What... The.... ?

[Deleted]

@leonardo

Leonardo Russo

kl. 18.30

---

Solen var så småt ved at gå ned i det fjerne, og Nicole afventede at Alastair ville komme hjem. Han var ude og finde mad, og hun var utroligt bekymret for om han ville komme hjem, det var hun hver eneste gang siden den episode der havde været sidst.
Hun var ved at være ganske tyk, hun ville selv gætte på at hun var cirka 5 måneder henne, men hun havde jo ikke ligefrem en præcis dato at forholde sig til og hendes tidsfornemmelse havde fløjet sig lidt en tur. Hun brugte dog meget tid på at synge for barnet, nok fordi hun var blevet lidt skør, men også fordi at det beroligede hende.

Hun havde stadig følelser i klemme ved Alastair, men hun forsøgte at lukke dem ned, hun ønskede ikke at rippe op i det, og de mange ting han havde slynget efter hende, kunne hun ikke bare sådan lige glemme. Det var forfærdeligt at tingene var endt sådan her.
En ting var da at man ikke kunne se sin familie, men også at være kidnappet? Hun ville bare så gerne hjem og glemme alt det her, og hun var stadig bekymret for hvordan det mon ville gå når barnet kom, hun anede ikke om Alastair overhovedet havde tænkt sig at gøre noget, eller han bare ville smide hende efter Judas. Stemningen var jo ikke ligefrem fantastisk.

[Leonardo Russo]

Leonardo trak kappen lidt til omkring sig som han transfereredes sig det sidste stykke vej til portene der førte ind til Russo Herregården. I mørket tårnede den sig op og så om muligt endnu mere dyster og faldefærdig ud end den gjorde i dagslys - og det sagde ellers ikke så lidt.
Leo havde altid hadet dette sted, det gav ham kuldegysninger, men nu hvor han havde været nede i byen efter et par, ikke helt lovlige, genstande til Borgin og Burkes havde han besluttet at aflægge sin kære bror en visit. Eller faktisk havde Judas bedt ham om at gøre det, og han var ikke en mand man modsatte sig.

Han gik uhæmmet ind gennem lågen og op mod hoveddøren, han kunne se et orange skær fra kaminen i stuen hvilket fortalte ham at det måtte være det de befandt sig. Hans opgave var at sikre sig de stadigvæk var her og at der ikke var sket noget værd at rapporterer om.
Uden at banke på gik han ind af døren, på gulvet i forhallen lå en mindre bunke sne fra hullet i loftet. Nogen, ikke ham, burde virkelig få det fixet en dag. Deres far havde prøvet dengang de bodede her, men træet var for mørt og faldefærdigt til at bære, altså slulle hele taget skiftes ud, og det var der ingen der gad bruge tid og energi på. Kunne magi ikke klare det var det et kæmpe no-go.
Han åbnede døren ind til stuen og skimmede rummet, han kunne se en kvinde sidde med ryggen til ham, det måtte være Nicole McShane, hvor Alastair var anede han ikke, men huset var jo stort så bare fordi han ikke var herinde betød det jo ikke at han ikke var til stede. "Honey, I'm hooome" spøgte han uden at have anelse om at Alastair ikke var hjemme.

[Deleted]

Nicole var gået fra at være bange, skræmt og bare at ville hjem - til at blive glad for ham, og føle at det her måske slet ikke var så slemt som hun havde forventet. Nu var der bare vrede og afmagt tilbage, hun var ked af det og kune ikke forstå hvordan det gik fra at han ville være der for hende og hun for ham, men nu var han bare så kold og Nicole prøvede bare at undgå ham.
Som døren gik op, kunne hun alligevel ikke andet end at sukke en smule lettet, selvom hun havde det skidt med ham lige nu, kunne hun ikke klare tanken om hvis han måske døde eller der skete ham noget.

"Sikke godt humør du er i" sagde hun i en lettere tør stemme, mest fordi at hun ikke havde lyst til at spille på et eller andet: "Hvor har du fået det tøj fra?" spurgte hun og rynkede på panden, det så en smule mere nyt ud, ihvertfald mere end det han plejede at gå i, men han kunne jo naturligvis havde fundet det.
Hun stirrede roligt på ham, og kiggede så ned i mod sin mave igen, hun havde faktisk ikke lyst til at snakke med ham lige nu, men på den anden side kunne de jo ikke helt undgå hinanden.

