I Got Chains, You Got Wings

[Kaya Elisabeth Hansen]

Elliott Andromedius - Kayas lejelighed - November 2053.

Kaya var virkelig træt for tiden, graviditeten tog alle hendes kræfter fra hende, men det havde healeren forbedret hende på, nok ville ske. Men ud over det, så havde barnet det godt, men hun skulle forholde sig i ro, og tænke meget over når hun dansede, og lytte til sin krop, hvilket var noget Kaya var virkelig dårlig til. Hun havde altid været en meget aktiv pige, og hun hadede bare at sidde på sin flade og lave ingenting.
En af grundene til hun hadede det så meget, var nok, at det altid gav tid til at tænke over alt muligt lort. Som foreksempel alt dette her med Elliott. Hun elskede ham, men det han havde sagt oppe ved healeren var bare ikke noget hun kunne tilgive. Hvordan kunne han overhovedet overveje at få den tanke, at de ikke skulle have barnet?

Hun kunne slet ikke finde ud af, hvad hun skulle gøre af sig selv lige pt, selvfølgelig ville hun gerne redde den med Elliott, men lige nu følte hun bare dårligt nok, at hun kendte ham mere, det var som om, at han var blevet en eller anden ufølsom Slytherin nar, og hvor hun dog hadede at se ham på den måde.
Lige nu lå hun på sofaen på ryggen, med blikket op mod loftet. Sådan havde hun ligget de sidste par timer, pånær når hun lige havde været ude og tisse. Hun havde ikke sovet, bare ligget, med skanningsbilledet i den ene hånd og den anden på sin mave. Hun kunne slet ikke samle sig om noget som helst. Hun vidste da godt, at hun ville blive verdens værste mor, hvis hun skulle klare det alene, men en abort var bare ikke en mulighed, hvad nu hvis det her, blev hendes eneste chance i hele hendes liv, for at få et barn? På den anden side, turde hun heller ikke glæde sig alt for meget, med de skræk billeder healeren havde indprintet i hendes hoved.

[Deleted]

Elliott havde tænkt utroligt meget siden sidst, og nu stod han altså foran Kaya's dør og ventede, han havde netop banket på og ventede på at hun ville lukke ham ind. Han kunne ikke forstå hvordan alt dette her var endt som det var, men han var så sur og bitter på Kaya at han ikke helt kunne finde hoved og hale i noget.
Dog vidste han at skulle det afsluttes så skulle det gøres rigtigt og skulle det ikke afsluttes jamen så skulle de jo finde ud af at få gjort tingene rigtigt, især hvis hun havde tænkt sig at beholde barnet selvom de jo ikke havde snakket om det.

Elliott havde ikke set Kaya i to dage, men havde haft skrevet til hende om de kunne snakke, han anede ikke om hun bare var skide sur på ham lige nu, men han var nu heller ikke ligefrem i humør til bare at kaste sig i armene på hende.
Han anede snart ikke hvad han skulle håbe mere men han håbede bare at tingene ville ordne sig sådan at de i det mindst ekunne skilles som venner, selvom han tvivlede lidt, deres temprement løb jo rimeligt meget af med dem når de først gik igang.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya havde godt modtaget Elliotts ugle, og selvfølgelig havde hun da sagt ja til, at de kunne snakke, men hun vidste også bare med sig selv, at hun ikke magtede at de skulle skændes mere. Hun følte sig helt ved siden af sig selv, alene tanken om, at der voksede et lille væsen inden i hendes mave, var nok til at skræmme livet af hende.
Hun blev revet ud af sin tankestrøm, da det bankede på døren, hvilket fik hende til at dreje hovedet i retning af den. Hun havde jo en ret god ide om, at det ville være Elliott, hvilket fik hende til, at undre sig over, hvorfor han ikke bare gik ind, som han plejede? Hun låste jo stadig aldrig sine døre.

Hun sukkede lidt, lade skanningsbilledet på sofabordet, før hun så rejste sig og gik ud for at lukke ham ind. Måske det ville hjælpe lidt, at de lige havde haft et par dage fra hinanden, og så ville de vide hvad de ville, når de så hinanden igen. Hun åbnede døren, "Hey," sagde hun roligt og en smule hæst, den her gravidsitet tog livet af hende, hun havde kvalme og skulle tisse hele tiden.
Hun skubbede døren op, så han kunne komme ind, "The? Kaffe?" spurgte hun og så lidt på ham. På den ene side havde hun lyst til, at give ham et kram og et kys, men på den anden side virkede det også bare så akavet mellem dem. Hun endte dog alligevel med at give ham et lidt forsigtigt kram, i frygt for, at hun ville brække sig ud over ham, for så ville det da først blive virkelig akavet.

