A very special day

[Deleted]

@raven

Det var langt fra hver dag, at Uriah stod og svedte i køkkenet, men dette var ikke en hvilken som helst dag. Raven og han havde været sammen i præcis et år, eller det vil sige, at for et år siden havde hun fundet ham på De Tre Koste, og de var faldet i snak. Meget var sket siden da. Han havde fundet sit livs kærlighed, var blevet forlovet med hende og de havde sammen fået to dejlige tvillinger, der heldigvis lå og sov i øjeblikket, imens han selv styrtede rundt i køkkenet, og forsøgte at lave et måltid til Raven og ham selv. Desværre var han ikke ligefrem den store kok, og kunne ikke ligefrem blære sig med de store evner indenfor madlavning, men havde alligevel rodet sig ud i et større projekt, der lod til langt om længe at være færdigt. Han skævede op imod uret, og så hen på det dækkede bord. Forhåbentlig ville Raven snart komme hjem fra... Ja, han havde vidst været lidt uopmærksom, og overhørt hvad det egentlig var hun skulle, men hun burde snart komme hjem.
Mens han lod maden stå og simre gik han hurtigt ind i stuen, hvor de to børn lå i en lille barneseng, hvor der var plads til dem begge, og snork sov. Et smil gled over hans læber og et øjeblik var han fuldstændig optaget af de to små, til han hørte en svag piben. Lidt overrasket så ned på den lille dalmatinerhvalp, der sad ved hans fødder og stirrede op på ham, med de store hvalpeøjne. Han klappede den kort, og fandt en godbid frem fra baglommen. "Kom her vovse," sagde han, og ledte den lille hvalp ind i et lille hundebur. "Du må lige vente her, til Raven kommer hjem, ok?" Han kastede godbidden ind til den, og lukkede lågen på klem. Efter Ravens hund Xander var død, havde han ikke kunnet tænke på andet, end han måtte skaffe hende en ny, og eftersom hun havde talt om en dalmatiner, havde han skaffet sådan en, og håbede inderligt, at hun ville kunne lide den. Han satte sig træt hen i sofaen, som hans egen hund lå foran, og klappede ham på ryggen, uden rigtig at vide, hvad han skulle tage sig til, ud over at vente...

[Deleted]

Raven som havde været et smut i Frankrig for at følge op på sine elever, havde virkelig hurtigt fået hjemve. Hun sukkede tungt og lagde sit hoved i hænderne da hun stod i lærerværelset, selvom hun elskede stedet var tvillingerne blevet alt for vigtig for hende og de trak hende altså hjem nu! Hun trådte ind i pejsen og mumlede hvor hun skulle hen, et par sekunder senere stod hun hjemme i den velkendte stue, hun mærkede dog hvordan trætheden vældede ind over hende og hun kiggede rundt "Uriah?" hun havde ikke haft lyst til at være meget hjemme på det seneste efter at Xander var gået bort, tanken om at han ikke var der mere og kom hende bjæffende i møde skar hende i hjertet. Hun tog dog en dyb indånding og kiggede på ham som hun fandt ham på sofaen og smilede hjerteligt "Hej min skat, eleverne klarer sig jo stadig fint, så jeg klare mig med mere barsel" hun grinede og satte sig hen til ham og kyssede ham kærligt, det var da i dag de havde års dag nu hvor hun tænkte over det.

[Deleted]

Der gik ikke længe fra han havde sat sig, til han hørte den bekendte susen fra pejsen, der indikerede Ravens hjemkomst. Han så op på hende med et stort smil, og kastede sin udmattelse, der var kommet af at have stået i køkkenet, til side. "Hej pus." Han trak hende hurtigt ind til sig, som hun satte sig ned, og besvarede det kærlige kys. Tænk at det var præcis et år siden, at de havde kysset hinanden for første gang, og desuden også fundet sammen. På trods af, at de dog kun havde været sammen i et år, føltes det som meget længere, for hvad de ikke havde været igennem på det ene år.
"Det var da godt. De lader dog til at savne dig." Han strøg blidt hendes kind og så ind i hendes øjne, mens et kærligt smil spredte sig på hans læber. "Tillykke med årsdagen, Raven." Han pressede kort sine læber mod hendes. "I anledning af dagen, har jeg forsøgt at lave noget mad, jeg kan dog ikke love, at det er godt. Og så har jeg faktisk også en lille overraskelse til dig." Hans smil blev mere skævt, som han nikkede hen imod hundeburet. "Jeg tænker du bør se på det nu."

