende for sådan en som ham, at hun skulle kunne vide hvem han i virkeligheden var. Eller, nu når hun tænkte efter, så var der jo forskellige former for at se på nedværdigende ting man forestille sig.
Tankestrømmen blev dog hurtigt stoppet da kruset han havde haft i hånden blev vendt på hoved og iskold vand plaskede imod hendes allerede fedtet hår. Hun gispede kort efter vejret da det ramte hendes øjne, næse, mund. Men det var heldigvis kun en kortvarig overraskelse og gjorde på det store og hele ikke den største skade. Ud over det mindede hende om hvor tørstig hun var.
Det gav et sæt i hende da han smed glasset fra sig og det blev knust i flere tusinde stykker. Halvrøde øjne efter at vandet havde angrebet dem, nåede lige at se hvordan at en fodsål blev sendt imod hendes brystkasse. Før at smerten bredte sig som et projektil igennem huden. Et skrig af smerte forlod hende strube, mens kroppen styrtede imod gulvets hårde overflade. Stolen borede sig ind i den allerede ømme ryg og sendte vibrationer af smerter igennem hende.

På grund af den overvældende følelse i kroppen, som om der var en ildebrand i hver eneste fiber, sene og muskel. Lagde hun ikke mærke til at han havde stillet sig hen over hende før at en stemme borede sig ind i hendes bevidsthed, ikke langt fra hendes ansigt.
,,Wow lucky me’’ spruttede hun, luften var svær at få ned i lungerne. Mens øjnene svømmede over med tåre, over den smerte der blev ved med at brede sig frem i ryggen.
Hvorfor hende? Hvad havde hun gjort, ud over at blive født fra de forkerte forældre.
,,Then do it, give it your best shot – oh mister true powerfull wizard – the only kind of wizard that should rule the world’’

[Deleted]

”Oh?” Overraskelsen i Rafaels stemme var tydeligt provokerende. ”Not much of a tough one, now are we? I didn’t even kick you that hard.” Han var vel et sted skuffet. Godt nok havde han allerede set igennem hendes opsatte facade fra det øjeblik, hvor hun havde smidt sine ord i fjæset på ham for første gang. Han kunne sagtens se frygten i hendes øjne. Og måden hendes stemmebånd til tider havde sitret, når hun svarede ham igen som den møgunge, hun var, havde været nemt for hans trænede øre at opfange. Det var egentlig aldrig spor sjovt at have med en som hende at gøre. Hun var typen der lå i mellem de klynkende og hjælpeløse, der hurtigt indså deres skæbne, og dem der rent faktisk kunne give noget igen. Det var så tydeligt - ifølge ham i hvert fald - at hun var den ene type, der ønskede ihærdigt at være den anden uden at have de rette resurser.

”Hey!” råbte han pludselig, ligeglad om han gjorde det lige i ansigtet på hende. ”Don’t you be sassy with me!” Tryllestavens spidst var hurtigt blevet svipset i en skarp bevægelse op ad hendes kind. Og som en nyslæben kniv blev der efterladt et lige snit. Som blod begyndte at pible frem, pressede han nu staven ind imod snittet for at fremprovokere smerten lidt mere. Dog flyttede han ikke sit blik fra hendes øjne, hvor han stirrede dybt og vredt ned i dem. Dog lignede det ikke, at hans følelser havde spredt sig videre ud igennem hans ansigt. Hans øjenbryn var ikke krummede, og hans læber var ikke presset samen. Alt udover hans øjne forblev køligt.
Brutalt trak han sin tryllestav til sig igen. Denne gang uden at lade en nonverbal besværgelse skære i hendes sarte hud. Han skubbede fra på sine lår og kom let op at stå igen. Han blev stående med en fod på hver side af hende i et stykke tid, mens hans blik sejlede rundt i loftrummet, som tog han sig til at bare suge situationen ordentligt ind. Så svang han sit ene ben hen over hendes hoved og trådte bevidst ned lige ved siden af det, inden han spadserede tilbage i retning af sin egen stol. ”Okay then…” Med et enkelt sving med tryllestaven - samt et flick kom stolen med Olive i bevægelse igen og lænede sig roligt og sikkert tilbage op på de fire stoleben. Staven proppede han imellem sine tænder, og mens han sikrede sig at sine ærmer var foldet korrekt op over albuerne, så de ikke ville falde ned, drejede han fronten imod hende igen.