[Deleted]

Elliott kiggede bare frem for sig, det her var virkeligt en ubehagelig situation, men han vidste at de skulle arbejde sig igennem den og som altid var Elliott mere bare typen der forsøgte at gøre hvad han kunne for at de kunne gøre tingene på den bedst mulige måde, og så der blev fundet en løsning.
"Hey" endte han blot og kiggede i mod hende: "Nej jeg har ikke lige lyst til noget, jeg kom kun for at vi kan få snakket" sagde han og tog i mod det forsigtige kram og gik så ind for at tage sko og jakke af.

Det her var uden tvivl en af de værste ting han længe havde skulle snakke om, og han var så sur, vred, ked af det og indebrændt på samme tid, at han bare prøvede at holde alt vreden inde og ikke bar starte med at flippe fuldkommen ud på hende.
"Såh hvad skal vi sådan.. Skal vi sætte os?" spurgte han, han havde så mange ting han ville sige og alligevel han overhovedet ikke hvad han skulle sige, og han endte med bare at stå en smule akavet i gangen og smile til hende, hvorfor skulle de her ting altid være så indviklede?

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya nikkede blot lidt, hun var for træt og umattet til, at begynde at modargumentere, hvilket overhovedet ikke lignede hende, og det var slet ikke sådan hun havde haft det sidste hun havde været gravid, hun var slet ikke sikker på, om hun ville kunne klare så mange måneder endnu, hvis det ikke ville blive bedre.
Hun kørte en hånd i gennem det lange blonde hår, og mod så armen falde ned langs sin krop, "Ja, lad os det.." sagde hun blot, og gik ind i mod stuen, hun var normalvis et totalt ordensmenneske, men selvom der var pænt som altid, kunne man nok alligevel godt se, at hendes energi niveau var lavt.

Hun satte sig i sofaen, og gjorde en gestus med hånden til, at han kunne gøre det samme. Hun vidste ikke rigtigt hvad hun skulle sige, hun elskede ham jo, men det fungerede bare ikke selvom det gjorde fandens ondt at indrømme. Hun rømmede sig en smule, "Vil du se skanningsbilledet?" spurgte hun så, det var jo også hans barn, selvom han ikke havde virket som om, at han ville have det.
Det var virkelig underligt, at sidde sådan her med ham, normalvis både kyssede og kramme de jo, men det virkede bare så akavet nu, desuden var hun stadig sur og skuffet over, alt det som var sket, både hos healeren, men også inden med Jayden og alt det. Hvilket jo også kunne være total ligegyldigt nu, efter Dacoda havde slået Jayden ihjel. Måske det i virkeligheden også var med til, at Kaya følte hun var gået i stå? Tanken gav hende kvalme på ny, og hun lukkede kort øjnene som hun mærkede de blev blanke. Synet af Jaydens livløse krop havde indprintet sig i hende.

[Deleted]

Elliott var så rasende og så indebrændt at han ville ønske han kunne slå hende uden at de blev mere uvenner over det. Ikke fordi at Elliott kunne finde på det, han var ikke nogen voldelig person, men derfor kunne man jo i afmagt godt have lyst til det, der var så meget lort i deres liv lige nu.
"Super" endte han en smule kort, det her var bare mega akavet. Han satte sig ned i sofaen, uden helt at ane hvad han skulle sige, skulle han bare starte på samtalen en eller anden måde. Han kiggede i mod hende da hun spurgte til skanningsbilledet.

"Ikke lige nu" sagde han i en rolig stemme, han var stadig lidt chokeret over det hele: "Så du beholder det altså?" spurgte han i en rolig stemme og så afventende på hende, det var ikke fordi det skulle lyde så hårdt som det måske gjorde, han forstod det bare ikke.
"Så...?" endte han roligt, han havde absolut ingen idé om hvordan han skulle starte samtalen, han håbede lidt at hun måske havde en idé. Elliott elskede hende og det kunne han ikke bare sådan glemme, men samtidig var han virkeligt sur og skuffet over alt det der var sket på det sidste.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya var ikke rigtigt sur på Elliott mere, hun var træt af at være sur på ham hele tiden, at det kun var skuffelsen som var tilbage i hende. Hun følte sig helt på bar bund i deres forhold, hvis man ellers efterhånden kunne kalde det det. Hun var så ked af det, hun havde virkelig troet at de to var den ægte vare.
Hun vendte blikket væk fra ham, da han afviste at se skanningsbillede. Det var jo ikke fordi hun havde været alene om, at lave barn, og ham som ellers altid plejede at være så fornuftig og ansvarfuld, hun kunne slet ikke kende ham mere. Det var jo den fornuftige og ansvarsbevidste Elliott hun havde været faldet for, men det var bare som om, at den Elliott var væk.