[Deleted]

Hun kiggede på Uriah og nød at blive trukket ind i hans favn, blidt lagde hun hovedet på hans skulder "Åh babe, jeg har også savnet dem. Men der er ingen jeg savner så meget som vores to dejlige unger.. og min dejlige mand" hun grinede blidt og kyssede ham kærligt og strø ham på kinden "Tillykke med vores dag min skat" hun kyssede ham blidt igen og grinede ved hans næste ord "Så det vil sige, at enten skal jeg dø eller også skal jeg sulte?" hun grinede blidt og puffede kærligt til ham, hun var allerede virkelig træt bare af de timer hun havde været på skolen denne dag, hun lukkede øjnene kort og gabte så "En overraskelse?" hun spærrede øjnene op igen og fulgte hans øjne hen imod hundeburet, hendes hjerte begyndte at hamre i brystet "Hv.. hvad er det?" hun rejste sig op og vaklede hen imod hundeburet, tårerne var allerede fremme i hendes øjne og hun forsøgte på ikke at snøfte, forbandende hormoner.

[Deleted]

Han så smilende på hende, som hun lagde sit hoved på hans skulder. Han holdt hende kærligt ind til sig og nussede hende forsigtigt. Som altid blev han helt afslappet ved hendes nærhed, og lukkede øjnene let i imens hun talte, og fokuserede på at lytte til hendes ord. Han åbnede atter øjnene, blot for at besvare hendes kys. "Tænk at det er et helt år siden... Kan du huske det? Du kom ind på De Tre Koste, jeg blev vildt pinlig over det, vi drak og snakkede lidt, du kyssede mig og jeg blev endnu mere genert.." Uriah kunne næsten mærke sine kinder blive varme igen blot ved tanken. "Men så tog aftenen lidt en besynderlig drejning. Og alligevel endte du med at lokke mig med i bad hjemme i min gamle lejlighed." Han log svagt og gav hende et kort kys på kinden. "Og jeg elsker dig stadig dagen i dag. Om muligt endnu mere."
Han lo let af hendes kommentar om hans madlavning, og nikkede så kort efter. "Basically.. Ja. Ja det skal du. Eller vi kan bestille nogle nachos, som du jo har været så glad for på det seneste." Han puffede lidt drillende til hende. Han rejste sig op og fulgte efter hende hen mod hundeburet med hans egen hund, Buddy, lige i hælende. Han klappede igen hunden og så på Raven med et lille smil. "Jeg ved hvor ked af det Xanders død gjorde dig, og jeg ved godt at den nok ikke vil kunne erstatte det lille kræ, men du kan jo give den lille ny en chance.. jeg kunne ikke stå for den." Han smilte svagt og så ned på hundeburet og derefter Raven og ventede på hendes reaktion. 

[Deleted]

