Squibs stick together

[Deleted]

Squibs stick together
@trevor

Det havde været en, af de længste dage på arbejde, som Ivery havde været udsat for længe. Den havde ikke varet mere end de sædvanlige 8 timer, men eftersom den lille café havde været fyldt til renden, havde tiden sneglet sig afsted. Værst havde det dog været, at skulle servere the og kaffe for de kunder, der langt om længe var nået igennem den lange kø og op til kassen, og tilsyneladende havde tabt både det gode humør og deres tålmodighed på vejen. Det var derfor med tunge skridt, at Ivery gik igennem Diagonalstrædet, på sin vej hjem. Det var sen eftermiddag, men Diagonalstrædet var endnu fyldt med mennesker, men Ivery ænsede ingen af dem. Hun gik blot i sine egne tanker, og hverken lyttede eller så, til en drengestemme alligevel formåede, at trænge igennem. “Se! Det er dén stav, jeg håber på at få! Min far har en magen til.”

Nysgerrigt så Ivery op og så sig omkring, til hun fik øje på de tre små drenge, der stod med næserne presset mod ruden af Ollivanders tryllestavsfortetning. “Wow,” sagde de andre to drenge i kor, mens Ivery stoppede op, for at se på drengene på afstand. De kunne ikke være mere end ti-elleve år gamle, og skulle formegentlig alle starte på Hogwarts til september. Bare tanken gav et lille stik i hjertet på hende. Hun havde aldrig selv fået lov til, at købe en tryllestav eller gå på en magisk skole, men eftersom hun var født uden magiske evner, ville det aldrig blive til andet, end bare drømme. Hun sukkede, skuffet over sig sig selv og sine manglende evner. Hvad lavede hun egentlig i den magiske verden, når hun absolut intet havde at gøre med magi? Jo selvfølgelig var der visse fordele, blandt andet hendes højtelske susepulver, der fungerede hundrede gange bedre til transport end Londons Underground system og også diverse andet fis, der alligevel gik i stykker, når man havde aller mest brug for det. Nej, susepulver var pålideligt, og fik dig nøjagtigt derhen, hvor du ønskede.

“No way, se den nye kost!” Ivery blev igen revet ud af sine tanker, som drengene fór forbi hende, i retning af Quality Quidditch Supplies (Kvalitetesudstyr til Quidditch). Uden drengene foran vinduet, kunne Ivery ikke længere holde sig selv tilbage, og befandt sig kort efter helt fremme ved forretningens store gadevindue og stirrede ind på de mange tryllestave, der alle var pakket sikkert ned i hver sin æske.
Endnu en gang sukkede hun dybt, og vendte sig for at gå videre, men fik i samme sekund et hårdt skub og ramlede ind i ruden. Vreden boblede straks op i hende, og hun vendte sig hurtigt imod gerningsmanden; en høj og muskuløs fyr, der så ud til, at være et par år ældre end Ivery selv. Klar til, at komme med en spydig bemærkning, åbnede hun munden op, men den fremmede kom hende i forkøbet. “Så se dig dog for! Tror du, at du er den eneste mand på strædet eller hvad har du gang i?" Hvem pokker var han egentlig, sådan at give hende skylden? "Excuse me, men du gik ind i mig," snerrede hun og lagde armene over kors, men nåede dog ikke at sige mere, inden den fremmede sendte hende et yderst koldt og ubehageligt blik. "Dig kender jeg. Du er fuseren, der bor længere oppe af strædet." Med de ord blev hun tavs. Hun stirrede på ham, og vidste ikke hvad hun skulle sige. Benægte? Nej, det var nok lidt for sent nu. Tilstå? Noget skulle hun sige, for han så ud til, at blive mere og mere aggressiv som sekunderne gik. "Ja det er mig. Har du et problem?" "Ja. Hvad laver en fuser, som dig, her? Ser på tryllestave, du alligevel aldrig ville kunne bruge. Stod det til mig, var din slags slet ikke velkommen i den magiske verden." Ordene gjorde ondt. Mere ondt, end hvad Ivery var stolt af.
Men hun ville ikke lade denne fremmede, kæmpeidiot gå hende på, og drejede derfor om på hælene og gik, uden at sige så meget, som et ord. Hun nåede dog ikke langt, før hun hørte en stemme bag sig. "Flygter du? Bange for en rigtig magiker, huh?" Ivy rynkede på næsen, og fortsatte fremad med øget hastighed, og forsøget at ryste manden af sig, men uden held.