Hun vendte blikket tilbage på ham, "Selvfølgelig har jeg det Elliott.. Det her bliver nok min eneste chance for at få et barn overhovedet, jeg har allerede mistet ét barn, jeg har ikke tænkt mig at miste et til," svarede hun og så alvorligt på ham, "Men hvis du ikke vil være en del af hendes liv, så syntes jeg bare du skal rejse dig og gå, for så har vi ikke mere at snakke om," sagde hun en anelse spydigt, hun var nok ret touchy for tiden.
Hun sukkede lidt, "Jeg ved det ikke Elliott.. Måske.." Hun tav lidt, hvorfor skulle det gøre så ondt dette her? Hun kiggede lidt ned på forlovelsesringen han havde giver hende, "Måske vi skal genoverveje det her?" sagde hun så, og tog ringen af, og rakte til ham. Hun havde ikke lyst til, at give slip, men det her var bare ikke rigtigt mere. "Jeg har ikke lyst til, at skilles som uvenner, for uanset hvad så elsker jeg dig, men.." hun lagde ringen i hånden på ham, uden helt at vide hvordan hun skulle færdiggøre sit sætning.

[Deleted]

"Det kan da godt være det er din eneste chance, men derfor kunne vi da godt lige have snakket om det?" sagde han, Elliott mente da ikke selv at han var følelseskold og ligeglad, men hun kunne da godt lige have ladet ham have en mening, det her var jo trods alt en stor ting og ikke noget man bare sådan lige kunne trække på skuldrende over.
"Det har jeg aldrig sagt jeg ikke ville, jeg har sagt at du skal holde op med at tro du er den eneste vigtige person her i verden!" sagde han, han var så træt af at hun altid kun tænkte på sig selv og ikke havde taget ham med på råd, og at hun havde fortalt ham det midt i et skænderi, ville han aldrig nogensinde kunne tilgive hende.

Elliott tog i mod ringen, han havde jo tænkt præcist det samme, for han var så inderligt vred på hende, men samtidig så vidste han jo godt at det her nok ikke var smart: "Men hvis vi bryder det nu, så er det slut Kaya, så gider jeg ikke igen" sagde han roligt.
De havde jo allerede været fra hinanden før, og gået tilbage igen, men hvis de ikke kunne finde ud af det som voksne, så måtte de jo lade helt være.

[Kaya Elisabeth Hansen]

"Hvad er der at snakke om, Elliott? Det kan godt være jeg kan være en bitch omkring mange ting, men at slå et uskyldigt ufødt barn ihjel, dét er for bitchy, selv for mig," svarede Kaya, det gjorde virkelig ondt, at han slet ikke kunne se det fra hendes side, hvis han ikke ville have noget med barnet at gøre, kunne han jo bare sige det.
"Men du har heller aldrig sagt eller givet udtryk for du vil, så lad vær med at kast den her over på mig," sagde hun en kende hårdt, hun prøvede jo for en gangs skyld at gøre det rigtige, og ifølge hendes hjerte så var det rigtige at beholde barnet, chancen for hun ville tabe det, var alligevel så stor, at alt andet nærmest ville være umuligt.

Hun rystede lidt på hovedet, "Jeg kan ikke mere, Elliott.. Jeg mistede Jayden i går, og nu mister jeg også dig.. Jeg kan ikke også miste det her barn," sagde hun og mærkede hvordan hendes øjne blev blanke, som hun lagde en hånd på sin mave. Den var jo ikke særlig stor endnu, faktisk kunne man ikke se noget på hende endnu, men tanken om, at der var et barn derinde, var nok for hende.
Det var bestemt ikke fordi Kaya havde lyst til, at opgive deres forhold, men hun følte bare ikke de kom nogen vegne, de skændes hele tiden, de var skuffet og sure på hinanden, og hun kunne virkelig ikke se sig ude af det mere.