Hun strøg ham over kinden og nussede ham blidt i nakken og grinede "Ja, det er vildt at tænke på" hun grinede blidt og kiggede på ham "OG ja, det kan jeg sagten huske. Men det jeg husker bedst, er da du overraskede mig i badet i Frankrig" hun rødmede let og kiggede ned i gulvet og fniste som en ægte stor tøs, men det var vel egentligt stadig også hvad hun var når de to var sammen, en kæmpe tøs som altid ville elske hendes dejlige mand. Hun strøg hans kind igen og smilede stort "Jeg elsker dig så højt Uriah".
"Du skal slet ikke drille mig med mine Nachos, jeg er sikker på at det er dine unger som gerne ville have det og SLET ikke mig" hun grinede blidt og kiggede på ham som han rejste sig, let lagde hun sit hoved på skrå så det blå hår gled ned over hendes skuldre. "Hvad har du fundet på min egen Golden?" Hun mærkede hvordan tårerne igen samlede sig i hendes øjne ved hans påmindelse af Xanders død. Lige til han åbnede buret og en lille sød dalmatiner hvalp sprang ud, hun rejste sig op og satte sig ned igen og begyndte at hulke, lykkeligere end nogensinde. Hun kiggede på ham med tårerne fossende ned af kinderne "URIAH!" hun sprang op og hen til den lille hvalp og kyssede den 100 gange inden hun slap den igen og sprang i hans arme "Hvordan vidste du jeg ville have sådan en?" hun kyssede ham igen og igen, indtil hendes læber begyndte at gøre ondt. Selv havde hun fundet et billede af dem alle 6, det ville sige at hun havde fundet et billede fra da Xander levet og havde fået det fremkaldt til ham. Det var stort nok til at fylde den store væg i stuen og hun vidste at han havde elsket billede da de fik det taget "Altså, din gave ligger under sengen i soveværelset" hun grinede blidt og tørrede sine kinder tørre for tårerne og satte sig ned og snakkede med den lille hvalp.

[Deleted]

Han så på hende med et smil og kyssede kort hendes kind. "Jeg savnede dig jo." Han lagde begge arme om hende og holdt hende fortsat tæt ind til sig. Duften af hendes hår ramte ham strakt efter, og han lukkede kortvarigt øjnene for at nyde øjeblikket. Han så atter på hende, da hun atter talte. "Jeg elsker også dig, min egen." Han kørte blidt en hånd igennem hendes hår, inden han fik øje på ringen på hendes finger, og smilet om hans læber blev endnu større. Kærligt tog han hendes hånd i sin, og så ind i hendes blå øjne. "Jeg vil altid elske dig, Raven. Det ved du vidst godt efterhånden." Igen trak han på smilebåndet og kyssede blidt hendes læber.
Hendes kommentar om nachosne fik ham til at grine højt, og først da han kom i tanke om, at både lille Lydia og Tobias stadig sov, tav han. Han så hen på hundeburet og derefter på Raven, meget spændt på hendes reaktion. Han vidste at hun havde været så utrolig glad for Xander, at det havde taget hårdt på hende, da han var død, og Uriah brød som bekendt ikke om, at se Raven være ked af det. Da han åbnede buret sprang den lille dalmatiner hvalp ud, slog hjertet en anelse hårdere i hans bryst. Han håbede inderligt, at hun ville kunne lide den, og den ikke brang dårlige minder om Xander frem istedet. Hendes reaktion sagde dog alt. Han vaklede et par skridt bagud, som hun sprang ind i armene på ham, og han lagde armene om hende met et stort smil. "Du har vidst nævnt det et par gange nu og da."
Han lagde hovedet lidt på skrå, da hun nævnte, at hun også have en gave til ham, og han nikkede kort. Uriah så ned på Raven og hvalpen med et smil, inden han begyndte at gå mod deres soveværelse. "Du ved, den mangler stadig et navn," halvt råbte han hen over sin skulder, inden han fandt frem til værelset, Buddy stadig lige i hælene på ham. Han bøjede sig ned og så en stor flad pakke under sengen, og han fik med besvær trukket ned frem og lagt den op på sengen for, at han kunne pakke den ud. Han skævede lidt ned mod hunden, som næsten så lige så nysgerrig ud som ham, og var i fuld gang med at snuse til kanten af pakken. Med et løftet øjenbryn pakkede Uriah gaven op, og blev nærmest lammet da han så det store billede. Det bevægede sig selvfølgelig, således at man kunne se Raven og Uriah sende hinanden et kærligt blik, inden de så op på fotografen, hver deres baby i armene, og en hund på hver side. Et øjeblik stod han helt stille, inden han bed sig hårdt i kinden, som han nu gjorde, inden han gik ind i stuen til Raven, trak hende op fra gulvet og knugede hende ind til sig. "Tak, jeg elsker det."