Useless treament.

[Deleted]

Forbeholdt til

Olivia Brody

____________________________________________________________________________________

”Trevor Lacrox Springdale?” Den kvindelige sygeplejeske løftede blikket fra sine papirere og rørte det frem og tilbage mellem de ventende muligt patienter i håb om, at få et glimt af en reaktion fra en af dem. Uden held. ”Trevor Lacrox Springdale?” kaldte hun ud igen - denne gang en smule højere og et par stykke af nysgerrige individer søgte ligeledes efter navnets ejermand. Og straks faldt opmærksomheden mod den unge mand, der pludselig syntes at vågne op ved lyden af sit navn.
”Huh?! Hvad?” udbrød han noget fortumlet med en automatisk irritabel tone i sin ru stemme. Med ét blev han mindet om, hvor han i det hele taget var. Skt. Mungos. Det - tilsyneladende - bedste hospital i hele Storbritannien. Eller han skulle måske kalde det et ’magiker-hospital’. For mugglere kom der squ ikke mange af. Ventetiden havde føltes som en evighed, selvom den sikkert kun havde varet i ti til femten minutter. I modsætning til mange af de andre, han havde siddet i blandt, havde han sin faste aftale, hvilket heldigvis reddede ham fra at sidde og glo, indtil de havde tid til en spontan behandling. ”Mr. Springdale, vi er klar til dig.” Sygeplejersken virkede uberørt af hans truende udstråling og stod i stedet bare og smilede obligatorisk af ham. Forståeligt nok. Hun havde taget imod ham op til flere gange over de seneste par år. Han kendte ikke hendes navn ud fra andet end det lille navneskift over hendes venstre bryst, men han genkendte nemt hendes udseende. ”Vil du være så venlig at følge med mig?” Hun slog roligt en hånd ud i en gestus mod døren videre ud fra venteværelset. ”Åh? Yea, sure…” mumledes han tydeligt nok, før han rejste sig op. De burde gøre stolene mere behagelige at sidde på. Godt nok var de forede, men de var stadig ikke specielt behagelige. Han greb fluks sin jakke og havde nær snublet over sine egne fødder, da han skyndte sig med den middelaldrende kvinde. Fremmede blikke fulgte ham. Men noget sagde ham, at det ikke var på grund af hans kiksede opstart.

Den åbne behandlings sal lignede sig selv. Den havde ikke ændret sig meget igennem de sidste ti år, hvor han var kommet. Der var stadig højt til loftet, og store vinduer sendte stadig enorme mængder af dagslys ind til trods for den fortryllede belysning, der allerede lyste lokalet op. Hospitals sengene var skiftet ud, men stod placeret de samme steder. Syv på hver sin side, havde han ofte talt sig til. Alle sammen separeret med ikke meget andet end et tykt gardin. Der lugtede stadig af steriliseret metal og forskellige urter. Han havde aldrig brudt sig meget om lugten. Han bildte sig selv ind, at det nok var fordi utallige timer i selskab med sødt og surt slik var grunden, men han huskede stadig at rynke på næsen den første gang, han havde besøgt hospitalet. Den gang havde det dog ikke været frivilligt.
”Vent her.” Hurtigt fløj opmærksomheden mod hans vejviser, der henviste ham til den tomme seng foran ham. ”Så sender jeg din ansvarlige for i dag.” Trevor nikkede blot bekræftende, før hun drejede omkring og forsvandt. Efterlod ham til sig selv. Han så sig kortvarigt omkring og trykkede sine briller ordentligt op på næseryggen igen. Største delen af heksene og troldmændene - med undtagelse af sygeplejerskerne - var iklædt deres fjollede kapper eller lignende. Dét stoppede nok aldrig med at være komisk for ham.
Stille og roligt sprang han op at sidde på hospitalssengen, der fint var tildelt ham, og lænede sig afventende tilbage med hænderne støttende bag sig. Han kunne stadig fornemme blikke rettet mod ham. Sådan havde det været siden episoden i Ministeriet i december. Tænk at det var tre måneder siden nu. Det virkede stadig surrealistisk.

