Unexpected visit

[Zain Rigel]

@rolo

_______________________________

Zain ankom til det lille hus uden videre besvær. Klokken var næsten 4 om eftermiddagen og solen lod de sidste lune stråler glide over landskabet og efterlod det i en nærmest gylden belysning. Han stoppede kort op for at betragte det lille stenhus. Den omkring liggende have havde alt for mange blomster for hans smag, men eftersom han havde nydt at være en ulv, samt levet med det nærmest siden han blev født var hans sanser også skarpe hvilket betød af duften fra de mange blomster generede hans næse og nærmest gav ham hovedpine. Nogenlunde den samme følelse han fik hvis han gik i nærheden af en peroson der havde brugt for meget parfurme.
Med rolige og elegante skridt bevægede han sig op til hoveddøren som han afslappet bankede på. Han regnede ikke med at hun ville komme med frivilligt, så han havde skam forberedt sig på at dette her ville komme til at foregå ved magt. Ikke at det gjorde ham noget, han var faktisk ret stor fan af af vise folk sin overlegne styrke ved enhver given lejlighed.

Imens han afventede at hun skulle komme og lukke ham ind betragtede han igen den blomsterfyldte have og kunne ikke lade være med at ryste  en smule på hovedet over det. Hvad var det med kvinder og blomster? For mange af dem var det jo nærmest en besættelse. I virkeligheden - set med hans øjne - var det bare mærkeligt. Kunne blomsterne bruges itl noget fornuftigt som fx. at fremmane stormhateeliksir så kunne man snakke om det, men bare for at glo på dem? De var jo altid fyldt med insekter. 
Utålmodigt skiftede han vægten fra den ene fod til den anden. Dette her skulle nok blive interessant. Det have ikke været let at finde frem til hende. Faktisk var det lidt et tilfælde at han fandt ud af hun eksisterede. Han ledte efter månestenene oprindeligt, men havde i sin research fundet info omkring arvingerne til troldmanden der havde skabt dem. Det havde vist sig at en af hans efterkommere - meget muligt den eneste efterkommer - var en ung kvinde der eftersigende skulle være bosat i dette hus.
Endnu engang førte han hånden op for at banke på. Han havde aldrig været en tålmodig sjæl, det indrømmede han gerne, men for pokker! Hvor lang tid kunne det tage hende at åbne en dør? 

[Deleted]

Bing!

Lyden fra det lille muggler-objekt kaldet et ’æggeur’, fik straks den unge heks’ opmærksomhed til trods for, at hun sad lænet indover en tryllestav lavet af havre og æbletræ i dyb koncentration. Rolos hoved fløj op af forskrækkelse, og den lille dværgugle, der havde siddet og sovet på hendes skulder vågnede straks op og daskede automatisk til sin ejer. En ting hun var vant til, så det så ikke engang ud til at røre hende. Ikke det mindste. Hun ignorerede det blot og så flygtigt hen imod æggeuret i stedet for. ”Tærten!” udbrød hun svagt for sig selv, hvorefter det mærkværdige brillesæt med flere forskellige forstørrelses glas - klar til at blive skubbet ned foran hendes øjne, så hun kunne se tættere på detaljerne - blev skubbet op i håret, der tidligere på dagen var blevet samlet i en løs fletning i nakken.
Hun lagde forsigtigt sine redskabet på arbejdsbordet, før hun luntede igennem drivhus-afdelingen og videre ind i selve den beboede del af huset. Så snart hun trådte indenfor kom der liv i de fem puffskeins, og de var straks omkring hendes fødder, som hun bevægede sig i al hast hen imod køkkenet. Blot for at blive afbrudt igen af en banken imod hoveddøren. Hun stoppede kortvarigt og så sig over skulderen imod døren, men efter en smule overvejning var den tændte ovn en smule mere vigtig end en mulig besøgende. Hvem kunne det egentlig være? Hun havde ingen aftaler. Det havde hun sørget for. Ingen arbejdsaftaler den 14. februar. Men det gjorde hende bare mere forvirret. For hvem ville ellers begive sig så langt væk fra offentligheden?

Hun vendte sig hurtigt om og løb det sidste stykke ud i køkkenet - mirakuløst endte hun ikke med at træde på de følgende pelsklumpe. Ovnen blev slukket og lågen åbnet, så damp straks steg ud sammen med en skøn syrlig duft af bagte bær. Et par grydelapper kom efterfølgende svævende hen til hende. Lige til at gribe, inden hun bøjede sig ned og tog fat omkring den varme tærteform. Lige som det bankede på for anden gang. ”Øjeblik!” råbte hun uden at tænkte mere over det. Tærten blev taget ud, fyldte køkkenet med en endnu kraftigere duft af bagværk, hvorpå den blev stillet på komfuret til at køle af. "Jeg kommer nu!"
Grydelapperne blev kastet tilbage på køkkenbordet, inden hun drejede omkring og marcherede i al hast ud ad køkkenet og hen til trædøren. Hun gned hurtigt hænderne sammen for at fjerne mulige krummer eller andet og fik så endelig åbnet døren i et stor sving. Hun genkendte ikke personen udenfor, og hun måtte have stået og stirret overrasket på ham i det første sekund, før hun fik rettet sig ordentligt op og frembragte det sædvanlige imødekommende smil. ”Godeftermiddag. Er der noget jeg kan hjælpe med?”