[Deleted]

"Jeg har aldrig sagt du skulle få det fjernet, men du kunne forhelved da have snakket med mig om det istedet for igen bare at tage et valg, og tro at resten af verden tilpasser sig" sagde han, der var så mange ting han aldrig ville kunne tilgive hende, og det hadede han, for han elskede hende virkeligt, men det her gik jo ikke.
"Nej for det er nemlig mig der er gravid og kan tage valg? Helt ærligt Kaya, og du kan ikke engang undskylde når du laver fejl, du smider den bare over på mig" snærrede han, åh hvor var hun dog bare unfair, kunne hun selv se hvor dumt hun behandlede ham?

"DU mister mig fordi du altid tænker på dig selv" sagde han i en rolig stemme, og kunne mærke hvor ondt det gjorde på ham at sige, men han mente det dog. Han kunne ikke forstå hvorfor han ikke var god nok til at blive indraget.
Han sukkede roligt, han kunne ikke engang få sig selv til at tænke at han skulle være far, fordi der var så mange andre ting han i stedet havde i hovedet, og han følte sig bare skuffet og ramt lige nu, han håbede at hun vidste han ville være der.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya rystede lidt på hovedet, "Fordi jeg ikke magter flere skænderier Elliott," sagde hun ærligt, hun kunne ikke overskue det mere, det føltes bare som om hele hendes verden forsvandt under hende, først havde Dacoda været på besøg og fortalt hun havde slået Jayden ihjel, og nu dette her.
"Når jeg laver en fejl? Undskyld, men så vidt jeg ved, så har jeg på intet tidspunkt voldtaget dig, vi har været to om det her Elliott, at du så ikke tager ansvar, og jeg for én gangs skyld gør, well, det er vel en første gang for alting," svarede hun, godt nok var hun magiker, men det var jo ikke ligefrem magi som havde gjort hende gravid, og hun havde ikke været Elliott utro på noget som helst tidspunkt.

Hun himlede lidt med øjnene, "Så siger vi det.." svarede hun mumlende, og mærkede en tåre trille ned af hendes ene kind, selvom hun hurtigt tørrede den væk. "Jeg lever åbenbart meget godt op til at være en Slytherin, right? Egoistisk? Problemskaber? Ond? Eller i virkeligheden bare en misforstået sød lille pige, som Ravenclaw fyrer tydeligvis falder for, og tror de kan redde? Beklager din livsmission røg i vasken," sagde hun sakastisk, men vidste jo godt hun ikke var fair.
Hun lænede sig tilbage i sofaen, men mærkede hurtigt hvordan kvalmen sneg sig ind på hende. Hvor hun dog hadede hormoner, hun blev en endnu større kælling omkring alting end hun normalvis var, sådan havde det også været sidste gang, utroligt nok havde Jayden bare fundet sig i det. Hun tog sig lidt til hovedet, "Undskyld.. Jeg.. Jeg havde 'besøg' af Dacoda i går, så er ikke ligefrem i det bedste humør.." det skulle selvfølgelig ikke gå ud over Elliott, at Kaya havde lyst til, at slå den tøs ihjel, søster eller ej.

[Deleted]

"Så du synts ikke jeg skulle have lov at være en del af den beslutning?" sagde han med en endedt og skuffet stemme, uden overhovedet at fatte hvordan hun kunne bilde sig ind at tænke sådan, var han virkeligt ingenting værd for hende? Var han bare et eller andet der kun var med i beslutninger når hun selv ikke kunne tage dem? Han hadede den følelse det gav ham i kroppen.
"OG derfor så er det helt okay du fortæller mig det som du gør? Du er så skide egoistisk Kaya! Har du nogensinde tænkt på at man også er to om et forhold og om fælles beslutninger? NEJ! I dit hoved er man kun fælles om de ting der passer dig!" snærrede han, han følte sig så såret lige nu.

"Beklager at jeg nogensinde kom og blandede mig i dit liv på den måde, sikke dog et forfærdeligt menneske jeg er" sagde han, ja måske var de bare alt for forskellige og lige nu følte han slet ikke at han kunne huske at han elskede hende.
"Det er jeg heller ikke, fordi min kæreste har valgt at gå bag mig ryg" sagde han blot, han vidste slet ikke hvad han skulle sige, men han følte sig utrolig modløs lige nu.