[Deleted]

Olivia afsluttede den patient hun havde fået tildelt tidligere på dagen. En flink ældre herre der på mange måder mindede hende lidt efter hendes farfar. Han havde en masse historier at fortælle og dem han selv mente var sjovest havde hun allerede fået tre gange i løbet af eftermiddagen.
Hun forlod stuen med forvisning om at hun ville vende tilbage til ham den følgende dag. Et lettet smil var at finde på de rosa læber. Kun 10 minutter til hun havde fri. Ikke at hun havde travlt de eneste planer hun havde for aftenen var sofaafslapning, måske med en god bog eller det kunne være hun endda ville skrive lidt på sine digte. Humøret var i hvert fald højt nok til det.
Hvorfor lige i dag føltes som en så perfekt dag anede hun ikke, det kunne måske skyldes at hun havde fået ros af en af healerne tidligere for at have været snarrådig og havde luret et symptom hos en patient som healeren uheldigvis havde overset. Ikke at patienten havde lidt nogen nød, hun havde jo fået den retmessige behandling, men det var på grund af Olivia. Det kunne måske også skyldes at solen for første gang i flere dage have besluttet sig for at kigge frem bag de tunge grå skyer der ellers nærmest var difination af det Brittiske vejr. Måske det var en blanding af de to.
Tanken alene fik hende til at smile på ny. Hun følte sig så klar til eksamen til sommer!

Som hun drejede ned af gangen mod mødelokalerne for at skrive sig ud så hun kunne komme hjem og nyde sin eftermiddag, hørte hun en kalde hendes navn i det fjerne. Hun opfattede det dog ikke lige til at starte med, men da en af sygeplejerskerne greb fat i hendes arm blev hun tvunget tilbage til virkeligheden. Hun så på kvinden, "har du travlt eller kan jeg lokke dig til at tilse en sidste patient inden du smutter hjem? Dr. Ayers som ellers skulle se på ham er optaget lige nu," kvindens kinder blussede unødigt som hun nævnte afdelingslederens navn. Jophiel Ayers. En forfærdelig mand, efter Olivias mening. Han var arrogant og stædigt og lod til at være mere interesseret i at flirte med sygeplejerskerne frem for at hjælpe patienterne. Sådan en klaphat.
"Ehm jo men.." Hun nåede ikke at sige mere før sygeplejersken lyste op i et lettet smil, "skønt, altså han er liiidt omstændig, men med dit blide væsen skal det nok gå." Hun rakte Olivia et par forskellige salver samt sagsmappen, og inden Olivia var i stand til at spørge videre ind til hvad hun mente med de ord, var kvinden allerede smuttet videre ned af gangen til andre gøremål. "Øhm..okay?" mumlede hun mere henvent til sig selv og gik så hurtigt ind på den pågældende stue. Eller det var jo sådan set ikke en stue, men en af de store sale.
Med snuden begravet i filerne for at se om hun kunne danne sig et hurtigt overblik, stoppede hun op for fodenden af den pågældende seng. Hun rettede de blå øjne op mod fyren der allerede lå på sengen og fandt så sit søde og dog professionelle smil frem som hun gik op mod hovedgærdet med fremstrakt hånd, "Godeftermiddag sir..." lynhurtigt lod hun blikket glide ned over mappen i den anden hånd, "Springsdale, mit navn er Olivia Brody jeg skulle kigge på Deres ar." Hun mente da selv at det var en ganske udmærket opstart.

[Deleted]

Han måtte have faldet hen, for da han åbnede øjnene igen, kunne han mærke den bløde madras under sin ryg, og han huskede ikke engang at have lukket sine øjne. Det var en underlig følelse. For han kunne ikke engang mindes at være væk i et mørkt drømmeland. Det kunne selvfølgelig forklares ved, at han knap havde været væk i ti sekunder. Måske hang der noget i luften? Eller også var han bare træt og udmattet. Han havde trods alt ikke haft de fleste muligehder for at bare slappe af, som han gjorde før ejerskabet af intet mindre end Kandisbaronen. Lige dét fattede han nada af, hvordan var sket!