Til sidst drejede hun hurtigt ud på en af sidegaderne, hvor hun pludselig stoppede op, for at se manden i øjnene. "Så lad mig dog være i fred!" Hendes stemme var hård, hendes blik koldt som is, og alligevel syntes hun, at kunne mærke en svien i øjnene. "Selvfølgelig. Så snart jeg er færdig her." Manden trak sin tryllestav, og løftede den truende frem imod Ivery, der bakkede længere tilbage i ren frygt. "Klar til at glemme alt om magi, fuser? Obliviate skulle kunne gøre det. Tro mig, du ville takke mig, hvis du da ville kunne huske, at det her var sket." Hun gippede efter vejret, og trådte yderligere et skridt bagud og så sig febrilsk omkring. Hvad damn skulle hun stille op? At skrige var en mulighed, men ville nogen overhovedet hjælpe, hvis hun gjorde? Hun bed sig hårdt i læben, mens hun forsøgte at udtænke en flugtvej, men forgæves.

[Deleted]

”Sure! Tak for nu.” Det blev ikke til meget mere end et bekræftende nik frem for en afskedstagende gestus med hånden, da den unge mand fik kæmpet sig ud ad døren med, hvad der så ud til at være en alt for stor papkasse. Og let var den bestemt heller ikke. Trevor tvivlede på, at han ville kunne klare det, hvis ikke han havde haft flere års træning i at løfte kasser frem og tilbage i baglommen. Men at kordinere sin balance korrekt var ikke optimal, og diverse bandeord forlod hans strube under et dække af en mumlende brummen. Den trofaste butiksejer måtte have lagt mærke til hans besvær, for inden længe svingede døren op af sig selv. Ikke lige noget han havde forventet, hvilket han straks afslørede, da han nær havde væltet ud på Diagonalstræde og tumlet ind i tilfældige hekse og troldmænd, der heldigvis fik flyttet sig før et uheld blev skabt. ”Hvad damn..!?” knurrede Trevor, da han genfandt kontrollen og så hurtigt ind i butikken, han netop havde forladt, for at få øje på butiksejerens drillende tandsmil. Han kunne godt have advaret ham. Men det forblev nu alligevel umuligt for ham at blive yderligere irriteret på den ældre herre. Godt nok følte han sig ikke specielt begejstret over at se tryllestaven blive svunget rundt som. Blærede han sig?

Med et sidste opgivende ryst på hovedet drejede Trevor fra og begyndte sin tur videre ned ad den kendte gade, mens døren på magiskvis lukkede i igen med det samme lille kling, som da den var blevet åbnet. Diagonalstræde havde aldrig været et sted, han var særlig glad for. Ikke nok med at der konstant var et forfærdeligt mylder og det var et talent i sig selv at kunne bevæge sig igennem mængden uden at støde ind i hver og en mand, men der stank af magi. Af eller anden grund var det langt mindre kaos i Hogsmeade. Måske fordi Englands populære shoppe-distrikt var mere tilgængelig? Det forekom ham som et mysterium. Men han klagede ikke.
”No way, se den nye kost!” Det havde næsten taget livet af ham, da tre møgunger pludselig blokerede hans vej frem. Han troede for alvor at han ville ende på jorden med slik og andre søde sager udover det hele, men mirakuløst lykkedes det ham, at blive stående på to ben. ”Se jer dog for!” råbte han arrigt, inden han justeret på sit tag på papkassen. Han vidste ikke helt om han var held eller uheld denne dag. Det var som om at karma trådte ind. Gav ham det hele efter det andet for at holde tingene på en lige linje, så den ikke skyldte ham noget senere end. For gud vidste hvad der ville ske, hvis man skyldte en som Trevor en tjeneste.