[Zain Rigel]

Zain himlede med øjnene da han blev bedt om at vente. Det var en af de få talenter han ikke besad. Tålmodighed. Det måtte han have efter sin mor for hans far var nok en af de mest tålmodige personer han kendte. Ingen kunne vente flere år på at "det rette tidspunkt ville komme" som Carmine kunne. Han forhastede sig stort set aldrig hvilket godt kunne gøre Zain endnu mere opsat på at der skulle ske noget. Han var så elendig til at sidde stille. Efter ti minutter kravlede han som regel på væggene.
Han hørte fodtrin nærme sig døren fra den anden side og fandt passende et smil frem på læberne. Han kunne uden tvivl virke meget charmerende hvis han ønskede det.

Som døren blev svunget op kiggede han først ned på den unge mørkhåret kvinde og dernæst på hendes små pelstotter der skulle forstille at udgøre kæledyr. Zain skjulte væmmelsen godt nok til at hun nok ikke ville bemærke det. Han havde bare aldrig været godt til dyr. Det kom med det at være varulv.
Dyr - magiske eller ej - fornemmede "rovdyret" i ham og dermed frygtede de ham hvilket ofte endte ud i hvæsende katte, gøende hunde eller panisk baskende fugle og den slags.
Han havde godt nok vændt sig til det, men han havde måske ikke lige planer om at afsløre sig selv lige med det samme, nu skulle han først sikre sig at han var det rette sted, skønt han var 99 procent sikker. Han kunne genkende den rolige og afslappet fornemmelse han fik i kroppen når han var omkring hende. Underligt at en så gammel sten kunne sætte spor så langt ned i slægten.

"Godaften frøken," hilste han i en blid tone, der kun ville virke faretruende for dem der kendte ham og hans mørke sind. "Jeg beklager sådan at trænge mig på, men er De Rolo Harminn?" Han var allerede ret sikker på at han kendte svaret så det var et ret irrelevant spørgsmål, men det virkede bare som en god start for lige at bryde isen måske.

[Deleted]

Der rejste sig ingen form for genkendelse, da Rolo fik taget ham i et bedre øjensyn. Hun ville ikke påstå, at hun kendte alle – måske i omegnen, men der var hun sådan set den eneste – så det kom ikke bag på hende. Udover det faktum, at han tilsyneladende kendte hendes adresse og nu stod i fysisk form i hendes døråbning.
Det puslede om hendes fødder, og som hun så ned, nåede hun lige at se de fem puffskeins hoppe væk igen i en fart. I hendes øjne lignede det bare god opførsel. For de burde ikke klamre sig sådan til hende. Specielt ikke når der kom gæster forbi. Hun så sig kortvarigt over skulderne og fulgte dem i deres flugt tilbage til stueområdet, inden hun drejede opmærksomheden tilbage på den fremmede mand. Hun strøg en vildfaren tot hår væk fra sit ansigt, før hun atter var fuldt ved ham med det samme smile.

”Ja. Det er mig. I egen høje person.” svarede hun med et lille glimt af undring. At spørge nogen om de var en bestemt person havde altid været et akavet spørgsmål i begge retninger. Det virkede dumt, når man kunne svare ja, som forventede man, at folk allerede vidste, hvem man var. Og hvis svaret var nej kunne det virke akavet for den anden person. Men samtidig var det et nødvendigt spørgsmål. Hun lagde blidt sine arme over kors for at have dem til at lave noget i stedet for, at de bare hang slapt ned langs siden. Hendes kropsholdnings fik også et lille svang, da hun lagde mere vægt over på det ene ben. ”Hvem er det så, som jeg har æren af at møde?” Hun lagde hovedet en tand på skrå, mens hendes grønne øjne syntes at stråle af den samme varme venlighed, som hele hendes tilstedeværelse udstrålede.
Hun tillod sig selv at kigge op og ned ad ham, hvorefter hun studerede hans ansigt lidt mere. Kopierede ham, så han kunne få en plads i hendes hukommelse. ”Nåh ja! Jeg beklager for resten, at du skulle vente. Jeg havde en kage i ovnen.” Hun kastede let hovedet over skulderen i retningen af køkkenet. ”Forhåbentlig stod du ikke og frøs. Det er vist stadig ret koldt selvom sneen er så godt som smeltet.” Så længe havde han vel heller ikke ventet. Hun lo lavmælt i et kort øjeblik. Ikke for at være provokerende. Det var bare noget der blev tilføjet til hendes smalltalk.

”Men hvad kan jeg så gøre for dig?”