Det måtte have været lyden af en ukendt kvindelig stemme, der vækkede ham, eftersom det var lige præcis det, hans blik mødte, da han fik kæmpet sig op at sidde igen. Han gjorde alt for ikke at ligne en, der meget muligt havde taget en morfar. Også selvom hans hår sagtens kunne indikere det. Situationen lå bare, at hans hår altid så sådan ud. Det kunne måske styles med en håndflade med voks igennem totterne, men der ville altid være pjusket og utæmmeligt.
”Springdale, jep. Det er mig.” svarede han lidt gebrokken og rømmede sig for at klargøre sin hals. Han lagde først mærke til det bagefter, at det nok ikke havde været, det hun havde spurgt indtil. Hun var nok allerede klarover, at det var ham. Eller det kunne han ikke være sikker på, men hun gav udtryk for det. Han ud efter hendes hånd i en pludselig bevægelse og trykke den, som man nu gjorde, mens den anden hånd kørte en omgang om i nakken for at klø lidt muligt sved væk, der generede. ”Ar og ar. Jeg vil ikke nødvendigvis kalde det for et ar.” Hans kommentar virkede måske en smule provokeret anrettet. ”Det er trods alt ikke kommet af et åbent sår eller lignende.” Han så godt, hvorfor man måske ville kalde det et ar. Det havde været der siden han var en nybegynder af teenagelivet. Og normalt famlede noget som et sugemærke eller en blodforsamling hen over kortere tid end det. Meget kortere! Men hans - det havde ikke famlet det mindste. Hans søster havde såvel påstået, at det havde fået en mørkere farve, men Trevor mente det nok bare var fordi, han var blevet bleger. ”Men det er vel også ligegyldigt…” prøvede han at redde den igen. For han burde ikke rette en læge. De vidste bedst.
”Well… Lad os få det overstået, I guess..” Han var ærligtalt ikke klar over, hvordan han skulle være over for hende. Sådan var der som altid, når en fremmed tog over for behandlingen. Der var så mange der havde arbejdet på ham, at han havde fået en default tilgang til dem alle. Han tøvede ikke overhoved, før han greb fat omkring bunden af både sin T-shirt og den langærmede, han havde på nedenunder, og trak i en blidende bevægelse sin overkropsbeklædning af for at fremvise mærket. Et tydeligt blålilla mærke af sugekopper og tentactler snorede sig fra hans højre skulder og indover hans brystkasse, videre ned ad hans overkrop, en smule omkring hans skulderblade og op ad hans hals. ”Ja, såeh.. Der er ikke rigtig sket noget siden sidst.” forklarede han hende kort og smed sine bluser ved siden af sig på sengen sammen med sin jakke. Han var som sådan ikke flov over sin krop. Den var mere veltrænet end mange af de andre troldmænd, han havde delt et omklædningsrum med. Forståeligt nok. De brugte ikke deres tid på at styrke deres fysik. Hvem ville det, når de havde deres magiske kvist til at beskytte dem.

[Deleted]

Olivia forholdt sig helt neutral skønt hun måske var kommet til at vække ham. Det vlle jo ikke være første gang hun var gået ind på en patient der havde blundet lidt, ikke at hun på nogen måder bebrejdede dem det, der var jo ikke meget andet at lave når man lå her og afventede en healer. Hun kunne da heller aldrig drømme om at påpege at hun havde taget ham i at blunde og hvad skulle hun da også få ud af det.
Hun vendte et meget hjertevarmt smil mod ham som han bekræftede hende i hendes konstatering. Han var ung, yngre end hun lige havde forventet, måske hun burde have læst lidt mere grundig i papirerne, men samtidig så ville hun jo egentlig bare gerne hjem og slapper af. Igen ikke noget hun lod komme til udtryk, hun elskede sit job og det at arbejde med mennesker og den eneste grund til hun gerne ville hjem var fordi hendes hoved var ved at være en lille smule fyldt op efter den lange arbejdsdag.
"Åh.." igen blev blikket flygtigt kastet ned på mappen i hendes hænder så de blå øjne atter kunne skimte indholdet, en rødlig farve var skudt op i de ellers lidt blege kinder. Hun hadede når hun ikke havde styr på tingene, det måtte virke ufattelig uprofessionelt. Det gik dog hurtigt op for hende at hun havde stirret ned i pergamentet for længe, hvilket også måtte virke som om hun ikke havde styr på tingene. "Det beklager jeg, jeg øh.." Hun rettede atter blikket mod ham og forsøgte at genfinde tråden ved at tage en lidt dyb indånding.
Hun genfandt sin forhenværende rolige fremtoning og sendte ham endnu et smil, dog en anelse mindre end før og stadigvæk med blussende kinder, "undskyld, det var ret uprofessionelt af mig," konstaterede hun og nikkede så som hun lagde mappen fra sig på sengebordet ved siden af hans seng. "Ja lad os se på det," smilet voksede sig tilbage til det som hun havde sendt ham før.