Den unge magiker gav hende eftersigne ikke tid til at komme sig eller lige få den mindste mistanke til, hvad der ville ske som det næste, før han greb tryllestaven ud af sin mund og rettede den imod hende igen. ”Crucio..!” hviskede han, som var det ikke andet end en hverdagsbesværgelse. Han virkede næsten som om, at han kedede sig med den, hvilket nok forklarede, hvorfor han efter kort tid holdte inde med den. ”It’s really an overused spell..” blev der så også mumlet for ham selv, mens han vendte staven i sin hånd. ”But it works.” Og igen blev staven rettet mod hende, dog kastede han ingen besværgelse.
”Now.. where’s ’daddy’?”

[Deleted]

Olive skar en grimasse da et snit blev lagt hen over hendes kind. Hun måtte bide sig hårdt i kinden for ikke t skrige af smerte da han pressede tryllestaven ind imod såret. damn det gjorde ondt.
Her måtte man ikke glemme at hun var et barn, hun var måske ved at nå sin ende af sin skolegang med kun to år tilbage. Men dette skulle jo ikke betyde at hun var ved at blive voksen. Aldrig var hun oplevet noget som dette, og lige så stille kunne hun mærke hvordan at den tråd der holde hendes hoved koldt var begyndt at knække. Lige meget hvor højt hun ønskede at holde sig oppe, lige meget hvor meget hun ønskede at dette ikke skete. Så skete det og ønsket om at holde hoved koldt var blot et ønske, ikke en viljestyrke hun havde i sig. I hvert fald ikke på nuværende tidspunkt.
Hvem vidste om hun overhoved overlevede dette? Var hun klar til at sige farvel til verden, var hun klar til at sige farvel til alt hun holde kært. Blot for at redde hendes far? Svaret var allerede tydeligt i hendes tanker, inden hun fuldførte sætningen. Ja for hendes far ville hun holde dette ud.

Hendes øjne betragtede ham. Koldt. Det var det eneste ord hun kunne beskrive den følelse der skyllede hen over hende, mens hun betragtede hans øjne. Det var næsten som om alt følelse havde forladt hans ansigt, men vreden var dog stadig at spore. Som man sagde de var vinduet ind til personens sjæl. Og hvad hun kunne se, havde denne mand ingen sjæl.

Stolen rejste sig lige så stille op igen med hende stadig solidt plantet i den. Hvad der skete som det næste, var meget værre end noget andet hun nogen sinde havde prøvet. Smerten hun havde følt i brystkassen var som om hun var blevet stukket af en myg. Hun klamrede tænderne hårdt sammen, håbet om at holde sig fra at skrige var en kortvarigt håb. Før at hun skreg af smerte, også var smerten væk.
Hun gispede efter vejret mens at tårende begyndte at trille ned af hendes kinder. Hun hørte ikke hans spørgsmål. Kun det som han havde spurgt hende om siden hun var vågnet. Hvor er din far.
,,I DON’T KNOW!!’’ det gjorde hun virkelig ikke. Men det virkede som om lige meget hvor meget hun ville prøve at overbevise ham, ville hendes svar ikke være godt nok.

