Jeg siger det til dig, hvis der er noget jeg vil!

[Iwan Yakov Malice]

@sofie

Iwan sad i sin gamle lænestol og kiggede ind i pejsen, med en øl i sin ene hånd. Det var længe siden han havde siddet på denne måde og han havde savnet det. Efter han kom ud fra Azkaban, for blot 4 måneder siden, flyttede han ind i en lejlighed i udkanten af Dublin. Han kunne ikke holde ud at bo i det hus hvor hans kone havde boet, nu hvor hun ikke længere var der. Han savnede hende hver eneste dag og han ville ønske at han kunne tage hævn. Dog vidste han at hun ville hade ham for det. Hun ville have at han skulle være på fri fod og ikke bringe sig selv eller sin familie i fare. Han ville aldrig glemme den dag han fik af vide at hun var død. Han sad i Azkaban og han kunne intet gøre. han kunne ikke engang komme til hendes begravelse fordi han havde taget skylden for André. han var på ingen måder sur på André og bebrejdede ham heller ikke, for han havde jo selv taget skylden. Det fik André ikke lov til at bestemme. 
Nu sad han der i sit hjem og nød stilheden, samtidigt med at han hadede den. Det var ved at være 3 år siden hans kone var død, så¨det var ikke fordi han ikke var kommet lidt videre, men det var stadig hårdt at sidde alene hjemme. Darius var langt om længe kommet hjem efter sin tur i Europa og de var blevet genforenet. Det var rart at se sin søn igen efter alt det der var sket.

[Deleted]

Normalvis kunne Sofie ikke lade dette her ligge. Iwan var ikke dukket op til deres aftale, og så meget som hun gik op i sit job, så fungerede hun bare ikke til at lade sådanne nogle ting lægge, desuden fandt hun sig ikke i at blive brændt af, og slet ikke når hun faktisk gjorde dette her for fangernes eller eks-fangernes skyld.
Det var meningen at hun skulle have nogle samtaler med eks-fangerne efter de kom ud, og eftersom han havde indrømmet overfor hende, at han var uskyldig i alt dette her, men hun ikke kunne sige det til nogen, på grund af sin tavshedspligt, så havde hun besluttet sig for, at opsøge ham.

Hun bankede roligt på hans hoveddør, uden at vide om han overhovedet var hjemme, men det var hendes bedste og første bud på hvor han kunne være. Han havde bare, at have en god undskyldning for at have brændt hende af. Hun trippede en smule utålmodigt med den ene fod, mens hun afventede om han mon ville være hjemme.

[Iwan Yakov Malice]

Iwan skulle lige til at tage en øl, da det bankede på døren. Han sukkede dybt og tog en slurk alligevel inden havde rejste sig op for at gå hen og se hvem det var der forstyrrede ham. Han ville allerhelst bare sidde i sine egne tanker og drikke sin øl, men åbenbart skulle der komme nogle på besøg. han håbede ikke det var endnu en nabo der ville byde ham velkommen til kvarteret med en kurv med mini muffins. Han boede i et kvarter kun med magikere, og nogle af dem havde genkendt ham og vendt sig den anden vej, men andre var imødekommende og bød ham velkommen. Det var da rart at ikke alle var fordomsfulde, som han selv var, men han fandt det nu forstyrrende at de kom brasende med mad han ikke engang gad spise.

Han åbnede døren og så til sin store overraskelse at hans terapuet fra fængslet stod udenfor. Han hævede sine øjenbryn og kløede sig i hovedbunden.
"Jamen goddag, frøken Hansen. Det var vel nok pusseløjerligt at se Dem her." Sagde han og så ikke specielt interesseret ud. Hun var en af de få der vidste at han var uskyldig, fordi hun var fandens god til sit job. Han vidste nok egentligt også godt at de havde haft en aftale denne dag, men han ville også gerne have lidt ro.

[Deleted]

Sofie nåede nok at flytte utålmodigt vægten fra den ene fod til den anden, omkring tyve gange før Iwan åbnede døren, ikke fordi han var længe om det som sådan, bare fordi hun trippede og hun var irriteret over at han ikke var dukket op.
Hun trak ikke en mine som han åbnede døren, da ikke lige foruden det ene øjenbryn som hun hævede en smule, "Fru Hansen, godt nok er jeg skilt, men jeg vil altid være en fru," pointerede hun og lod øjenbrynet slappe af igen, før hun rømmede sig en smule og flyttede vægten over på det andet ben endnu engang. Meningsløst, men ja.