Huh? Han ville ikke kalde sig selv for en sladderafhænger, men hans opmærksomhed blev nu alligevel taget fra det ene til det andet, da fremmede stemmer blev indfanget af hans hørelse. Fraværende fik han set sig over skulderen lige i tide til at få et glimt af en alt for velkendt situation. Bange for en rigtig magiker.. Han havde lyst til at bryde ud i latter. Det havde han ikke lige sagt, havde han? Det var noget af det mest idiotiske han havde hørt hele dagen. Og det værste var, at røvhullet lød til at tro på det se. Han var ikke noget værd, blev der hurtigt konstateret, dog nåede Trevor ikke at flygte fra scenen, før den selv samme pige, der havde været offer for den åndsvage kommentar fór forbi ham. Efterfulgt af intet mindre end idioten. Hvad damn foregik der? Fuseren så flygtigt omkring sig. Var han den eneste der så det?
Det var ikke længere nysgerrighed, der gik Trevor op på sine tær. Bekymring havde ligeledes sneget sig ind på ham og motiverede ham til at følge situationen videre ned ad gaden. Det var nu først, da han overværede dem dreje skarpt væk fra hovedgaden, at han satte farten op. Han havde ikke en god fornemmelse af det her. Fornemmelsen blev skam også gjort til virkelighed, da han endelig selv nåede til sidegaden.
Det var ikke så meget panik der fik ham til at fumle med papkassen for at få sin ene hånd fri. Det var vrede. Han så sig kun en enkelt gang til den ene side imod den nærmeste opsættelse af vare fra forretningen ved siden af sidegaden. Perfekt! Han tøvede ikke med at gribe ud efter en af de utallige tomater iblandt andre grønsager, før han vendte sig mod sidegaden igen.

”Hey! Røvhul!” råbe han så med et tydeligt tegn på vreden der boblede i maven på ham. Han lod sig ikke vente før tomaten blev kastet direkte mod den truende magikers baghoved. Eller ansigt – det kom an på om han overhoved reagerede på Trevors ord. ”Fjern den damning kvist, før jeg knækker den midt over!” Han nærmede sig aggressivt med hurtige skridt og et borende blik bag brillerne. ”Hvis jeg så meget som ser en gnist komme fra den, er du en død mand, you hear me?” Godt nok var Trevor ikke en morder, men han udstrålede nu heller ikke uskylden selv.

[Deleted]

Ivery fortrød hurtigt sine handlinger, som hun nu igen gjorde så ofte. Hvorfor pokker var hun løbet ind i en blindgyde, når hun nu havde en fantastisk magiker med en dum tryllepind efter sig? Hun kendte typen og var stødt ind i dem mange gange før, men aldrig havde hun oplevet noget så voldsomt. Ja hun var blevet forfulgt, råbt af og en gang truet, men at blive trængt op i en krog for derefter at få truet med at få fjernes sin hukommelse var ny, for ikke at tale om langt mere skræmmende, end hvad hun ellers havde oplevet. Alt sammen på grund af, at hun var født uden magiske efter, på trods af, at hun egentlig var halvblods.

Mange tanker fløj igennem hovedet på hende, mens panikken tog sig tag i hende. Nok var hun normal vis rimelig rap i replikken, men for en gang skyld var hun mundlam. Som magikeren trådte nærmere, bakkede Ivery længere og længere bagud. Hendes hjerte spurtede afsted og hun kunne ikke følge med. Hvad damn skulle hun egentlig stille op? I samme sekund blev hendes tanker revet væk fra magikeren, da en mørkhåret fyr med briller pludselig dukkede op bag ham. Lettelsen skyllede ind over Ivy, som den nytilkomne fremmede så ud til, at træde trække magikerens opmærksomhed, men desuden også formåede at ramme ham i hovedet med en tomat, der splattede ud over ham. Et svagt smil fandt vejen frem på hendes læber, men forsvandt igen kort efter. Hun var stadig fanget i en blindgyde, men i det mindste så ham magikeren, der lige så godt kunne have været med i Garden, ud til at blive distraheret. Den mørkhårede nærmerede sig vredt magikeren, der stadig havde sin tryllestav i hånden, bortset fra at den ikke længere var rettet mod Ivery. Det så dog ikke ud til, at Ivery var den eneste, der havde mistet evnen til at tale.

I et langt øjeblik var Ivery helt paf, til det gik op for hende, at hendes overfaldsmand nu var ved at sænke tryllestaven. Hendes øjne blev store og hun så forbavset til. Overfaldsmanden virkede knap så stor og skræmmende nu han havde mødt sin overmand, som til Ivery overraskelse ikke så ud til, at bære en tryllestav, ikke synligt anyway. Men alligevel følte hun ikke, at hun bare kunne stå der og se til. Hun hadede at føle sig hjælpeløs. Men hvad kunne hun dog gøre. Tage tryllestaven og løbe? Nej, det virkede for barnligt... Eller gjorde det? Hun sneg sig med forsigtige og lydløse skridt op på magikeren, hvis øjne var låst fast på den mørkhårede fyr, og inden Ivery havde tænkt sin idé yderligere igennem, greb hun fat i tryllestaven for at trække den ud af hånden på ham, men var for langsom. Manden greb hårdt fat om hendes håndled, og forsøgte atter at pege staven mod hende. Adrenalin og frygt pumpede rundt i Ivery, som ikke viste, hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun skævede desperat mod den fremmede, og tilbage på overfaldsmanden, og så gjorde hun noget uventet. Hun løftede sin frie hånd, og slog ham hårdt over næsen, men uden at få den forventede reaktion. Han bakkede kort et skridt bagud, så forbløffet på hende, og udstødte så en nærmest knurrende lyd. "Du slipper ikke af sted med det her, fuser," snerrede han arrigt, og pressede pludselig Ivery op imod murstensvæggen bag hende. Tryllestaven var atter vendt mod hende, og håbet syntes igen at have forladt hende til fordel for ren og skær panik.