[Zain Rigel]

Han så afmålt på hende som hun bekræftede ham i hvad han allerede vidste. Dette her skulle nok blive godt. Enten kunne hun gå med frivilligt og ellers måtte han jo tage hende med magt, begge dele fungerede ganske glimrende for ham. "høj og høj, det er vel efter øjnene der ser," sagde han i et charmerende smil.
Et nyt smil som hun spurgte ind til hvem han var. Han rankede ryggen en anelse og så indtrængende på hende. Det ville være så let bare at nuppe hende og smide hende over skulderen, men Carmine var jo fan af at folk kom frivilligt. Personligt mente Zain at han var ved at blive for blødsøden på sine gamle dage. Hvorfor spørge når man havde magten til bare at tage hvad man ville have.
En hånd blev ført gennem det blonde hår inden den blev rakt frem mod hende, "Zain Rigel," præsenterede han sig uden at gå videre i dybden med det. Hun skulle nok finde ud af hvem han var inden længe. Alligevel bukkede han elegant nakken i et nik od hende som et tegn på respekt - hvilket udelukkende var for at vinde hendes tillid en smule - han respekterede ikke pelsløse og da slet ikke hendes slægt. Det kunne godt være at hendes forfar havde skabt forbandelsen af ulve for mange mange år siden, men han havde også skabt stenen der kunne kontrollerer dem hvilket Zain ikke var spor fan af.

Han nikkede blot til hendes undskyldning, "det skal du ikke tænke på. Er det blåbærtærte?" Han kunne lugte bær, men var ikke mega fan af den slags så han kunne tydeligt lugte bærerne, men kunne ikke genkende duften rigtigt fra det ene eller det andet bær. "Jeg kunne godt holde varmen." Svarede han og så på hende.
"Kan jeg komme ind et øjeblik?" Igen et venligt smil. Han skulle jo helst ikke skræmme livet af hende - endnu. Han lod hurtigt blikket glide lidt rundt for at lokaliserer hvor hun mon havde sin tryllestav. Forhåbentlig var hun ikke typen der rendte rundt med den i lommen eller noget.
Han smilede igen, "åh jamen hvor skal jeg begynde," han lo let. En glædesløs latter, men det var ikke noget man lige umildbart ville bemærke.

[Deleted]

Der rullede endnu et smil henover Rolos læber, da han hentydede til deres højde forskel, og hun rystede lettere opgivende på hovedet af det efterfulgt af et kort lille fnis, da det i hendes hoved blot havde lydt som en dum joke. Hun rakte straks sin hånd frem imod hans og trykkede den blidt, som hun var blevet lært og opdraget med. Der var ingen grund til at virke intimiderende. Specielt ikke i sit eget hjem. Ifølge hende selv var hendes hjem også et af de mest imødekommende. I hvert fald i forhold til andre, hun havde besøgt igennem hende lige. Og så igen - en hver lille ting havde været intimiderende for hende, da hun var yngre og ikke havde skudt i vejret endnu. Hun nikkede ligeledes bekræftende, da han præsenterede sig og måtte sippe sine læber sammen for ikke at gøre det samme. Ville have været akavet, da han tydeligvis allerede vidste, hvem hun var.

”Dog ikke. Men tæt på. Det er hindbær.” svarede hun ham muntert, og man kunne næsten høre for stolt hun var af, at have bagt, i hendes stemme. ”Blåbær har det bedst i sådan noget som muffins frem for tærter.” Hun sagde det som, var det aktuelle facts fremfor hendes egen mening. For selvfølgelig kunne de bruges til tærter ligeså godt som andre bær. ”Men jo da. Kom endelig ind.” Hun trådte et skridt til siden og lavede en let gestus med armen for at føre ham indenfor, før hun roligt lukkede døren i efter ham for ikke at lukke februar kulden indenfor i det magisk opvarmede hjem. ”Vil du have en kop te? Kaffe? Tærten er desværre ikke parat til servering endnu, så jeg kan ikke tilbyde dig et stykke.”
Hun trådte selv videre ind i huset sammen med ham og stillede sig overfor den såkaldte hr. Zain Rigel. Navnet virkede yderst bekendt. Eller efternavnet gjorde. Armene atter lagt over kors under hendes barm. Et lille trick der åbnede stillingen mere op. ”Hvad med at du begynder fra starten? Det er ofte det mest optimale.” Hendes glædelige ansigtsudtryk faldt pludselig en smule og hun så langt mere bekymret på ham. ”Det er vel ikke noget alvorligt..?” Der spillede sig mange forskellige scener i hendes hoved, selvom hun helst ikke ville tænke på det.

[Zain Rigel]

Zain var ikke ligefrem kommet for at få en introduktion i madlavning eller bagning, men skønt han altid havde været meget utålmodigt anlagt så forholdt han sig tavs og lyttede med påtvunget interesse til hvad hun fortalte ham omkring de to forskellige bær.
Varulven tog hende omgående på ordet og trådte ind som hun bød ham. Igen skulle han jo prøve at få hende med frivilligt for at hun skulle være mere samarbejdsvillig og blah blah blah. Han kunne ikke helt lade være med at studse over hvor roligt hun tog det at der stod en vildt fremmet og snakkede som om han kendte hende. Burde hun ikke være bare lidt freaket ud? Bare i det mindste overveje om hun skulle lukke ham ind? Hun havde nok ikke mødt mange skidte personer i sit liv blev han enig med sig selv om.
"Jeg takker for din gæstfrihed." Sagde han i en rolig tone og gik gennem huset mod stuen. Ikke at han havde været her før, men stuen plejede jo at være ret let at komme til.
Han nikkede, "en kop te lyder dejligt." Sagde han og satte sig i sofaen. Det krævede virkelig al hans tålmodighed, ikke bare at rejse sig og smide hende over skulderen så dette her sødme-show kunne smides til side, han var jo ved at kaste lidt op i sin mund over sig selv lige nu.