[Leonardo Russo]

Leonardo rynkede brynene en smule. Faktisk var han ikke i det allerbedste humør, han var ikke helt tilfreds med at skulle lege stikirentdreng for Judas, mest fordi at Alastair var den eneste i familien der rent faktisk betød noget for ham. De to havde jo været uadskillelige siden de blev født.
Dette betød dog ikke at Leo ikke kunne finde på at dolke ham i ryggen, men han var bare mere påpasselig med det. "Hvorfor skulle jeg ikke være det?" Spurgte han en smule forundret over den mærkværdige hilsen. Normalt spurgte man da ind til gæsterne.

Det varede dog ikke længe før det gik op for ham at hun nok troede at han var Alastair. Et lumsk smil blev holdt nede. Dette her skulle nok gå hen og blive virkelig morsomt. Han rømmede sig en lille smule og skjulte den ene hånd bag ryggen, den hånd Alastair manglede. "Jeg fandt det," sagde han lidt fladt og gik frem mod hende.
Hun så nu egentlig ret godt ud, "hvad laver du?" Spurgte han ind og smilede ned til hende. Det var omkring det dette tidspunkt at han fik øje på maven, "woah du er ret meget gravid." Konkluderede han, og bed sig selv i tungen, det havde Alastair nok ikke kunne undgå at bemærke, men hvem fanden havde han dog ladet komme så tæt på hende? Var det Judas der havde haft gang i hende og at det var derfor Leo skulle checke op på hende? "Sikke noget vrøvl, det er bare...tøjet...det fremhæver din mave...altså ikke dårligt, det klæder dig...altså maven." Han anede ikke om han havde nået at redde den.

[Deleted]

Nicole kiggede roligt på ham, han var ikke en mand hun stolede på og slet ikke efter alt det de havde været igennem, hvordan kunne han stadig tro at hun havde lyst til at snakke med ham: "Oh well jeg kunne da godt nævne de første tyve grunde" snærrede hun, forhelved blev han aldrig træt af at være sådan en idiot?
Hun kunne slet ikke fatte at han var så ubamhjertig, var han slet ikke klar over hvile lidelser han udsatte hende for, især nu hvor hun rendte rundt med ret mange kilo mere end hvad der var meningen, ihvertfald i følge hendes hendes optik.

"Virkeligt? Ret gravid? Ja vent du bare til du skal tage i mod ungen" sagde hun i et irriteret smil, hun var så træt af ham lige nu, kunne han ikke fatte at han bare skulle lade hende være og damne af.
"Hvorfor taler du overhovedet til mig? Har du ikke et eller andet lort at slynge i hovedet på mig? Please lad mig være" sagde hun med en hård stemme, hun kunne ikke holde til det her hele tiden, hun ville bare gerne være i fred, han kunne jo ikke blive ved med at komme med nye onde ting af finde på.

[Leonardo Russo]

Selvom Leo ikke på nogen måde var mester i kærlighed eller følelser i det hele taget, kunne han da godt mærke at der var noget helt galt her. Hun lod til at være ret så irriteret over Alastair, men okay det var nok også logisk nok taget i betragtning af at han havde bortført hende og holdt hende fange i over et år.
Han gik det sidste stykke hen til sofaen og satte sig ned ved siden af dem stadigvæk med hånden uden for hendes synsvidde. "Ja okay, er er koldt og vi kan ikke gå nogen steder på grund af Judas, men i det mindste har vi da hinanden right? Jeg mener selvom det ikke ser sådan ud er jeg lige så meget nede i lortet som du er." Leo var ikke i tvivl om at Judas ikke ville tøve med at slå Al ihjel hvis han mente at der var en god grund til det, som for eksempel hvis Al damnede dette her op.

Leo blik flakkede i nogle sekunder og han fristedes til at spørge hvem faderen var og hvornår det var sket, men han anede jo ikke om hun allerede havde fortalt til Alastair hvis det var. "Tage imod den?" Han skævede ned til maven, forhåbentlig var han slet ikke i nærheden når det skete.
"Fordi," han tænkte sig lidt om. Det lød ikke som om at Al havde været særlig sød ved hende. Men nu var Russo'er jo generelt ikke de bedste til følelser så det gav vel god mening, Leo mente at de tre brødre kunne takke deres far for det. "Jeg har tænkt," forsatte han så, da det gik op for ham at han havde været tavs lidt for længe. "Jeg synes at vi skal begrave stridsøksen og starte på en frisk." Han havde ingen anelse om hvorfor han fandt det så utrolig underholdende at lade som om at han var Alastair, det var ikke første gang, men den blev bare aldrig gammel.