[Deleted]

”YOU DON’T KNOW!!?” råbte han straks tilbage en del højere, end hvad hun havde gjort, mest for at være barnlig og sende hendes ord tilbage til hende. De kunne sågar skrige så højt, som deres lunger tillod det. Ingen ville kunne høre dem udefra. Loftrummet var forseglet. Lydsikret. Andet ville have været dumt. Og uprofessionelt. Han vidste, at hun ville give lyd fra sig før eller siden. Om det så var i råb efter hjælp eller på grund af, hvad han udsatte hende. Han pustede tungt ud, som fjernede han en frustration. Eller som om han lige skulle have pustet efter at have hævet stemmen. ”Well.. I BELIEVE YOU DO!” Hun skulle vide, at det var ham der havde kontrollen. Han var den der dominerede lige nu. Forhåbentlig havde hun indset det. Han havde trods alt ikke givet det største indtryk af andet.

Rafael sukkede opgivende og kørte den frie hånd igennem det bølgede mørke hår. Han drejede i en eftertænksom cirkel omkring sig selv, og han fløjtede endda en enkelt tone. ”Okay. Let’s try something, Olive.” Han brugte hendes navn, som var det ingenting. Hun kendte ikke hans navn, men han kendte hendes, hvilket skabte endnu mere magtskilning mellem dem. Han marcherede nærmest hen til hende. Helt hen til hende. Han stod kun et skridt fra hende. Staven var stadig rettet mod hende som det eneste offer i miles omkreds. Et lille knæk af et skævt smil voksede fra hans ene mundvige, inden han formede besværgelsen. ”Infusculus!” Straks opstod der et skarpt lyd fra spidsen af hans stav, inden det tågede, sorte lag blev lagt henover hendes stakkels øjne og hæmmede hendes syn markant.
Bevidst om, at hun ikke kunne se ham, slog han blidt en hånd flad hånd ned på hendes hoved, hvor den roligt lå, som han med langsomme skridt bevægede sig omkring hende, til han var bag hende. I det han stoppede lukkede hans fingre brutalt omkring en stor klump af hendes hår og tvang hendes hoved tilbage, mens han atter kom ned at sidde på hug.
”I’ve helped you a little. You don’t evne have to close your eyes to focus better.” hvislede han med sine læber lige ud foran hendes ene øre. Hans trofaste hybridtræs stav førte han kontrolleret op, så spidsen sad presset blidt op under hendes hage. ”You don’t know where your father is, correct? But I’m sure you have an idea. Now think. Where could he be hiding? Where could you imagine a man like him would be shaking in fear, knowing we had found out what he’s planning to do?” Han trak hendes hoved lidt mere tilbage og pressede ligeledes staven en smule tættere ind - stadig kun til et punkt, hvor hun følte den mod sin hud.

[Deleted]

Hun krympede sig tilbage i stolen da han råbte tilbage. Så meget som stolen nu tillod denne handling. Hun sank en klump der spærrede et godt stykke af hendes luftveje. Hver fiber i hendes krop begyndte igen at skrige af smerte. Men dette var nok mere fordi at hun spændte samtlige muskler.

Men hun gjorde alt for ikke at svare ham igen. Bed sig hårdt i læben og betragtede hendes fødder som nu var meget mere interessant end at holde facaden oppe. Lyden af hendes navn der forlod hans læber fik dog alligevel hendes hoved til at dreje sig sløvet imod ham, prøve? Hvad skulle de nu prøve?
Et sug i maven som bestemt ikke var en af de gode slags, fik kroppen til at ryste let på sig. Dette kunne ikke være godt, virkelig ikke være godt.
Og i dette, havde hun helt ret. Øjnene blev spilet op da hun hørte ham fremmane ordet til blindheds forbandelsen. Og uden at være i stand til at gøre noget, kunne hun mærke hvordan at mørket greb sig rundt omkring hendes øjne og forhindrede hende at kunne se noget som helst.