Da hun bad ham begynde nikkede han blot og gennemtænkte kort hvordan han lige skulle ligge ud, for helt ærligt hvor mange gode måder af "du er beslægtet med ham der skabte månestenene og nu vil vi gerne have dig til at skabe flere så vi kan overtage det magiske og ikke magiske samfund." Chancen for at hun ville bryde sig om den ide lå ham lidt fjern.
Han rømmede sig. "Njaa, ikke sådan videre alvorligt." Sagde han og satte sig lidt bedre til rette. "Ser du, faktisk så er jeg her for at tilbyde dig et job." Det var nok en lidt rundhåndet forklaring, men hey, bedre end det andet og så var det da delvist rigtigt. "Du vil få meget ud af det til gengæld." Lokkede han selvom det nok ikke ville forhindre at hun ønskede at høre nærmere om det inden hun sagde ja tak.
Det var mærkeligt han kunne mærke at hun havde en beroligende effekt på ham, måske det var grunden til at han endnu ikke var eksploderet i utålmodigthed. Han lod blikket glide fra hende og rundt i rummet både for at skabe en lidt dramatisk pause, men også af nysgerrighed for om hun måske allerede vidste hvem hun var. Det ville jo ikke være unaturligt at hun kendte sine rødder skønt det lå mange århundrede tilbage.

[Deleted]

Rolo blev noget overrasket over, hvordan han meget hurtigt tillod sig at lade som om, han var hjemme. Han virkede til at være vant til at bare vade ind i andres folks hjem og smide den akavede fornemmelse, der ofte hang i luften ved sådanne situationer. Det burde nok ikke komme bag på hende, for hun havde som sådan inviteret ham indenfor for ikke at tale om, at hun straks havde budt ham på noget at drikke. Men hun havde det nu stadig som om, at han overtrådte en af de uskrevne regler. Han var trods alt en komplet fremmed for hende! Dog havde hun ingen intentioner om at beordre hans møs væk fra hendes møbler. Sket var sket, og hun måtte blot bide det i sig som den mindre og unødvendige detalje, det egentlig var.

Det tog hende ikke længe at få gjort to krus te klar. En pose hjemmetørrede teblade knuste pebermynte stokke fra Kandisbaronen havde allerede stået i blød. Klar til at blive serveret. Godt nok lige siden morgenstunden - hvor hun havde fået slæbt sig ud af sin alt for indbydende seng - men fysikken var ikke det samme som mugglerne. Her mistede teen hverken smag eller varme, så længe det forblev i karaflen. Forsigtigt, men også stadig vant, balancerede hun med et krus i hver sin hånd fra køkkenet og gjorde sig ekstra udmage i ikke at snuble ned ad det lille trin, der afskar dagligstuen fra resten af det lille hyggelige hus.
”Et job?” gentog hun spørgende, mens hun roligt overrakte ham hans krus - eller krop. Det var trods alt ikke plastik men keramik. Hun stillede selv sit eget på sofabordet, inden hun fluks fik lukket døren ud til hendes værksted. ”Og hvad indebærer så det her job?” Nej. Hun bed ikke så hurtigt på krogen. Hvem ville også det? Godt nok var hun ikke typen, der mistænkte hver og en lille nullermand, men hun gik heller ikke ind med bind for øjnene. Hun dumpede selv ned i en af lænestolene og svang automatisk det ene ben over det andet, inden hun lænede sig ind for at få fingre i sin egen te. Hun satte en albue imod armlænet tættest på Zain og sofaen og lænede sig selv ligeledes hen imod den tide, hvor hun blødt støttede sit hoved på sin hånd. Interesseret.
”Jeg kan forstå, at det ikke er det daglige hips som haps, siden du ikke blot sendte en ugle af sted. Det er noget af en rejse, at komme helt her ud. Selv med transferering.” sagde hun med et let hjerte. Bekymringsfrit, måske. "Søger du måske en knap så tilgængelig kerne??" Selvfølgelig forventede hun med det samme, at det måtte have noget at gøre med tryllestave. For hvad ellers? Det var hendes job at lave disse magiske våben. Og han sad og snakkede om et job.

[Zain Rigel]

Skønt Zain egentlig var opdraget til at være høflig og charmerende, så havde det nok aldrig rigtigt slået igennem hos ham. Han var alt for opfaren og provokerende. Måske det kom sig af den lettere traumatiske barndom. Hans far havde kidnappet ham og hans mor havde ikke engang forsøgt at finde ham.
Senere hen havde Carmine forklaret ham hele historien om hvordan hans mor havde forrådt dem og fået slået en masse varulve ihjel. Zain kunne godt huske sin mor. Han havde været 9 år gammel da det skete, og han følte nok lidt at hans mod havde ladt ham i stikken.
Nu var han sådan set godt tilfreds med måden tingene havde udviklet sig på, men dengang havde han kun været et lille barn der måtte lære at leve livet velvidende om at hans mor ikke gad lede efter ham. Eller det var da i hvert fald den historie han havde fået fortalt. Han havde da også opsøgt sin mor for nogle år tilbage for at kræve svar på en del ubesvarede spørgsmål, men han havde fundet ud af at hun havde en ny familie. Derfor havde han aldrig konfronteret hende, men bare holdt sig i skyggerne. Hun levede et perfekt liv, men de Zains søskende der var fri for forbandelsen og Zain gik ud fra at det måtte være derfor hun aldrig havde prøve at finde ham, fordi han var varulv. Dette havde sendt ham ud af raseriets vej, og i vrede og arrigskab havde han bidt sin egen lillesøster, udelukkende i håb om at hans mor ville skubbe hende ud også, men det skete bare aldrig. Det svigt havde været så stort at de enkelte kærlige følelser han havde tilbage, havde han lukket ude og i stedet ladet vreden overtage.
Han var ikke længere typen der gjorde sig i medfølelse og venlighed. Han gjorde kun ting der kunne gavne ham selv og han var ligeglad med hvem han skulle dræbe for at få hvad han ville have!