[Deleted]

Han var virkeligt underlig lige nu, men på den anden side så skiftede han jo altså humør og hun havde ikke ligefrem lyst til at snakke med ham. Han var som dag og nat, han skiftede og hun kunne slet ikke følge med, han måtte jo virkeligt være sindsyg eller noget i den stil, hun var så såret og træt af ham.
"Vi har ikke haft hinanden siden den dag du mente jeg var alene om at blive gravid... Der skred du fra min verden" sagde hun og lagde armene over kors, virkeligt, ville han tage samtalen nu? Hun sukkede tungt, hun var ikke sikker på hun orkede, det gjorde bare alt for ondt.

"What? Virkeligt? Hvorfor?" spurgte hun overrasket, men kunne dog mærke hvor glad hun blev ved tanken om at han måske ville snakke, hun hodle utroligt meget af ham og hun ville da ønske at de kunne fikse tingene, men hun havde virkeligt ikke troet at han ville gøre det.
[b)"Hvad har du bag ryggen?"[/b] spurgte hun som han blev ved med at holde sin hånd der, han var lidt en underlig fisk, men det var nok ikke nogen overraskelse for nogen, hun havde jo trods alt kendt ham i et godt stykke tid nu, og hun vidste ligeledes godt at man ikke ligefrem skulle stole på ret mange ting han sagde.

[Leonardo Russo]

Det krævede al Leonardos selvkontrol ikke at tabe underkæben. Var ungen Alastairs? Han kunne næsten ikke tro det, hvordan i alverden var det sket? Eller naturligvis vidste han godt hvordan det var sket, han kunne bare slet ikke se for sig at Alastair skulle være hoppet på hende, gad vide om det var derfor hun var så pissed.
Han rømmede sig en smule og forsøgte ikke at lyde overrasker, "jeg ved godt at jeg var en idiot," det lød i hvert fald på hende som han havde været det, "det er jeg ked af okay, jeg panikkede, jeg mener vi skal have et barn sammen...det er en ret stor ting." Sukkede han dramatisk.

Han anede ikke om han ramte plet med det han sagde, men hvis han fik afslører sig selv havde han jo heldigvis ikke der store at tabe. "Jeg har ikke noget bag ryggen?" svarede han uskyldigt og lænsede sig så lidt frem for at ligge den frie hånd over hendes. "Hør, jeg vil bare gerne gøre det hele godt igen, jeg er ked af alt det her." endnu et suk, hvorefter han så hende ind i øjnene, "lad mig være en del af din verden."
Han ville bare være så død når Alastair fandt ud af dette her, men Leo havde uden tvivl en fest lige nu.

[Deleted]

Nicole kunne slet ikke fatte ham lige nu, sig mig sad han og prøvede at fikse tingene? Hun kiggede roligt frem for sig, og nikkede så ganske langsomt: "Jeg panikkede også, men jeg syntes stadig ikke at di reaktion var fair" sagde hun i en rolig stemme.
Hun havde ikke lyst til at sidde og være følsom overfor ham, for hun var bange for at han kunne vende hvert sekund det skulle være og forsøge at gøre livet surt for hende igen, og hun havde jo allerede gjort sig sårbar overfor ham en gang for meget, den smerte ville hun ikke opleve igen.

"Jeg... Hør... jeg vil bare gerne tage tingene roligt, jeg er ret forvirret over det her" sagde hun og tog sig til panden, hun var jo ikke kun forvirret over det her med Alastair, hun va rogså forvirret over at hun overhovedet havde følelser for ham, forhelved hvorfor kunne hun ikke bare glemme ham?
"Så hvad så nu?" spurgte hun i enr olig stemme og lagde den ene hånd på sin mave, som hun kiggede på ham, hun var så forvirret lige nu og hun anede slet ikke hvordan hun rigtigt skulle gribe situationen an. Hvorfor var kærlighed dog også så besværligt?