Som han trak bluserne af forholdt hun sig tavs, det var jo ikke første gang at hun havde set en fyr i bar overkrop, det skete jo faktisk ganske ofte i denne branche, at hun så udelukkende havde set det i sådanne henseender var hvad nogen nok ville kalde sørgeligt, men hun havde nu ikke travlt, når den rette kom ville hun sikkert nok vide det.
Som de mærkværdige mærker kom til syne måtte hun virkelig holde igen for ikke at blive alt for begejstret over det. Hun elskede at se nye ting og dette her var da ufattelig spændende. Igen mindede hun sig selv om at hun skulle holde den professionelle side uadtil, men blikket afslørede hende nok en smule. "Hvor længe har De haft disse mærker?" Spurgte hun roligt ind som hun dristede sig til at lade et par slanke fingre berøre det uden at tænke videre over at det kunne være ubehagelig for ham, hun lagde jo ikke selv noget i det, det var udelukkende for at mærke hvad hun havde med at gøre. "Mærkerne er ikke ømme?" Hun flyttede blikket - der ellers havde været låst mod hans overkrop - til hans ansigt, som hun trak hånden til sig for at finde de forskellige salver frem hun havde fået stukket i hånden inden hun gik ind.

[Deleted]

For Trevor var det i princippet fuldkommen ligegyldigt, om hun troede det var et ar eller, hvad der ellers kunne falde hende ind. Præcis som han havde sagt. Rigtig nok kunne han forestille sig, at der skulle forskellige behandlingsmetoder til, men for ham, havde hun bare sagt det forkert frem for at have antaget noget forkert. Han lagde dog ikke den mindste form for skjul på sin undring og forvirring, da hun pludselig begyndte at undskylde til højre og til venstre for at være ’uprofessionelt’, som hun selv kaldte det. Straks havde han krummet øjenbrynene og skabt en dyb rynke imellem dem. Blikket i de brune øjne talte endnu højere for, hvordan han selv så og oplevede situationen. Det var da noget yderst dumt noget at blive flov over. Det kunne godt være, at hun måske drømte om at gøre alt i livet perfekt, men hun burde et sted også vide, at sådan var livet ikke bygget op. Hun var trods alt ikke en uskyldig lille teenager længere. Selvom hun så ud til at være ret ung alligevel.

Han lod det dog ligge. Nok mest for ikke at gøre det værre for hende. Hans ansigtsudtryk blødnede også meget hurtigt op og vendte tilbage til det meget almene stadie – for ham. Han skulle netop til at svare på hendes spørgsmål, da han følte hendes fingre strejfe mærkerne. Automatisk gispede han sagte og trak maven lidt ind grundet den svage forskrækkelse og den overraskende kulde, der var til stede i hendes fingerspidser. Det kom stadig bag på ham, hvordan en varmblodet art som mennesket, stadig kunne præstere noget som kolde hænder og isnende fødder.
”Øh…” Han så kortvarigt op i løftet, mens han tænkte tilbage. ”Det er ved at være rigtig længe siden nu. Hmm..” Han samlede roligt sine hænder i sit skød og sænkede atter blikket tilbage på hende. ”12-13 år. Fra eller til.” Var der virkelige gået så mange år? Så mange år uden succes? Det burde ikke overraske ham. Magi var noget finurligt noget. Og magiske skader var langt fra det samme som helt almindelige skader. Han kendte godt forskellen. Selvom han ikke var blevet direkte oplært i det, var han ikke dum.
Rent instinktivt så han ned af sig selv på mærkerne i tale, inden han bare skævede en smule og trak samtidig på skulderne. ”Næh. For det meste mærker jeg dem ikke. Til tider kan blive spænde lidt som om at nerverne i vævet går i krampe.” Nej. Hans største problem var kun, at de var til stede. Han var ikke meget for at blive mindet om lortet hver eneste gang, han så sig selv i spejlet. For selvom han havde beklædning på til at dække det, så sneg det sig stadig frem fra halsen og hans kæbeben. Og han nægtede at forsøge sig med at dække det med diverse kosmetik produkter. Så langt ville han ikke synke.