Alle disse meningsløse tanker blev hurtigt skubbet i baggrunden som hun snakkede og tvang ham tilbage til virkeligheden. ”Arh det er ikke noget særligt,” forsikrede han løgnagtigt som han slog let ud med en ene hånd. ”Ser du, du skal sådan set bare skabe en lille bitte ting og du vil naturligvis blive rigeligt belønnet!” Eller måske ikke, men det kunne han jo være ligeglad med. ”Du er tryllestavsmager ik?” Kunne hun lave magiske pinde kunne hun vel også lave magiske sten? Det var vel samme surdej!
Han så til som hun kiggede interesseret på ham og spurgte videre ind til sagens kerne. ”nuvel.” Sagde han blot og rettede sig en smule op for at fremstå lidt mere vigtig.
”Du har ret, jeg er ikke kommet hele denne lange vej bare for at sige hej til dig Rolo.” Svarede han uden at være sikker på om hun havde det okay med at han bare gjorde brug af hendes fornavn på den måde. Uanset hvad kunne de være ret ligegyldigt for hun skulle nok komme med, hvad enten hun ville det eller ej. ”Fortæl mig, siger ordet ”månesten” dig noget?” Han så afventende på hende.

[Deleted]

”Jo. Den bedste i området.” Var det bare hende, eller sad han ikke bare og gentog sig selv? Rolo havde godt forstået, at han havde noget arbejde til hende. Og hun havde også udmærket forstået, at hun ville blive belønnet for, hvad hun gjorde. Det eneste hun egentlig søgte yderligere var mere viden om dette arbejde. Og han syntes meget bevidst at snige sig uden om det. Som forsøgte han at undgå at svare, hvilket langsomt begyndte at prikke til hende. En prikken hun prøvede at formindske ved at tage en måske alt for står slurk af sin te. Heldigvis lykkedes det hende at undgå en katastrofe, men det tog lidt kræfter for hende at synke. Dog så det ud til, at Zain endelig havde taget sig sammen til at nærme sig sin pointe, da fokuserede tilbage på ham.

Forundring var at se i hendes øjne og det spredte sig videre igennem hendes ansigt. Hun tog et par sekunder til at bare se på ham, som ville hun få noget ud af det. Som var hun faldet i staver. ”Månesten? Ja. Jeg har hørt en del rygter og historier om de såkaldte månesten.” startede hun, inden hun lænede sig tilbage og så eftertænksomt op i loftet. Og så tilbage på Zain. ”Det er de sten der siges at have en magisk effekt på varulve, er det ikke? Efter ministeret valgte at forhøje sikkerhedsmetoderne mod varulveangreb, var der vist nogle, der begyndte at tro, at fortællingerne om disse ’bæst-kontrollerende' sten, var sande.” Hun holdt roligt om sit krus med begge hænder og slog blidt sin ene pegefinger mod kruset kant.
Hendes ansigt blev en smule blødere. Hun fjernede sit ben fra det andet og satte sig igen lidt bedre op, før benene kom over kors for anden gang. ”Men personligt har jeg aldrig set en månesten. Hvis de overhoved findes, så er det også en meget sjælendt krystal.” lo hun hjerteligt. ”Vent.” Hun holdt brat inde og installeret sit blik en smule mere direkte mod sin gæst. ”Er du måske i besiddelse af en? Er det dét, som det her handler om?” Hun havde før brugt krystaller i sine stave. Det var ikke noget nemt arbejde, men det var ikke umuligt for hende længere. Men samtidig var der noget der sagde hende, at denne mands besøg ikke var grundet en tryllestav. Han havde trods alt spurgt ind til, om hun var en stavmager for ikke så lang tid siden, og dem der opsøgte hende personligt vidste som regel, hvad der indebar.

[Zain Rigel]

Hun var da ikke bange for at tale sig selv op og lige den del kunne han da godt give hende lidt credic for, men på den anden side, hvor mange mennesker boede der lige "i området" det var jo nærmest ingenmandsland dette her.
Det var ret tydelig at hun blev en smule overrasket over overspringet til månesten i samtalen. Zain forholdt sig dog stille så hun kunne tygge lidt på det inden hun svarede.
Den korte ventetid brugte han på at reflekterer hendes handling ved også selv at tage en tår af sin te. Det smagte faktisk ganske udmærket og han tog sig lige et par lange sekunder til at nyde den i inden han igen drev sig tilbage i dialogen med hende.
Sandheden var jo at han ikke anede om hun i det hele taget var klar over hvor hun stammede fra. Med så "fint" blod i årerne var det jo nærmest en skam hvis hun ikke gjorde.
Da hun klargjorde sin minimale viden omkring emnet, kunne han dog godt regne ud af hun nok ikke slægtforskede i sin fritid. Der var dog et ord der piercede hans øre mere end resten af sætningen, "bæst-kontrollerende" for et kort sekund kunne han mærke hadet vokse en smule, bevidst eller ej skulle hun da ikke sidde og nedgøre en race der på alle måder var en almindelig magiker langt overlegen!

