Deleted
•
Posts: 0
Likes:
|
Post by Deleted on Apr 20, 2016 9:41:35 GMT
@rosangela Skt. Mungos Kl. 18.30
Andrew havde så småt mistet fornemmelse af tid og sted, ikke helt sikker på hvor mange timer og dage han havde brugt på Skt. Mungos ved siden af kvinden hvis fornavn han havde gættet ud fra en halskæde hun havde på, Rosa kaldte han hende bare, det var kort og det lød sødt.
Andrew var der for hende, mest fordi at det jo var hans skyld og han havde dårlig samvittighed, sådan var han bare af natur og selvom lægerne ofte tjekkede til hende, så gjorde han også. Han havde ikke mødt venner eller familie der havde besøgt hende, hvad nu hvis hun slet ikke havde nogen?
Denne morgen var som alle andre, han gik roligt ned af gangen med friske blomster, liljer, hvide, dem var han selv så glade for så nu havde han nok bildt sig selv ind at hun også ville kunne lide dem.
Hun så så sød og rolig ud når hun lå der og sov, Andrew havde ikke rigtigt nogen holdning til hvordan hun var, men han havde da måske en idé om det, han havde jo brugt mange timer ved siden af hende og talt til hende, uden overhovedet at vide om hun havde nogen fornemmelse af at han var i nærheden. |
|
Deleted
•
Posts: 0
Likes:
|
Post by Deleted on Apr 24, 2016 21:21:10 GMT
En irriterende bippende lyd fangede hendes øre. Den var konstant vedvarende, et bip, et par sekunders pause, så et nyt bip. Det begyndte at blive en kende irriterende. Langsomt begyndte hun at misse med øjnene. Solens stråler stod ind i rummet og blændede hende kortvarrigt.
Hun sukkede og ville have sagt noget, men hendes hals var tør og kun kunne ikke få et ord ud. Istedet begyndte hun at hoste, det føltes som sandpapir. Hun hostede igen og kneb øjnene let sammen for bedre at kunne tyde alt det hun så. Det var svært når det var så lyst, som kunne hendes øjne ikke helt vende sig til det.
Hun blinkede yderligere et par gange før omgivelserne begyndte at blive tydligere for hende. Hun kunne dufte blomster. Langsomt drejede hun hovedet mod en mand hun aldrig havde set før. "H-hvor er jeg?" Spurgte hun i så svag en stemme at den næsten ikke kunne komme over hendes læber.
Det føltes underligt. Hele kroppen føltes svag og opgivende, som om hun slet ikke kunne bevæge sig. Langsomt forsøgte hun at flytte sin hånd, men den bevægede sig stort set ikke. Hvad i alverden skete der? Hvor var hun? Hun var så forvirret over alt dette her.
|
|
Deleted
•
Posts: 0
Likes:
|
Post by Deleted on Apr 25, 2016 8:30:24 GMT
Andrew nåede kun lige ind på stuen, som han hørte hende sige de svage ord, hvilket fik ham til at haste over til hende: "Hey! Rosangela? Er du okay?" spurgte han, han ville helst ikke bare kalde hende Rose eller noget hvis hun nu syntes det var mærkelit, eller angel... Han vidste jo ikke hvad hun blev kaldt.
Han overvejede et øjeblik om han skulle kalde på en læge, men for nu så hun jo okay ud så han kunne måske godt lige bruge et øjeblik med hende. Han have virkeligt ikke forventet at hun sådan lige ville vågne igen, men det var jo fantastisk
"Du blev kørt ned, du er på hospitalet.." sagde han, han anede slet ikke at hun var magiker eller hvor gammel hun var, hvem hendes familie var eller hvorfor ingen havde besøgt hende.
"Jeg hedder Andrew, det var mig der kom til at køre dig ned, jeg... Der har ikke været nogen at besøge dig, så jeg har været her for at sikre mig du var okay" sagde han roligt og havde lyst til at stryge hende over håret, men gjorde det ikke, det ville nok være en smule for creepy når de nu ikke rigtigt kendte hinanden. I stedet smilede han bare til hende.
|
|
Deleted
•
Posts: 0
Likes:
|
Post by Deleted on Apr 28, 2016 16:09:57 GMT
Hun blinkede forvirret og stirrede på den fremmede mand. Hvem pokker var han og hvor i alverden var hun? Hun kunne slet ikke finde hoved og hale lige nu. Kendte hun ham? Han lod da til at kende hende? Det var vel hendes navn siden han kaldte hende det? Det løb hende koldt ned af ryggen som det gik op for hende at hun ikke kunne huske om det var det hun hed.
Hun bed sig i læben og forsøgte at koncentrerer sig, men det eneste der kom frem var en massiv hovedpine. Hun gispede lidt. Hvem i alverden var hun?
"Hospitalet?" Hvad i alverden var der sket. Hun kiggede rundt, men det lignede ikke noget hun havde set før. Hun kunne mærke panikken stige i kroppen. Hun betragtede ham lidt. Hans stemme virkede beroligende og bekendt. Måske hendes underbevidsthed havde samlet den op når han havde snakket til hende.
"Hvor længe har jeg været her?" Spurgte hun for at få en nogenlunde tidsfornemmelse. Hun rakte lidt forsigtigt ud efter hans hånd, for nu var han det eneste velkendte i alt dette her rod, men forhåbentlig skulle hun bare lige i gang og så ville hun huske alt. "Jeg kan kende din stemme," sagde hun lidt tænksomt og førte en hånd gennem håret så en blå lok faldt frem, havde hun blåt hår? Hvorfor? Hun anede slet ingenting.
|
|
