Kærlighed overvinder alt-selv sindsyge.

[Deleted]

@margo

Han havde transfereret sig direkte ud på midten af en blomstrende mark: som i forvejen var befærdet en en håndfuld heste. Med afsky gik han i en stor cirkel uden om dem, trak lidt om i den nystrøgede kappe, så den ikke trak hen af græsset og diverse vandpytter, som nattens regn havde bragt med sig.
Han var en mand med en mission, sådan var det den bedste måde at beskrive det på-EN mission der kun kunne ende katastrofalt vel og mærke, men han ville ikke lade noget så dumt som odds, stå imod ham.
Efter at have trasket hele vejen hen over marken, uelegant slænget sig under et hegn og stjålet en kost som stod op af et skur, stod han ved enden af lindegården, og kiggede op på vinduet hvor han vidste hendes værelse var. Sidst han havde været der, var da hun havde opdaget hans fritids interesse: Dødsgardist.
"Mylon, du elsker hende..selvfølgelig elsker hun også dig. Hun ved ikke en gang at det var dig som dræbte Edwin...nej, der er ingen andre end dig og Margus der ved det" mumlede han beroligende til sig selv før han satte sig op på kosten og fløj op til hendes vindue. Han bankede på et par gange-forsigtigt. Mon hun havde fortalt det til hendes forældre? Ville de melde ham?...Ville hun melde ham?
Den ene blege hånd hvilede på hans stav.

[Deleted]

Der lød bank på hendes vindue. Havde Prescott låst sig ude igen? Det kunne være at det var Nina der havde en dreng med hjem som deres forældre ikke skulle se. Hun tog ikke det faktum at der var højt op til hendes vindue med i sine overvejelser. Hun satte sig op i sin seng. Hun var gået i seng for ikke mere end en halv time siden, og hun var ikke nået at falde i søvn. Hun havde haft ret svært ved at sove siden hun havde fundet ud af at Edwin var… at han ikke længere var med dem. Hun havde været utroligt meget sammen med Louise siden da, og skrev til hende hver anden dag.
Margo svang håret til siden og rejste sig. Hun havde en stor, grå trøje på og lyserøde sokker. Sådan noget man kunne tillade sig at sove i derhjemme men ikke på Hogwarts. Hun gned sig i øjet med den ene hånd, mens hun åbnede vinduet med den anden. ”Vent…” Hun havde ikke set ham siden Hogwarts, hvor hun havde ignoreret hans eksistens. Hun følte sig pludselig lysvågen, og satte hænderne på vindueskarmen så hun kunne læne sig halvt ud ad vinduet. ”Mylon? Hvad har du gang i?” hvæsede hun lavt.

[Deleted]

Det føltes næsten som om han blev slået i maven, ved synet af hende. Ved lyden af hendes stemme.
At snakke sammen var ikke noget de havde gjort sig meget i på det sidste..faktisk overhovedet ikke-ikke en gang til quidditch træningen havde de snakket sammen.
"Jeg..flyver, det kan du vel se," han mønstrede at få et smil frem, på trods af at han vidste, han nok var den sidste person hun ønskede at se-Men sådan måtte det ikke forblive! Det vidste han.
"Margo du må ikke hade mig, det vil tage livet af mig, luk mig ind...please" sagde han bedende og lagde den ene hånd, den der før havde banket, på vindueskarmen. Hvornår havde han sidste været så tæt på hende? Hvis blot han strakte sine fingre en smule længere hen mod hende, kunne han røre hende. "Margo..jeg elsker dig"

[Deleted]

Hun skar ansigt og rystede på hovedet. Det var længe siden hun havde hørt ham sige de ord. De gav hende lyst til både at begynde at græde og begynde at råbe. Hun havde været u(heldig) at høre ham rundt omkring på Hogwarts, men han sagde aldrig sådan, og nu hørte hun ham jo ikke længere. De var for alvor gået hvert til sit. ”Hvad er du her for?” spurgte hun i stedet, og lagde armene over kors nu hvor han rykkede sig tættere på. ”Kommer du for at hente mig ind som blodforræder?” Hun var ret sikker på at hendes forældre ville blive noget så vrede hvis de vidste at han var der, og endnu vredere hvis hun rent faktisk lukkede ham ind i deres hjem. Han havde allerede fået at vide at han ikke længere var velkommen.