Han lod det dog ligge og lagde bånd på sig selv. Pokker tag hans far åndsvage regler med at folk helst skulle komme frivilligt. Han havde ændret sig meget over de sidste år. Blevet mere blødsøden lod det til. Zain brød sig ikke om det, folk skulle frygte en! Jo flere der frygtede en jo større en flok tilhængere fik man. Man kunne jo bare se med Voldemort.
Ikke at Zain gik op i den tamme fetich manden havde haft med blod, men han havde sguda vidst en ting eller to om at lede. At det så var endt uheldigt for ham i sidste ende var jo bare hvad det var - uheld.
"De virker som stormhateeliksir hvis en varulv er i besiddelse af en under en fuldmåne, derudover har de kraften til at kunne kontrollerer varulve i visse tilfælde." Forklarede han roligt og med fast mine, men det gav nok lidt samme effekt som hvis han havde forsøgt at overbevise en muggler om at påskeharen fandtes.
Han rettede ryggen en smule. "De er ganske sande," slog han til sidst fast, "jeg har ikke en selv, men jeg kender en der har." Forklarede han. Enten ville hun tro ham eller også ville hun tænke at han var bindegal, begge muligheder var ret sandsynlige. Han tog endnu en tår af koppen som han atter lige lod hende veje hans ord.

[Deleted]

Der kom en klar reaktion fra Rolo, da Zain sammenlignede den berømte og berygtede sten til Stormhatteeliksiren. Der kom nærmest stjerner frem i hendes øje, og hun syntes at blive langt mere opmærksom på deres samtale. Hun lænede sig endda en smule længere fremover, inden hun tog en puster og tog sig sammen igen. Eliksiren var ikke sjælend. Den var svær at lave, men for en med erfaring var det lige så nemt som at blande en portion af Den Levende Døds Drik på en kedelig søndag eftermiddag. Hun blinkede forundret et par gange. Og så voksede hendes smil. Men det var ikke direkte personlig interesse, der hang over hende.

”Det må være nogle kraftfulde sten. Det er en skam, at der kun siges at findes… hvad? Syv? Otte? Altså – Hvis ministreret har så mange ’problemer’…” Hun brød sig ikke om, hvordan ministeret håndterede varulve. Ikke efter at have mødt en, talt med en og hørt hans side af historien. Så hun lagde ikke skjul på sarkasmen der lo i ordet ’problemer’. ”…burde de se ind i at så skabt nogle flere. Hvis altså – som du siger – at de faktisk findes.” Ikke nok med at Stormhatteeliksiren blev holdt på afstand fra dem, der ikke havde råd. Men nu var der en sten, der kunne gøre det samme.
Hun rystede opgivende på hovedet for at få fjernet sig selv fra sit tankespind, inden det blev alt for forvirrende for hende. Inden alt for mange tanker fyldte hendes hoved. Det var ikke meningen med dagen. Hun tog en hurtig slurk af teen, hvorefter hendes blik søgte rundt i huset. Krusset blev stillet tilbage på bordet, og hun satte sig helt ud på kanten af lænestolen. ”Hør, M-… Zain.” Han havde brugt hendes fornavn, så det havde givet hende tillade til at bruge hans. ”Du må ikke misforstå mig, men jeg forstår ikke, hvorfor du vil tale med mig om det her. Jeg er ikke nogen krystal ekspert. Jeg er ikke engang en brygger. Jeg er en tryllestavsmager. Jeg laver tryllestave.” Hun smilte undskyldende og rejste sig derefter op. ”Jeg vil gerne vide mere, men jeg er bange for, at du har fanget mig på et forkert tidspunkt. Jeg har desværre ikke tid til at fortsætte samtalen. Det er min fridag, after all.”
Hun bevægede sig op ad trinnet ud af dagligstuen og hen imod spisebordet. ”Ser du. Jeg var faktisk på vej ud ad døren, da du ankom.” Hun så sig flygtigt over skulderen med et muntert smil rettet mod ham. ”Det er min fødselsdag i dag, så du kan nok forstå, hvorfor jeg ikke er meget for at bruge hele min dag på at arbejde.” Hun vendte tilbage til spisebordet, hvor hun fandt et lille stykke pergament frem og trak sin fjerpæn. ”Jeg er tilbage mandag i næste uge, så du er velkommen til at komme tilbage så længe det er efter klokken ni.” Fjerpennen kom tilbage i sin holder og hun drejede livligt omkring på hælen for at have fronten mod Zain i håb om at han ville rejse sig og gå af sig selv. Hun pustede blidt på blækket for at lade det størkne inden hun foldede det sammen og holdt det klar til ham at tage. ”Igen – jeg beklager virkelig. Men jeg troede ikke vores samtale ville tage for meget tid.”