Duften af hytten blev nu markant tydeligere. Lugten af mug og skimmelsvamp angreb hendes sarte næsebor, sved og lugten af en mand i hjørnet der var ved at nå mindst holdbarhedsdato. Kroppen reagerede med det samme da han lagde hånden på hendes hoved. Men i stedet for at prøve at rysten hånden af med det samme, formåede hun alligevel at sidde nogen lunde stille. Hvad havde han nu tænkt sig? Hvilke forbandelser, hvilket besværgelser havde denne mand lært sig igennem hans mange leveår. Det var tydeligt at dette ikke var hans første gang, og med udgangspunktet i den måde han havde behandlet lejlighedens ejermand. Så var hun ret sikker på at han kunne finde på hvad som helst for at få sandheden ud af hende.

Kort tid efter skar smerten ind i hendes hovedbund da han tog en luns af det lysebrune hår og hæv det tilbage. Hun stønnede i smerte men holde dog skriget på et minimum. Hvor længe ville han fortsætte dette?

Med staven presset imod hendes hud, havde hun svært ved at koncentrerer sig på andet end det. Jo hun kendte da sikkert til steder hendes far kunne befinde sig. Han havde sikkert også nævnet noget omkring hvor hun altid kunne finde ham hvis han kom ud for noget og var nød til at gemme sig væk. Men lige nu, så var der intet at hente hos hende Hun vidste virkelig ikke hvad hun skulle sige.

,,Please’’ hendes stemme var lige over en hvisken, men så hellere ikke mere end det. ,,I really don’t know - I don't remember anything or know about what you think he has done!’’ hendes sætninger var ved at være en smule usammenhængende, alt imens hun prøvede at finde ud af metoder hun kunne komme ud af dette. Ingen af hendes tanker kom hende til hjælp.

[Deleted]

”Oh, please, mur mur mur..” Efterabede Rafael med en yderst barnlig stemme for at virke så provokerende som overhoved muligt, inden han så nemt som ingenting vendte tilbage til sin egen hårde stemme. ”You’re so pathetic! I actually thought you were one of the tough ones.” Egentlig ikke. Men det kunne rage hende en mælkeblomst, om han talte sandt eller ej. Han ville vædde de resterende fire biologiske fingre på sin højre hånd, at det nok ikke var, hvad hun var mest bekymret for lige nu. Han slappede af i sit tag i et splitsekund kun for at rive hendes hoved tilbage igen. ”Are you going to cry now?” Han kunne allerede lugte hendes salte tåre.

”Urg!” gryntede han utilfredst og slap endelig hendes hår helt igen, inden han hurtigt rejste sig op endnu en gang. Staven blev ligeledes fjernet fra under hendes kæbe og blev i stedet svunget aggressivt ned langs siden, hvor den slå et par gnist af. ”What kind of daughter doesn’t know anything about her precious father? Can you see why I don’t believe you?” Han trampede om foran hende igen, hvor han let drejede omkring på hælen og daskede hende mod panden med flad hånd. ”It has only been you two for how long? 10 years? Shouldn’t that mean that the two of you would be a lot closer? I honestly can’t imagine Mr. Callaghan would be the type to neglet his daughter.“ Frustrationen var ved at have sneget sig længere og længere frem I hans stemme. Han havde håbet, at hun ville være mere brugbar end dette.

Han kløede sig lidt i de kort skægstubbe, han havde groet ud omkring sin kæbelinje, mens han på ny så søgende omkring i den gudsforladte lejlighed - hvis man overhoved kunne kalde det en lejlighed længere. ”Acio knife!” kommanderede han, samtidig med at hans trofaste stav blev rettet hen imod køkkenet. Det tog lidt tid, og han havde nær udtalt sig igen, idét en køkkenkniv kom flyvende igennem luften og landede perfekt i hans venstre hånd. Heldigvis med skaftet først. Uden at tage meget notis af Olive i stolen begyndte han at undersøge kniven og måtte efter at have kørt tommelfingeren hen over bladets skarpe side at: ”Hmm… it’s pretty dull. No surprise, really. Anyway!” Og straks var hans opmærksomhed tilbage på hende.

”I’ll ask you again - and this time, you better think reeaal hard and answer me. Because if I hear you say that you don’t know again… I’ll let you in on a little game called ‘knife or wand’. You get me?”