[Deleted]

For helved da også. Det var ellers lige gået så godt. Bedre end hvad Trevor oprindeligt havde troet, men det var der jo aldrig noget at beklage sig over. Han havde inderst inde stået og moret sig over, hvordan den kujonske magiker havde stået og rystet i bukserne bare ved synet af ham. Det fik ham vel til at føle sig lidt speciel, hvis han selv skulle sige det. Som regel var det dem med en stav, der stod øverst på fødekæden. Bare ikke i dette tilfælde, viste det sig. Lige indtil tøsen, han ret slattent havde prøvet og redde ud af en uønsket situation. Dog skulle hun selvfølgelig vise sig, at være umådelig dumdristig sat sammen. Han kunne ikke helt finde ud af, hvad der foregik, men han formåede at skimme hende gribe ud efter hans tryllestav? Derefter gik det hele tilbage til det originale lort. Han havde allerede været parat til at sætte farten op idét hendes ene næve havde et sammøde med magikere, der stadig var fuldstændig ukendt for ham. Han stoppede brat op og stirrede forbavset imod det nye - men bestemt forudsigelige - sceneri der opstod.

”Hey!” råbte Trevor højt igen. Denne gang med en del mere bekymring i sin stemme frem for første gang, hvor han blot havde brugt det for at få opmærksomheden rettet mod ham. Uden at tænke over det slap han grebet om papkassen og fik lige nået et par skridt, før den ramte hårdt mod jorden. Han så sig hurtigt over skulderen og et forpint udtryk formede sig straks i hans ansigt, da han så en smule slik der allerede sivede ud fra en af hjørnerne. Og han var sikker på, at han havde hørt noget knække. Han svovlede over sin idiotiske handling. Hvad troede han der ville ske? At papkassen mirakuløst ville have svævet i luften? Han var ingen magiker.
Han tvang tankerne væk, for det var ikke dét, som havde brug for ham lige nu. Det var fuldkommen ligegyldigt! Han så atter frem for sig og satte i løb for at indhente den afstand, der var imellem ham og sit nye mål. Han måtte have rakt frem for sig, før han overhoved havde stoppet op, for han havde nær ramlet ind i den yngre mandlige magiker idét han greb fat i hans krave i nakken og trak ham, måske en smule for voldsomt væk fra pigen. ”Okay, that’s it!” hvissede han hårdt.
Det næste gik mindst lige så hurtigt. I momentummet fra hans ryk tilbage, fik han vendt drengen halvt omkring. Nok til at han snilt kunne hamre et knæ op i maven på ham. Bare lige nok til at tage pusten fra ham og ligeledes gøre ham uopmærksom, da han greb omkring tryllestaven og rev den ud ad ejermandens hånd, hvilket - i modsætning til tøsen - lykkedes fint. Staven blev flukst proppet i munden, så han kunne have begge hænder fri, som han tvang den stakkels magikers arme om på ryggen og fumlede med at holde dem der med sin ene hånd og viljestyrke, så han kunne fjerne staven fra sin mund. ”Hvad var det jeg damning sagde til dig!?” Han sænkede ikke sin stemme, selvom han nu stod rimelig tæt ved modtagerens øre.

Han rettede sig efterfølgende lidt mere op og rettede endelig sit stadig vrede blik imod den stupide unge kvinde, hvorpå han overvejende rakte staven imod hende. ”Tilkald aur-…” Han holdte inde og lod sin udstrakte arm falde ned langs siden igen. ”Never mind. Du er lige så ubrugelig når det kommer til magi, som mig, huh…” Han havde godt fanget, at hun var en fuser. ”Ehm…” Lidt fortvivlet over, hvad han skulle gøre, så han tilbage på magikeren i sit greb, inden han ret ligeyldigt jog staven ned bag i den stolte ejermands buksebeklædning.

”Nogen der kan tage sig af ham her?!” galede han nu ud ad gyden og mod de tilskuere, der havde samlet sig.