[Zain Rigel]

Hun brændte vidst ret meget for at lege med eliksirer, syntes han at kunne fornemme på hende. Selvom hun ikke sagde det højt kunne han fornemme en form for begejstring der lå bag hendes udtryk som han fortalte.
Hver sin passion. Han havde aldrig interesseret sig særlig meget for noget af det man kunne lærer i skolen, han var den elev der altid endte i slagsmål og brugte mere tid på eftersidninger end på at lege med de venner han ikke havde.
Han havde endda været tæt på at blive smidt ud en enkelt gang. Latterlige, ynkelige mennesker!
”8 sten,” svarede han meget hurtigt som havde han svaret siddende på rygraden. Det havde han næsten også. Han havde søgt efter stenene gennem mange år. ”Men ja, de er meget kraftfulde. Man kan som sagt kontrollerer en varulv under fuldmånen hvis man besidder en, men det er dog ikke helt risikofrit.” Man skulle jo røre ved den fuldt udviklede varulv imens man bar stenen for at få det til at virke. Så ville det til gengæld også holde under hele den givende fuldmåne.
Han kunne ikke helt finde ud af hvis side hun var på, men det var vel i grunden også ligegyldigt. ”Det er netop derfor jeg er her,” sagde han roligt. At fortælle hende jo flere sten man samlede jo mere magtfuld blev man var en detalje han besluttede sig for at udelade. Det var nok bedst. ”Min far er varulv, han besidder sådan en sten og jeg kan forsikre dig om at den virker.” Sagde han roligt.
”Vi tænkte at du måske ville være i stand til at lave flere, for at hjælpe varulve til at kunne kontrollerer dem selv under fuldmånen.” Okay delvist sandhed. Der var også den lille detalje med at besejre de andre flokke, men igen, mindre detalje hun ikke behøvede at bekymre sig om.

Som hun pludselig – og til hans forbløffelse – cuttede samtalen af mærkede han trangen til at ryste på hovedet af hende. Tænk at hun troede at hun havde et valg, det var jo næsten sødt. ”Du laver da tryllestave med kerne af krystal?” Begyndte han og rejste sig ligeledes op.
Hans tålmodighed, der i forvejen ikke var særlig stor, var ved at blive brugt op. Fridag? Fridag?! Hun måtte da tage pis på ham. Han troede lige de havde gang i en seriøs samtale.
”Men med din hjælp vil du kunne hjælpe mange varulve,” sagde han og forsøgte at lyde som om at hun var det sidste håb.
Han så næsten chokeret til som hun spidsede ham af og han rystede på hovedet inden han trådte frem mod hende og greb fat om begge hendes håndled. ”Jeg er måske bange for at jeg ikke fik formidlet mit budskab helt rigtigt.” Begyndte han som øjnene skiftede over og blev gyldne og dyriske, ”faktisk har du ikke noget valg.” Han smilede og afslørede et par spidse hjørnetænder der ikke havde været der for få minutter siden. ”Ser du, sagen er den at du kommer med mig hvad enten du vil det eller ej.” Han strammede taget om hendes håndled for at afsløre bare en smule af den styrke han besad.
”Dette her kan ikke vente, men hvis du skynder dig med at hjælpe os kan du jo nå at være hjemme til mandag i næste uge inden klokken 9.” Hans udstråling var nok en kende uhyggelig lige nu, men hun virkede også til at hun havde brug for at blive lidt skræmt for at modtage hans budskab.

[Deleted]

Rolo havde før haft med utilfredse folk at gøre. Det var dog sjælendt at det var kunder eftersom hun altid gjorde sit arbejde ordentligt og til det potentiale, som hendes evner rakte, hvilket efterhånden var langt, hvis hun selv skulle sige det. Men det øjeblik at han hænder greb omkring hendes håndled i stedet for det lille stykke pergament, hun havde holdt ud for ham, blev hun nervøs. Automatisk forsøgte hun sig med at rive sine hænder fri. Selvfølgelig virkede det ikke. Han havde et langt mere fast, end hvis det blot havde været et mærkværdigt håndtryk eller lignende. ”Hey! Slip mig!” udbrød hun bestemt, inden hun lod sit blik glide fra deres hænder og op til hans ansigt, hvor hun blev mødt af hans nye dyriske udseende. Noget der straks fik hende til at tie og stod og stirrede på ham i stedet.
Diskret tog hun et enkelt skridt tilbage med den ene fod, som for at finde bedre fodfæste. Have en bedre balance, hvis han prøvede på noget. Der var et noget overrasket – og lettere forskrækket – udtryk i hendes ansigt, som hendes øjne ikke kunne tages fra hans gyldne iris. Denne mands far var varulv. Så hvorfor skulle han ikke også være det? Det gav jo kun god mening. Hun skar en kort grimasse, da han strammede sit tag og fik hende ligeledes til at komme ud af den trancelignende tilstand og tilbage til virkeligheden, hvor hun egentlig ikke stod i det bedste lys. ”Arh…” beklagede hun sig sagte, og så tilbage til sine stakkels håndled, hvor hendes fingre havde foldet sig ud. Trykket på pulsåren gjorde det for ubehageligt at knuge hænderne. Hvorfor gik de altid efter håndleddene? Stod det skrevet ned et sted, at Rolo Rose Harminns håndled var den unge heks’ svage punkt?
Med et kast med hovedet for at få fjernet håret fra sit ansigt, så hun atter op på Zain og sukkede nærmest ud. Hendes mund stod åben, som var hun klar på at sige noget. Det samme var at se i de naturgrønne øjne. Der er ikke længere noget tegn af det imødekomne smil, der ellers havde præget hendes udstråling lige siden han var ankommet. ”Du kunne ikke have valgt en bedre dag?”