”Har du arbejdet med noget lignende før, frøken Brody?” Small talk. Gud hvor hadede han det. Men han hadede den akavede stilhed endnu mere. Og han var vel i kategorien ’voksen’, så small talk var uundgåeligt. Han så nysgerrigt og med udstrakt hals hen imod alle hendes krukker med savler. ”Eller er jeg dit første ’tragiske tilfælde’?”

[Deleted]

Var der noget Olivia hadede mere end noget som helst andet i verden nærmest, så var det ikke at have styr på tingene, havde hun haft mulighed for det havde hun også givet sig selv meget mere tid til at læse hans journal og undersøger nærmere hvad han fejlede og hvilke metoder hun kunne bruge for at hjælpe ham bedst muligt. Research var nøgleordet her. Men den mulighed havde jo desværre ikke lige budt sig på den korte vej ind til stuen.
Hun forsøgte at genvinde fatningen og rømmede sig en smule da hun godt kunne se på ham at han lod til at undre sig over at hun ikke endgang kunne virke professionel når hun undskyldte for ikke at være det. Og dagen havde ellers virket så lovende.
Igen hankede hun op i sig selv, det nyttede ikke noget at dvæle i sine fiaskoer, mindede hun mentalt sig selv om og rankede ryggen en anelse.

Den lille raktion han kom med da hendes slanke fingre løb over hans krop fik hende hurtigt til at trække hånden en smule til sig i den tro at han fandt hendes berøring ubehagelig. Tanken om at dette skyldtes hendes isnende kolde fingerspidser strejfede hende end ikke. Måske fordi det var fordi at hun havde vendet sig til det gennem mange år. Det samme gjaldt jo for hendes tær. Hendes mor strøg hende altid over de blonde lokker og sagde at det blot betød hun havde et varmt hjerte.
Tanken bragte et lille smil frem på hendes læber hvilket nok i denne situation virkede ret upassende. Så troede han måske bare at det morede hende at hun havde forskrækket ham, "undskyld, men jeg bliver nødt til at mærke," sagde hun og forvrængede det kønne uskyldige ansigt i en mild grimasse. "Gør det ondt når jeg rør?" Det burde det vel ikke gøre? Hun havde jo dårligt ramt ham.
Hun lyttede intenst til den information han gav hende. "Javel ja, der står kun meget kort her at det er forårsaget af en grindylaw," sagde hun mest henvendt til sig selv, "og at det endnu ikke har været muligt at fjerne mærkerne." Den sidste del var vel ret åbenlys eftersom de stadigvæk var der. Hvorfor hun læste det højt var nok også lige for at få bekræftet at det var sådan tingene hang sammen, det var jo sket en sjælden gang imellem at filerne ikke helt stemte overens med historien og når hun var helt ny hos en patient kunne hun godt lide lige at sikre sig. "Hvordan i alverden havende du dog i nærkontakt med sådan en?" Igen tog hendes nysgerrighed over og hun rystede omgående på hovedet af sig selv samt slog lidt ud med hånden som tegn på at han ikke behøvede at svare. Det kom jo i og for sig slet ikke hende ved.

Hun lyttede videre til hvad han havde at sige og lod igen de kolde fingrespidser løbe over mærkerene. Okay det var måske ikke helt en nødvendighed, men det var bare utrolig fascinerende på en eller anden måde. "Nej jeg De må være mit første tilfælde, men tragisk er måske lige voldsomt nok," svarede hun i et afslappet smil der genspejlede sig i de lyse blå øjne.
Hun opgav sin fascination og tog sig sammen til rent faktisk at gøre sit arbejde. Låget af den første salve blev skruet af og hun smurte den først lidt i sin hånd for bedre at kunne brede den ud over hans krop hvor mærkerne befandt sig. Dette her måtte da være drømmeopgaven for hans kæreste - hvis altså han havde en - men at kunne få lov til at røre ved hans faste bryst på ellers ret uskyldig vis. Nu var det ikke lige det hun havde i tankerne, for selvom han uden tvivl havde noget charmerende over sig så vidste hun udemærkert godt hvor disse usynlige grænser gik mellem healer og patient.