[Deleted]

"Margo, det...det kunne jeg ikke finde på. Hvad regner du mig for? Jeg er jo ikke en koldblodig mo-Jeg er jo ikke en ny voldemort eller noget Margo jeg beder dig du må ikke hade mig, jeg.." han kiggede rundt omkring, for at sikre sig at ingen lyttede med, "Margo jeg ville aldrig gøre sådan mod dig-Jeg elsker dig, det ved du jeg gør. Jeg elsker dig," Han krydsede fingre og håbede på at hun ville sige det tilbage, som hun engang havde gjort. Det var 1 år siden at de var gået fra hinanden, men han havde aldrig kunne få hende ud af sine tanker, og da..da han så havde set hende sammen med ham den mugglerfødte....Det var som om alt var gået i sort der.
"Elsker du mig slet ikke Margo? Ikke den mindste smule? Du ved jeg vil gøre alt for dig, Intet mellem os har ændret sig...det vil ikke ændre på vores forhold du kommer til at se meningen med det, det lover jeg dig..Margo please" Bad han endnu en gang.

[Deleted]

Hun kunne ikke lide det når han tiggede og bad, for hun havde ikke tænkt sig at skifte mening og det fik hende til at føle sig endnu værre. ”Jeg regner dig for en dødsgardist.” svarede hun i et suk. Hun bebrejdede ham. Hun bebrejdede ham alting. Det var hans skyld at det hele var blevet ødelagt! Han stod for at slå folk ihjel. Det gik bare ikke.
Hun kunne sagtens diskutere det igen, hvis det skulle være. Han var praktisk talt den næste Voldemort. Han var dødsgardist! Han havde det forbandede mærke på armen der havde ødelagt deres forhold. Det var ikke bare ham der havde en anden mening end hende, det var ham der havde valgt en anden sti i livet. Den forkerte. ”Stop det, Mylon. Det her har ikke med kærlighed at gøre.” mumlede hun og skubbede sit vindue helt op. Hun trådte tilbage så han kunne komme indenfor.

[Deleted]

En dødsgardist, ja det mærke kunne han nok ikke løbe fra, og det var også hvad han havde planer om at lave resten af sin tid men, kunne hun ikke se det gode ved det? Hans forældre bestemte ikke længere over ham, han kunne være sammen med hende nu uden at de dømte ham og han havde stadig penge! Han var rig og uden bindinger til sit gamle jeg.
På trods af hendes hårde ord, gjorde hun det alligevel muligt for ham at komme ind, og lettet hoppede han ind og gled ned fra vindues karmen. Kosten forblev svævende udenfor.
Måske der var lys for enden af tunnelen alligevel, tænkte han og smilede skævt til hende.
"Margo jeg er ikke så ond som du tror jeg er..." han trådte et skridt tættere på hende og rakte ud efter hendes ansigt, "Jeg har savnet dig så meget" Det gjorde næsten ondt at sige ordende højt.

[Deleted]

Det var ikke koldt at have vinduet åbent. Faktisk var det behageligt med brisen der kølede hendes varme ansigt. Hendes arme lå endnu lagt rundt om sig selv, så langt som de rakte, og hun havde samlet benene så meget at hun nær ikke kunne holde balancen. Det var lige her i dette hus at hun havde fundet ud af hvem han i virkeligheden var.
”Jeg ved ikke hvad jeg skal tro.” svarede hun hæst. Dødsgardisterne var det værste af det værste, og hvad hun var blevet advaret mod hele sit liv. Ikke nok med det, så var hun også personligt voldsomt imod dem. Imod ham. Der var noget inde i hende der fortalte hende at hun burde træde bagud så han ikke kunne røre ved hende, men hendes krop valgte at træde frem mod ham og lade sin kind søge mod hans hånd, som om hun var en pokkers kat. ”Jeg har også savnet dig.”