[Kaya Elisabeth Hansen]

"Du skal have lov til at sige din mening alt det du vil, men det vil ikke ændre noget," svarede hun blot, hun kunne slet ikke forstå, hvordan han kunne gøre det til sådanne et stort problem, de skulle have et barn, hvorfor kunne han ikke bare være glad? Det var trods alt ham som altid havde ønsket sig børn.
"Så nu er du sur over, at jeg fortalte dig, at jeg er gravid? Du havde nok selv opdaget det på et eller andet tidspunkt tror du ik? Hvis jeg havde været så skide egoistisk Elliott, så havde jeg været fuldstændig ligeglad med dig, og smidt ringen ud, men hvis det får dig til at føle dig bedre med dig selv, så fint Elliott, så bare giv mig skylden," svarede hun opgivende, hun var alligevel så vant til, at damne op og få skylden for alting, at det snart kunne være ligegyldigt, om hun også fik skylden for dette her.

"Hold nu kæft med det der Elliott, det er nok det sidste jeg magter," sagde hun opgivende, hun magtede ikke at han skulle til at spille uskyldig i alt dette her, han havde jo ligesom heller ikke kunne tilgive hende, at hun havde været gift med Jayden, så det var jo ikke kun hende som havde ting at undskylde for.
"Hvad har jeg helt præcis gået bag om ryggen på dig om?" spurgte hun, og rejste sig fra sofaen, hun havde virkelig kvalme lige nu, så at sidde stille kunne hun slet ikke. "Sig mig, hørte du overhovedet hvad jeg sagde? Dacoda var forbi forleden, Jayden er død, jeg var inde og identificere ham for et par timer siden! Når jeg siger jeg ikke magter det her, er det sgu ikke for sjov, Elliott, jeg har konstant kvalme og halsbrand hver gang jeg lægger mig ned, og du kan ikke engang så meget som sige, at vi nok skal finde ud af at være forældre, selvom vi ikke skal være kærester mere," sagde hun og kunne ikke holde tårene tilbage mere, de trillede om kamp ned af hendes kinder.

[Deleted]

"Og det du siger giver mening Kaya? Du kunne have fortalt mig det på så mange tidspunkter, også ender du med at sige det i sådan en situation?" sagde han i en hård stemme, han var så såret over at hun ikke i det mindste havde sagt det på et tidspunkt hvor han havde haft hjernen med, frem for at moment hvor han havde haft lyst til at flå hovedet af hende, hvilket han da også havde lige nu.
"Tror du at jeg magter det her? Det her var da heller ikke ligefrem sådan jeg drømte om at tingene skulle gå" påpegede han, den del med barnet havde han måske drømt om, men godt nok ikke på denne her måde.

"Nej det kan jeg ikke sige, fordi at du hele tiden plapre! Du har lige brudt vores forhold" sagde han i en frustreret stemme: "Og jo jeg har hørt dig!" sagde han, i enhver anden situation ville Elliott også have trøstet hende, men han følte sig trådt på, og lige nu kunne han ikke se sig ud af det her.
"Jeg ved ikke hvad jeg skal sige" endte han i en lidt mere rolig stemme og stirrede ned i jorden, det her var virkeligt et forfærdeligt valg at skulle træffe.

[Kaya Elisabeth Hansen]

"Det kunne jeg jo ikke, eftersom du ikke ville snakke med mig, efter Jayden fortalte dig, at jeg har været gift med ham," svarede hun, hvornår skulle hun ellers have sagt det? Hun havde jo været sikker på, at han ville have gjort det forbi, og så havde hun set det som sin eneste chance for at fortælle ham, at han skulle være far.
"Super, så er der da noget vi kan blive enige om.." sagde hun blot og rystede lidt på hovedet. Tanken om at skulle blive alene mor, skramte hende fra vid og sans, men tanken om, at skulle skændes med Elliott resten af deres liv, var heller ikke ligefrem tiltalende.

Hun prøvede at tåre sine øjne, men nye tåre tog hele tiden til. Hvor hun dog hadede hormoner så inderligt meget. "Fint, så holder jeg kæft, så kan du snakke alt det du vil," sagde hun og slog opgivende ud med armene, men satte sig stadig ikke ned, hun havde det virkelig ikke særligt godt lige nu.
Hun sukkede lidt, og satte sig så alligevel ned i sofaen igen ved siden af ham. "Det er jo ikke fordi jeg ikke elsker dig mere Elliott, men vi skændes hele tiden, vi kan ikke blive enige om noget som helst.. Jeg ved virkelig ikke, hvordan vi skal komme videre herfra.." sagde hun og så lidt på ham, som hun tørrede et par nye tåre væk.