"Oh, come on Mr. Malice, De dukkede ikke op til vores aftale, så jeg tænkte vi nok havde misforstået hinanden, så her er jeg," sagde hun, hun forstod virkelig ikke hvordan han gjorde det. Jo jo det var familie og sådan, men da hun havde fundet ud af, at Kaya var røget ind, havde det aldrig været faldet hende ind at tage hendes egen datters plads.
"Må jeg komme ind, eller skal vi bare tage samtalen her i døren?" spurgte hun roligt, uden helt at vide om hun havde lyst til, at råbe af ham for, at have brændt hende af, hun kostede trods alt Azkaban mange penge at have ansat, eller om hun skulle slå koldt vand i blodet og høre hans forklaring. Hun vidste jo at han var uskyldig.

[Iwan Yakov Malice]

Iwan følte virkelig ikke for at have en dyb samtale med en psykolog på dette tidspunkt og det var da også en af grundende til at han havde "glemt" at dukke op. Hun var en af de eneste der vidste at han var uskyldig og han havde fortrudt at han havde fortalt hende det. Selvom hun havde tavshedspligt, var han alligevel bange for at det ville komme videre og så ville André ende i Azkaban. Drengen var blevet så glad for sit job som fangevogter og Iwan ville ikke se hans liv blive ødelagt på grund af selvforsvar overfor den psykopat til Yegor Koshkin. Iwan havde slev slået ham ihjel, hvis ikke André havde gjort det.
Til hendes kommentar om at hun altså var fru, nikkede han bare og hævede sine øjenbryn imens han smilede.  
"Jeg kan vel ikke rigtigt holde Dem ude." Sagde han med et skuldertræk og flyttede sig, så hun kunne komme ind. Hun var en meget bestemt dame og han vidste at de kom til at have den samtale ligemeget hvad, så han kunne ligeså godt give efter.
"De må undskylde rodet, men jeg er lige flyttet ind og har derfor haft ret travlt." Sagde han uden meget følelse i stemmen. Han orkede ikke dybe samtaler og havde mest af alt bare lyst til at smutte ud af døren når hun ikke kiggede, men han ville dog heller ikke have at hun skulle slæbe ham tilbage til Azkaban eller være alene i hans lejlighed.

[Deleted]

Sofie havde en sort mappe i den ene hånd, som hun skiftede over til den anden hånd, deri lå alle hendes notater omkring Iwan, deres samtaler, samt aftaler omkring sammentykke, "De kende mig for godt efterhånden Mr. Malice," sagde hun som et smil kort viste sig på hendes læber, dog ikke i hendes øjne.
Hun trådte indenfor og lukkede døren efter sig, under hende klikkede de høje hæle på hendes sko. Hun lignede mest af alt nok en business kvinde i tøjet, nederdelen gik til lige under knæene, med et lille snit bagved, så hun ikke ville falde når hun gik, en hvid skjorte som var nede i nederdelen, og en lille blæser i samme mørkeblå farve som nederdelen.
"Det skal De ikke tænke på, jeg er her ikke for at se Deres hjem, men fordi jeg følte mig glemt," sagde hun og så på ham med et lidt sigende blik.

[Iwan Yakov Malice]

Iwan trak på skuldrene og gik ind i stuen og kiggede lidt akavet omkring. Han vidste ikke lige hvad han skulle gøre ad sig selv, men han måtte vel hellere byde hende på et eller andet, for hun havde tænkt sig at blive til de havde snakket, det var han sikker på.
"Eh.. Kan jeg byde på noget? Vand? Kaffe? En bette øl måske?" Sagde han og sendte hende sit charmerende smil, som han selvfølgelig ikke mente noget med. Han følte sig han havde brug for en selv i denne situation, men den kvinde snakkede meget og de skulle snakke om ham og det var ikke hans favorit emne.

Han kunne ikke helt lade vær med at smile da hun sagde at hun havde følt sig glemt. Han trak endnu engang på skuldrene og smilede til hende.
"Det skal du ikke. Jeg valgte bare ikke at dukke op." Han var meget rolig da han sagde det, for det var jo sandt. han havde ikke lyst til at tale om tingene, især ikke når han fortrød så meget at han havde fortalt hende det. Hun havde tavshedspligt ja, men han var stadig bange for at hun ville sige det videre og så ville Andi måske ryge i fængsel. Han ville benægte, hvis det kom til det.