[Leonardo Russo]

Han kunne kun gisne om hvordan Alastair havde reageret, men ud fra hendes måde at se ham på, havde han nok ikke forslået at de indrettede det ene værelse til børneværelse. "Jeg er bare ikke hel så god til det med at have en familie, min var aldrig noget at råbe hurra for," sukkede han en smule dramatisk.
"Min far tæskede os altid da vi var børn, jeg er vel bare bange for at det...du ved går videre." Sagde han stille, det lød som sådan noget crap Alastair sikkert kunne finde på at sige. Eller det kunne han nok ikke, for han var ret lukket omkring den slags, men Leo havde et håb om at det ville virke på hende. Tøser elskede jo de der følsomme fyre. Det ville bare være super akavet hvis Alastair allerede havde fortalt hende det, de lod jo til at have været ret tætte.

Han så ned på deres hænder og så tilbage på hende, "det ved jeg ikke?" Sagde han og gav hende hånd et klem, "jeg forstår godt at du vil tage det roligt, men du skal bare vide at jeg er her." Dette her var virkelig alt for underholdende. Hun lod til at hoppe i med begge ben, eller også var det bare ham som blev taget meget voldsomt ved næsen.
Der var vel kun en måde at finde ud af det på. Han slap hendes hænder og lod hånden søge op til hendes kind i en blid berøring. Han var normalt slet ikke til alt dette her pusse-nusse-ri og det vidste han sådan set heller ikke om Al var, men nu tog han bare endnu et sats og lænede sig frem for at fange hendes læber med sine.

[Deleted]

Nicole kunne skam godt mærke at hun blev mere rolig ved de ting han sagde okay måske hun bare burde give ham chancen? Alligevel sagde en stemme i hende at noget her var forkert, men hun havde sådan brug for at ignorer den lige nu og bare tro på at han talte sandt.
Hun tog fat omkring hans hånd som han lagde sin ovenpå hendes, han var en flot fyr, ingen tvivl om det og det irriterende var jo også at Nicole var begyndt at falde for ham for længe siden, hun havde bare ikke rigtigt haft muligthed for at udtrykke det, på grund af alle de ting der var sket.

Som han berørte hendes kind, kunne hun allerede mærke sin krop summe en smule behageligt, og hun lænede sig frem for at ramme hans læber, da han så ud til at ville kysse hende, for dælen hvor var det her dog bare rart.
Hun lod en hånd glide omkring hans nakke for at fastholde ham i kysset og gjorde det en smule dybere, dog ikke helt så desperat som sidst, men der havde hun jo også været fuld, og der var jo en grund til at hun var endt med at rende rundt med en tyk mave.

[Leonardo Russo]

Allerede inden hun kyssede ham kunne han fornemme på hende at hun havde overgivet sig, lidt som om at det stod skrevet i hendes ansigt. Han havde lyst til at smile smørret og danse en lille sejrsdans, men han hold sig dog tilbage. Dette her var jo næsten for nemt, Alastair måtte da virkelige have ramt et eller andet siden hun lod sig overtale så hurtigt.
Enten det eller også måtte det være grundet hans djævelsk gode udseende. Det var jo naturligvis også en mulighed. Det krævede alt i ham ikke at føre den anden hånd op af hendes lår, men gjorde han det var chancen nok ret stor for at han ville blive busted.

I stedet forsøgte han sig med at gøre kysset en anelse dybere. Han havde virkelig en indre fest lige nu. Det var meget muligt at Alastair ikke kunne se det sjove i det når han kom tilbage, men den tid den sorg. Leonardo kunne ikke bare droppe det nu hvor det gik så godt.
Han fordybede sig i kysset, det var hun da ganske god til. Hvis så de lige kunne begynde at klæde hinanden lidt af ville det da være priceless. Ikke at han nogensinde havde knaldet med en gravid før, men én gang skulle vel være den første. samleje var jo bare samleje, det behøvede man da ikke gå så højt op i.

[Deleted]

Nicole var jo glad for Alastair og hun kunne jo ikke benægte at hun var en smule forelsket i ham, men forhelved det var jo ikke nemt når han ikke ville lukke hende ind, og især da han havde kastet efter hende at graviditeten var hendes skyld, nu var man jo ikke alene om at dyrke samleje.
Nicole lod hænderne glide frem og lod hans jakke glide ned over hans skuldre, altså der var vel ikke noget galt i at nusse lidt med ham, heller ikke selvom hun havde mave på, den del måtte han jo leve med, han havde jo trods alt selv været en del af det og hu havde jo også behov.