Uden at afvente et svar fra ham, tog hun en dyb indånding. Og med fortsat øjenkontakt, fortrak hendes ansigt sig mere spidst. Hendes hænder blev erstattet af blå fjer. Men det varede kun et splitsekund, før varulven ikke længere havde fat omkring andet end luft og en lille blåmejse var at finde på gulvet. Dog kun i det korte øjeblik, inden fuglen baskede kraftigt med vingerne og lettede uden problemer. Hun var ikke meget for at forvandle sig. Ikke foran andre i hvert fald. Ligemeget hvor meget hun nød at have mulighed for at udøve den slags højt avanceret magi, så var det ikke noget hun brød sig om at andre kendte til.
Der var ikke mange steder for den lille pjuskede fugl at flyve til i huset. Der var hullet, hvor hendes ugler kom igennem, men flugt instinktet var ikke trådt ind endnu, og hun endte i stedet i den anden ende af huset – Stuen.
Med så mange møbler imellem hende og Zain, vendte hun så tilbage til sig selv blidt i landingen. Bare så hun ikke skulle fumle med at rejse sig op efterfølgende. ”Hvad får dig dog til at tro, at jeg kan skabe magiske krystaller?!” var det første, der kom ud ad hende, så snart hun kunne bruge det menneskelige sprog igen. Hun lød ikke yderligere glad. ”Ja, jeg laver stave, hvor kernen er af krystal, men det er lavet med allerede skabte krystaller!” Hun gned ømmende sine håndled, som hun tog et skridt tilbage for at nå døren ud til værkstedet. Hvorfor lukkede hun den også? ”Og så vil du have mig til at lave en månesten! En krystal, som jeg ikke engang viste fuldt ud eksisterende.” Vrede var hovedgrunden til, at hun nu havde hævet sin stemme for ham. Hun havde ladet ham ind i sit hjem med et godt hjerte, og nu dette! ”Hvorfor ikke gå din far til, at lave flere? Han må vide langt mere om dem, eftersom han er i besiddelse af en.”

[Zain Rigel]

Han kunne godt se på hende at han havde overtaget lige nu og den følelse var så befriende at han havde svært ved at skjule tilfredsheden i sit ansigt. Han havde altid været glad for magt, ingen tvivl der og dette her var bare et nyt boost til hans i forvejen alt for store ego.
”Beklager smukke, men vi to har lige nogen ting der skal ordnes, måske, og kun måske, overvejer jeg at slippe dig fri bagefter, meeen du skal nok ikke sætte dine forventninger for højt.” Nu var smilet gledet over og var blevet mere provokerende måske endda lidt djævelsk og han rystede på hovedet, ”hvorfor? Fordi det er din fødselsdag? Så du ville fortrække at jeg kom tilbage samme tid i morgen og så ville du have det bedre med situationen?” Selvfølgelig ville hun ikke det, det var også derfor at hans stemme dryppede af sarkasme.
Desværre for ham lod situationen til at vende rundt ret hurtigt for ham da hendes håndled blev undelige at holde om som om de ændrede sig i hånden på ham, blev glattere. Smilet forsvandt som han overrasket sænkede blikket til deres hænder kun for at få et kort glimt af hvordan hendes hænder med lethed gled ud af hans greb som de blev forvandlet til vinger. Her var han ved at tabe kæben fordi det kom fuldstændig bag på ham og han hadede simpelthen overraskelser.
Hvorfor havde han ikke vidst at hun var animagus?! Han burde havde undersøgte hende bedre, men han havde jo været så opsat på hendes baggrund at han ikke havde lagt sin opmærksomhed i nogen særlig mange andre ting.

Han gav det et par forsøgt at fange den lille fugl i luften – dog uden held – og han måte derfor se til som hun landede i den fjerne ende af rummet og derefter forvandlede sig tilbage til den kvinde han kort forinden havde haft fat i. Skønt han forsøgte meget ihærdigt var irritationen over at være blevet ”narret” ikke til at skjule.
”Det ligger jo i dit blod.” Kommenterede han som snakkede han til en retarderet person. Han var ikke synderligt interesseret i at stå og chidchatte så i hovedet var han allerede ved at planlægge sit næste træk.
Hendes næsvise attitude fik ham til at genoverveje om hun var værd at slæbe med tilbage eller om han bare skulle knække nakken på hende. Han kunne jo naturligvis altid brække en arm på hende, bare lige for at understrege sin pointe, ingen skulle tage røven op ham!
”Se det er en lang historie og jeg da glædeligt fortælle dig om den hvis du komme med mig.” Skibet med forhandling var nok sejlet for lang tid siden men man kunne jo altid forsøge. ”Du ved, dine forfædre og alt det.” Prikkede han for at vække hendes nysgerrighed som han langsomt bevægede sig frem mod hende igen.