Som hun havde fået jakken af ham, begydnte hun at ¨åbne hans skjorte, hun anede ikke hvor han havde fået det fine tøj fra, men i det mindste var det nyt, og det var da bedre end så meget andet de gik rundt i, nu hvor at vaskemulighederne ikke var kæmpe store.
Hun fattede ikke hvordan han kunne vende rundt, men hun vidste at hvis det her bare var endnu et forsøg på at udnytte hende, så ville hun nok ikke ligefrem blive helt lykkelig, og hun kunne allerede forestille sig hvordan hun ville klappe ham en. Men den tid den sorg, og hun havde virkeligt brug for denne her nærhed.

[Deleted]

Alastair trådte ind af døren uden at larme for meget. Han havde ikke lyst til at støde ind i Nicole lige nu. Deres diskussioner var ved at drive ham til vanvid så han havde gjort hvad han kunne for at undgå hende og han havde en fornemmelse af at hun havde gjort det samme for det var ikke meget de så til hinanden udover når de spiste.
Han skuttede sig lidt i kulden og bemærkede at døren ind til stuen stod åben. Irriteret rullede han med øjnene og skulle da også lige til at brokke sig over hvordan hun lukkede varmen ud fra det eneste rum der havde en bare nogenlunde udholdelig temperatur, men så hørte han noget andet der fik ham til at tøve. Var det....kysselyde?

Hvad fanden foregik der? Ingen kunne komme ind medmedmindre de i direkte blodlinje. Med hurtige skridt og klar til at gå amok på hvem end der havde formået at bryde den magiske barrierer gik han ind i stuen, men synet der mødte ham fik ham til at stoppe brat op.
Havde han ikke vidst han havde en enægget tvilling ville han nok have freaket total ud over synes af "ham selv" sidde og befamle Nicole i sofaen. Han mærkede hvordan blodet begyndte at koge - var det..jalouxi? Han valgte at se bort fra det og gik stilfærdigt tættere på. Det var så typisk for Leo at udnytte enhver situation til sit eget bedste, hvordan han end var endt med at talt hende ind til at begynde at pille tøjet af hinanden, Al havde da ikke lige anslået hende til at være typen der kastede sig over hvem som helst.
Han nåede sofaen som Nicole var gået i gang med at åbne Leos skjorte, ingen af dem lod til at have opdaget ham, men nu var han også ret godt gemt i skyggerne. Rasende lod han kloen fare frem imellem dem og glide rundt om Leonardos hals som han trak ham tilbage og holdt ham fast, ikke så stramt at han ikke kunne trække vejret, men stramt nok til at det ville være besværligt. "Virkelig?" Rasede han mellem sammenbidte tænder og så fra den ene til den anden. "Jeg er ude og risikerer liv og lemmer for at skaffe os en skide dåse tun og dét her er hvad du foretager sig imens?" Han så anklagende på Nicole.

[Leonardo Russo]

Leonardo kunne mærke hvordan pulsen begyndte at stige som hendes hænder trak hans jakke lidt ned over hans skuldre for derefter at åbne hans skjorte. Han lod ligledes den ene hånd søge ind under hendes bluse for at mærke den varme hud der næsten brændte mod hans kolde fingerspidser.
Han kunne mærke kroppen vågne, han havde virkelig ikke regnet med at hun ville være så let at overtale, Alastair måtte da have gjort et eller andet rigtigt, siden hun uden videre betænkning kastede sig over ham i den tro at han var hans bror. Han var lidt ved at glemme alt det med at Al havde en klo at tage hensyn til som han lod jakken glide af, men hun lod nu heller ikke til at skænke det særlig meget opmærksomhed.

Han hørte slet ikke hoveddøren blev åbnet eller at nogen kom ind til dem i stuen. Det var faktisk først da noget lukkede sig om hans hals og trak ham tilbage med så stor kraft at han måtte gispe efter vejret.
Begge hænder førte han helt automatisk op for at gribe fat om det kolde stykke jern som han med det samme kunne kende uden overhovedet at vende sig mod broderen bag ham. "Dét der er ikke særlig broderligt," gispede han lidt og forsøgte at få kloens holde greb til at løsne sig en smule uden held. "Du kunne i det mindste have ventet til bagefter." Et lidt smørret smil legede på hans læber og han blinkede kækt til Nicole. Han var ikke bange for Alastair, men han kunne godt fornemme at han var sur lige nu, sådan en lyseslukker.